Ordene bliver som fugle
der aldrig mere vil lande i mit træ,
de flygter i store flokke der vender højt
højt oppe
over bjergene
på vej mod solen
for igen at dreje forbi mig på vejen ned
for at stige omkring mit hoved,
baske så vingerne strejfer mit ansigt
sammen med lydene
og duftende af fjer i vinden.
Jeg skulle gå.
Men jeg sover i det grå brune mørke,
opfyldt af en angst
for altid at være for langt væk
til at række ud,
og for igen at miste.
Is kuglerne hagler bag mig,
de giver mig skyld for alt,
den skyld jeg altid har taget imod
og påtaget mig for alle andre end mig selv.
Men det er nye fugle,
og en fremmed rute
jeg ikke mere kender,
en fremmed forventning
som har opgivet min bøn
og tiggeriet om at lande,
noget,
et sted langt ude
der kender mig bedre
end mig selv
og bare venter,
måske på et pas til det bedste ord
i mit land
med lange
lange associationer.