Pludselig kunne jeg se din cirkel omkring mig,
den store ring hvor du aldrig søgte
ind imod mig,
din flugt
og dine ønsker om aldrig
at møde mig personligt.
Overfor dig var jeg som en planet
med et glemt magnetfelt,
for du søgte altid væk
fra alt det der hørte hjemme i min sjæl.
De pile som du kastede
var altid kølige med al din modstand,
men jeg kunne mærke dem,
når de strejfede min pande
og føle når de faldt ned omkring mig.
For jeg vidste godt,
din vilje var aldrig
at gøre forsøg på
at forstå mig.
Altid har du givet mine omgivelser ret,
og spottet mig for at få deres accept
af dig selv
og alle dem du satte din lid til.
Ja, jeg har altid
kunnet mærke det.
Hvad sagde du: Jeg var en lazaron
og skulle sendes væk,
og mange år senere måtte jeg ikke
gå ind i dit hus
og bo i nærheden af dig,
for der var altid andet og andre
der kom i første række.
Din ring er stadig stor,
og jeg kan kun lige skimte dine øjne
der stråler i sikkerhed imod mig,
og se dine hænder
der altid har travlt med dit eget
og andre du er tilfreds med.
Aldrig har du spurgt,
aldrig har du søgt mig,
stadig vender magneterne
i hver sig retning.