Vi sad i bilen på vej ud til en borger, da vi passerede McDonald's. Straks lød det fra mine kolleger:

"Ej Hawraa, det er frokosttid. Skal vi ikke spise der?"

Jeg smilede og rystede let på hovedet.
"Nej tak. I kan gå ind og spise; jeg bliver i bilen."

"Skal du virkelig ikke have noget?"

"Nej. McDonald's er nok det sidste, jeg ville vælge. Jeg vil ærligt hellere sulte end spise det."

P grinede.
"Du går glip af noget!"

Jeg så på J. Hans små reaktioner var velkendte: forvirringen i blikket, hånden der søgte mod snusdåsen, et forsøg på at finde ro i det uforudsigelige, som kan opstå i en samtale.

"Ej, vil du ikke med? Vær nu ikke ligesom min kæreste, der siger: 'Ej, ikke McDonald's mad,'" sagde J.

"Ja, din kæreste har ret," svarede jeg med et lille grin.

J rystede på hovedet.
"Hawraa, du er så overbevisende... jeg mister helt tråden. Nyd nu bare din vej."

"Vi stopper her," sagde jeg roligt. "I går ind og spiser, jeg bliver i bilen. Vi behøver ikke diskutere mere."

Dørene smækkede, de forsvandt ind som to sultne børn, og bilen sank tilbage i stilhed. Den gode slags, hvor tankerne lægger sig blødt som støv, der endelig falder på plads.

Mens jeg sad der, gled mine tanker hen på J og hans kæreste. Og derfra videre ind i noget større: dynamikken mellem mænd og kvinder.
Måden vores blikke læser verden forskelligt.

En mand kan bruge det halve af sit liv på at forstå en kvinde og hvad han egentlig føler for hende.
Kvinder derimod aflæser mænd hurtigt. De mærker uro, tavshed, længsel, ikke i ordene, men i den energi, manden ikke kan skjule.
Mænd forstår ofte først senere det, kvinder så fra begyndelsen.

Når erkendelsen endelig rammer, gør den ondt: som en forsinket undskyldning, en skyldfølelse, en kærlighed, han først forstod, da den var ved at slippe taget. Ikke fordi han ikke elskede men fordi han først fattede, hvad han elskede, da det var ved at forsvinde.

Nogle mænd bærer den erkendelse resten af livet. Sporene efter den kvinde, der så dem klart, viskes aldrig helt ud. Hun bliver en indre stemme, et kompas, et hjerteslag i udkanten af deres tanker.

Og der er kvinder, som sjældent lukker døren helt.
Den står på klem i værdighed.
Ikke for en bestemt mand, men fordi sand kærlighed ikke behøver at råbe. Døren er ikke et løfte, men en mulighed, kun for den, der tør møde sig selv ærligt.

Netop der opstår mandens uro:
Han ved, at kvindens ro ikke skyldes ham, men hende selv.
Hendes liv fortsætter, hendes styrke vokser, og hendes blik hviler ikke længere der, hvor han engang fandt skjul.

Han mærker, at hun ikke venter. At hun ikke holder fast.
Døren står kun åben for dem, der tør træde ind, ikke for dem, der nøjes med at kigge ind udefra.

Det er den slags værdighed, der gør en mand tavs.
En stilhed, han ikke kan tale sig ud af.
En frygt for at komme for sent.
Ikke fordi hun ikke elskede ham, men fordi han ikke forstod det, mens døren stadig bar hans navn.

Denne kvinde bliver ikke blot et savn, men et tab, han kan bære resten af livet.
Muligheden står stadig på klem for den, der tør handle.
Men den, der tøver, ser kun glimt af det, han mister.

Når hendes styrke mødes med hendes ro, intelligens og skønhed, bliver mandens uro total.
Hans verden krymper; hans evne til at forstå sig selv svækkes.
For hun rummer en dybde, han ikke kan eje eller kontrollere.
Det er et spil af tid og valg og kun den, der handler, får adgang.

Der findes kun få, de sjældneste blandt os , kvinder og mænd, som bærer hinanden i hjertet uanset tid og sted.
En kærlighed uden forbehold, der forbliver tørstig efter den andens nærvær, som om verden aldrig helt formåede at skille dem ad.
En kærlighed så sjælden, at den næsten kun høres i eventyrenes dybe ekko.

Ja, forhold er komplekse.
Mennesket er komplekst.
Og vores valg bærer konsekvenser, som først viser sig langt senere.

Selv i afsked bevæger vi os forskelligt.

Kvinder kan græde, råbe, skrige, lade hjertet brænde færdigt. Og netop fordi de får det ud, kommer de videre.
Det kan tage måneder eller år, alt efter følelsens dybde.
En kvinde sletter alt visuelt, der knytter sig til manden; hun rydder plads i sit indre, så livet igen kan ånde.

Manden derimod bærer sine billeder længere. Han ser kvinden for sig, selv når hun er væk. Han sletter hende langsomt lag efter lag, som om han ikke helt tør give slip.
Og mens han går fra det ene forhold til det andet, kan det udadtil se ud, som om intet rører ham.
Men hans verden er visuel, og bag afstand og bevægelse står hans egen dør stadig på klem, ikke af kærlighed, men af ubeslutsomhed.

