Jeg var lige tilflyttet Sleepstone og havde fået tilknyttet lægen, Larkin Silver. Jeg havde fået booket en tid til klokken ti denne tirsdag via sekretæren for fjorten dage siden. Jeg var ankommet tyve minutter før tid. Jeg har altid godt kunne lide at komme et kvarter før tid, når jeg skulle til en aftale af nogen art. På den måde kunne jeg også nå eventuelle mentale forberedelser inden det givende møde.
   Imens jeg sad i venteværelset, og kiggede på abstrakte malerier på væggene og syge borgere i facilitetens stole, kom der en ældre dame med rollator ud fra gangen der ledte til forskellige lægers praksis. Damen virkede træt og småklodset i sine bevægelser, mens støttede sig til rollatoren. Hun lignede en der ikke havde langt igen, og skulle helt sikkert hjem og hvile sig.

Nogle minutter gik. Døren den ældre dame med rollatoren var kommet ud af åbnede på ny. En sirlig mand med gråt kortklippet hår og nydeligt ny studset skæg omkring munden og i grå nuance kom ud på gangen. Han var cirka en meter og halvfems centimeter høj, havde stilfulde briller på og lignede en mand sin bedste alder på nogen og fyrre år, hvis det ikke havde været for hans grå hår.

"Martin Jenkins," sang hans stemmeleje behageligt. En mand i starten af trediverne, iført blåt joggingtøj med røde striber langs arme og ben, rejste sig energisk fra en af stolene. Lægens stemme vibrerede venligt: "Kom indenfor og værsgo at tage plads," hvorpå lukkede døren sig bag dem. Jeg så på mit armbåndsur og noterede mig at klokken var kvart i ti. Efter et øjeblik blev en ny dør i gangen åbnet. En lille kvinde med spids næse og lidt indsunket kinder sagde med lys udenlandsk russisk accent: "Susan Morley." Det rumsterede et øjeblik fra en af stolene og en overvægtig kvinde i halvtredserne rejste sig med besvær og imødekom den udenlandske læge med tunge skridt iført sommerkjole og sandaler. Hun hev efter vejret, men kunne stadigvæk rumme et smil. "Velkommen, værsgo at tage plads," lød det nasalt fra lægen, hvorpå døren blev lukket.

Mine øjne flakkede rundt i venteværelset og jeg var så at sige rastløs indvendig. Det var ikke pænt at stirre på andre mennesker så mine øjne fæstnede sig ved et af malerierne på væggene, som bød på sprudlende friske farver med motiver af fugle efter fri fantasi. Det var et sandt farveorgie. Man blev godt i humør af at kigge på maleriet, men også mæt. Til slut slog jeg øjnene ned i det grå gulv ved mine fødder, der var overtrukket med noget blankt belægning af en art for at være nemmere at gøre rent. Tiden var et paradoks. Det ene øjeblik sneglede tiden sig afsted det andet øjeblik var ventetiden pludselig reduceret med fem minutter. En mor og en dreng i femårsalderen ankom til venteværelset. Der var krudt i røven på ungen og han snakkede ud i den blå luft, som om han legede med en anden usynlig ven. Moren tyssede på ham, og sagde at han skulle være stille. Det hjalp kun i mindre end et minut før han atter snakkede og lo højlydt, imens han stillede pinlige spørgsmål til moren, der rødmede i ansigtet. Knægtens lyse stemme dukkede skiftevis op imellem hosten og småsnakken i venteværelset.

Jeg kiggede på klokken. Fire minutter i ti. Det snart tid. Jeg følte en knytnæve i maven af spænding og opdagede at det ene snørebånd på den ene sko var på vej til at gå op. Jeg bøjede mig ned og fornyede smånervøs sløjfen. En sygeplejerske kom ude fra skranken af og passerede mig med et smil, før hun forsvandt ind ad glasdøren for enden af gangen.

