Nogle dage føles det, som om jeg er født i den forkerte tid.
Som om min sjæl bærer en anden generations rytme, mens kroppen vandrer rundt i et samfund, hvor alting går for stærkt, larmer for meget, og føles alt for flygtigt. Jeg drukner i det.
Jeg går rundt med en stille ro i hjertet, men verden vil have mig til at råbe.
Jeg elsker dybt, men i dag elsker man hurtigt.
Jeg leder efter helhed, mens andre jagter øjeblikke.
Det er svært at passe ind, når man føler sig som en rest fra en æra, hvor blikket betød mere end en besked, og hvor ord havde vægt.
Hvor kærlighed ikke var et spil, men en ære.
Hvor en mand var en mand ikke perfekt, ikke ufejlbarlig men en, der tog ansvar, stod fast, og beskyttede det, han holdt af.
Og hvor en kvinde ikke var mindre, men stærk i sin egen ret, fordi hun gav omsorg og skabte hjem med sit hjerte.
Dengang blomster ikke var et påklistret symbol, men en naturlig gestus.
Et "jeg tænkte på dig" uden store ord.
I dag føles det, som om kærligheden har mistet tyngde.
Som om nærhed er blevet byttet ud med bekvemmelighed, og troskab er blevet gammeldags.
Jeg står tilbage som en fremmed i min egen tid, søgende efter noget, der ikke længere findes i mængden.