Først når tiden har lagt sig, et år, måske to, mærker han smerten.
Da begynder han at forstå det, kvinden forstod fra starten:
Hvad der var ægte, og hvad han lod glide fra sig.

Jeg er taknemmelig for at være kvinde.
Fordi jeg mærker, ser og forstår med en klarhed, der er min.

P stod og lavede sjove tegn med burgeren, som om jeg gik glip af et festmåltid. Jeg smilede og vendte blikket mod himlen, hvor grå skyer glimtede af lyn som minder fra en anden tid.

I sådan en stilhed kommer også barndommens ekko.

Min fars ånd var her et sekund.

Jeg husker onsdage og søndage med rødspætte, laks og rød ris. Retter jeg ikke forstod at sætte pris på som ung, men som var vævet ind i mine forældres irakiske traditioner. Min mor tilpassede sig, når hun havde kræfter og når hun ikke havde, lavede jeg selv noget let. Jeg nød det. Bare glæden ved, at min far kom hjem efter sine hospitalsindlæggelser, var nok.

Alligevel kørte han ofte ud senere på dagen for at hente en fiskeburger til mig fra McDonald's.
Ikke fordi han selv ville have det, men fordi han ville glæde mig.

Han sagde:
"Din mor og jeg spiser det, vi kan lide, men du skal også spise det, du kan lide."

Som voksen mærker jeg en skyggelignende skyld over de ture, han tog for min skyld. Siden da har McDonald's aldrig haft plads i min mave. Det er ikke afsavn. Det er respekt. Et bevidst valg.

Jeg faster i dag, som styrke, som forbindelse mellem krop og sjæl.

Profeten Muhammed, fred være med ham, sagde:
"Fast, så bliver I sunde."

De ord lever i mig. Fasten gør alt mere tydeligt: viljen skarp, intuitionen ren, og bevidstheden falder på plads som lys i en mørk korridor.
Det er den samme bevidsthed, jeg giver mine børn. Den samme mine forældre gav mig.

Mine børn bliver ofte spurgt:
"Spiser I ikke McDonald's?"

Jeg har lært dem at svare:
"Vi værdsætter vores maver, og vores maver er ikke skraldespande. Skrald hører til skraldespanden."
Og de mener det.

Jeg fravælger også McDonald's af etiske grunde. Jeg støtter ikke virksomheder, der bidrager til skade og ødelæggelser i verden. Det er et moralsk valg.

I familien bliver mine børn kaldt "luksusbørn". Mine søstre siger nogle gange:

"Hawraa, du har ødelagt deres forhold til mad."

Måske.
Jeg ser anderledes på det. Min datter på 14 kan allerede vurdere kvaliteten af kød nogle gange blot ved at se det, andre gange ved et enkelt bid:

"Det her er virkelig godt."
Og når hun smager:
"Mama, smagen smelter i munden... kødets fibre giver slip af sig selv; min tunge behøver ikke engang arbejde."

Jeg lytter til hendes beskrivelser, mens vi spiser det samme. Øjeblikkets glæde deler vi, og smagen vandrer videre på min tunge.

Da børnene var små, købte jeg McDonald's-burgere en gang, så de kunne vurdere selv. Jeg observerede deres reaktioner nøje, indtil det første bid blev synket.

Jeg glemmer aldrig min søns ansigt, væmmelsen i hans blik, da han tog det første bid.


Jeg sagde ingenting, blot analyserede mig frem til, hvad Layla og Zayn ville sige som næste sætning:

"Nej, mama, vi vil ikke spise det. Vi vil have noget andet."

Jeg fulgte min fars råd og profetens ord.
Profeten Mohammed vær fred med ham, kendte psykologien længe før den blev skabt som videnskab. Han sagde, at barnet er som en blomst: passer man på det, rammes hjemmet af Guds velsignelse. Råb, skældsord og straf skader barnets sjæl ligesom en blomst mister sin skønhed, hvis man knækker den.

Mine forældre levede efter de ord. Min mors ro mildnede irritationen, når konflikter opstod. Min fars handlinger helede de sår, livet efterlod.
Sådan voksede kærligheden i mit hjem.
Styrke ligger ikke i hårdhed, men i evnen til at møde andre med kærlighed og respekt,et spor, der følger en hele livet.

Jeg smed burgerne ud den dag, børnene smagte dem. Ikke som straf. Ikke som kontrol. Men fordi deres ansigter sagde alt.

De valgte med omtanke, ikke af fristelse.
Nogle valg er større end os, og konsekvenserne mærkes længe efter.

Sådan fortsætter det:
Valg, der bliver til værdier.
Værdier, der bliver til liv.
Liv, der bliver til bevidsthed.

Næsten alle mine valg vokser fra bevidsthedens skole med rødder i styrke.
Det er ikke luksus.
Det er bevidsthedens smag.
Den står kun åben for den, der tør træde ind og møde den med respekt.