Efter et øjeblik åbnede en dør i gangen sig og den unge mand ved navn Martin i ført joggingtøj kom ud af døren og lukkede døren efter sig. Han virkede ikke så energisk, som da han mødt den sirlige læge i fyrrene med det grå hår og stilfulde briller. Faktisk så den unge mand træt ud, og hvis jeg ikke taget fejl, havde han også fået mørke rander under øjnene. Alt dette på blot et kvarter.
   Der gik yderlig et par minutter. Så kom den nydelige gråhåret læge ud fra sin praksis og ud på gangen og sagde: "Allan Rick Johansen."
   Navneopråbet ruskede mig ud min tankegang og jeg rejste mig per automatik op og gik hen til lægen med fløjlsstemmen i møde.
   "Kom indenfor og værsgo at tage plads," sagde han og lukkede døren bag os. Jeg satte mig i stolen ved bordet, skråt overfor hans kontorstol foran monitoren og tastatur.
   "Det er første gang vi mødes," sagde han og gav hånd: "Mit navn er doktor Larkin Silver. Hvad kan jeg gøre for dig eller skulle jeg spørge ad, hvad er dit problem?"

Han satte sig ned i kontorstolen, og jeg kunne ikke afgøre om han smilte til mig eller ej.
   Min mund eksploderede i ord og ud kom problemerne: "Jeg føler mig forfulgt og ser ting som ikke virkelig er der. Det har stået på et stykke tid nu. Jeg har svært ved at holde sammen på mig selv i disse dage og havde været nødt til at sygemelde mig fra min arbejdsplads og flytte her til byen. Jeg flyttede fordi jeg ikke længere kunne rumme den gamle by jeg kom fra, men det har ej havde hjulpet af flytte. Jeg har stadig hallucinationer og føler mig overvåget og forfulgt."
   "Ved du om der er nogen i din familie der har eller har haft sindslidelser?" spurte Larkin.
   "Ikke det jeg ved af," svarede jeg og var imponeret over min egen mund der lige havde løbet løbsk.
   "Hvor længe har disse symptomer stået på?"
   "Et godt stykke tid."
   "Vil det sige måneder?"
   "Ja."
   "Har du noget misbrug af nogen art eller har haft?"
   "Nej, min eneste last er cigaretter."
   "Godt. Det jeg gør nu, er at henvise dig til en psykiater, for han eller hun ved mere om tingene end jeg gør. Du skal nok til at tage medicin fremover vil jeg tro, men det er trods alt bedre end at gå rundt og have det sådan som du har det." Larkin begyndte at skrive på computeren og skrev sideløbende navn og adresse på psykiateren, som henvisningen gjaldt til. Mit hjerte hamrede afsted og en knude i maven syntes at vokse uoverskueligt. Larkin rakte mig papirlappen. Jeg tog imod papiret og stak det ned i baglommen.
   "Der er ikke andet jeg kan hjælpe med i øjeblikket?"
   "Nej ellers tak," sagde jeg og stak ham et nervøst smil.

Larkin rejste sig op og stak en hånd frem: "Så ses vi jo nok igen på et tidspunkt. God bedring."
   Min hånd mødte hans hvorpå han også stak den anden frem og krammede min hånd. Jeg oplevede en saglig varme gennemstrømme min hånd, og jeg kan huske jeg pludselig følte mig tryg. Jeg svor på at det hvide i hans øjne forsvandt og blev erstattet af en sort masse fyldt med små stjerner, der virkede hypnotiserende med deres klarhed. Det var som om jeg fik små stød i hånden som sugede energi ud af mig. Det sortnede for mine øjne og det næste jeg husker var, da jeg gik ud af døren følte jeg mig mat og træt og mindst ti år ældre, hvis det kan gøre det. Frem for alt så følte jeg mig ikke længere urolig, men opfattede at verden var et trygt sted at være. Da jeg kom hjem den formiddag opdagede jeg, og stod foran spejlet på badeværelset opdagede jeg grå hår i hovedet og jeg var kun toogtredive år gammel.