Lodins POV.

Stanken af ​​gammel øl og sved stak i min næse, mens langhuset pulserede af liv, en kakofoni af beruset pral og klangende krus, som for længst havde overskredet min involvering. Jeg lænede mig op ad en søjle med mageløse udskæringer af fabeldyr, mine fingre tegnede et mønster i lerkruset, mens jeg så på kaoset, der udfoldede sig.
   Jeg hvirvlede resten af min øl rundt i kruset. Den bitre smag hang ved på tungen, men tilfredsstillede et øjebliks behov. Et brøl henledte min opmærksomhed på en gruppe krigere nær hallens centrum. Deres ansigter var rødmosede af druk, og de hamrede deres næver i bordet med tilråb, mens en af ​​dem fortalte om sin seneste bedrift, der vist skulle lyde imponerende. Ordene skyllede hen over mig, meningsløse. Hvor mange gange havde jeg hørt den slags historier? Hvor mange gange havde jeg selv fortalt dem?
   Den hævede platform i den fjerne ende af salen fangede mit blik. Der sad Johan Lytingsson, jarl af Vargfjord, hans tøndebryst rystede af latter, mens han trak en træl ned på sit skød. Pigens øjne var vidtåbne af frygt, bevidst om konsekvenserne, hvis hun mishagede ham, og med jarlen vidste ingen, hvornår det ville ske.
   Jeg bed tænderne sammen, en muskel tikkede under min hud. Dette var manden, jeg havde svoret at tjene, som holdt min skæbne i sine kødfulde hænder. Jeg havde set den kolde kalkulation bag de iskolde blå øjne, den grusomhed, der lurede under hans joviale ydre. Et skalkeskjul, der var designet til at narrer den mindre observante, men jeg havde regnet ham ud for længst. Hvilket valg havde jeg? En mand uden en klan, uden ære - jeg var intet andet end en lejesvend nu, mit sværd til rådighed for højestbydende.
   Arret over mit øje kløede, men jeg modstod trangen og tømte den sidste øl i én lang slurk. Den bitre smag passede til mit humør. Jeg havde ikke været her længe, ​​men jeg misbilligede allerede den måde, hvorpå Johan styrede sit jarls len. Mine øjne gled hen over hallen og observerede den unødvendige overflod. Mjød og øl flød frit, fade og skåle bugnede af mad, mens jeg vidste, at udenfor, gik børn i seng med tomme maver. Stanken af ​​Johans dekadence fik min mave til at vende sig.
   En fest, mens folket sulter, tænkte jeg bittert for mig selv.
   Et glimt af gyldent hår fangede mit blik. Vigdis, en af ​​Johans trælle, vævede sig gennem mængden med øvet lethed. Hendes skridt var lette, og hendes hoved bøjede i ærbødighed, men jeg så beregningen i hendes øjne. De fór fra ansigt til ansigt, vurderende og målte, men helt uden at blive opdaget. Hun var mere end en simpel træl. Hun havde oprettet sit live omkring snarrådighed, og at kunne liste med sine gøremål for ikke at tiltrække sig opmærksomehed fra uønskede folk.
   Hun fyldte krusene op med præcise bevægelser, men på trods af hendes afmålte gemyt greb en kriger fat i hendes håndled, hvorpå hun vred sig fri med en ynde, der vidnede om mange års øvelse. Et øjeblik mødtes vores øjne gennem hallen. Genkendelse glimtede mellem os - to ulve i en fåreindhegning, der legede med underkastelse, mens de ventede på den rette tid.
   Johans favorit. Hun var mere end bare en træl for ham, en præmie han misundeligt vogtede over, og det undrede mig, hvad der adskilte hende fra de andre. Hun havde langt hår så gult som modent majs, store blå øjne, der så alt, et magert ansigt og en ranglet krop, der ikke så ud af meget, men hun måtte besidde en vis styrke for at have overlevet under Johans hårde hånd. Jeg kiggede væk, vidste bedre end at tiltrække opmærksomhed på mig. Mænd, der viste interesse for Vigdis, havde for vane at forsvinde.
   Jarlens latter bragede hen over salen og trak mit blik tilbage til podiet. Han pegede på en af ​​sine krigere, en mand jeg genkendte fra træningspladsen, men aldrig haft personlige samtaler med. "Halvard den Langsomme!" brølede Johan. "Fortæl os igen, hvordan du tabte til en dreng halvt så stor som dig!"
   Halvards ansigt blev om muligt mere rødt, hans næver knyttede sig omkring kruset. "Min herre, jeg-"
   "Måske skulle vi omdøbe dig til Halvard den Klodsede!" Johans mave rystede af munterhed, og de sykofantiske omkring ham sluttede sig til latteren. Jeg kiggede væk, med afsky voksende i maven. Det var så let for Johan at udstille sine krigere i dårligt lys, for hvor én forlod hans hal, trådte der to til. Han manglede aldrig mænd.
   Han betalte lejesvende for deres værd, men kunne ligeså let jage dem på porten, hvis de ikke makkede ret. Minderne skyllede over mig som tidevand. Stålets sammenstød, den kobberagtige duft af blod, vægten af ​​sølv i min håndflade. Hver kamp gled ind i den næste, ansigter glemt, årsager forladte. Og for hvad? At ende her, i en tyrans hal?
   Jeg havde mistet alt. Min klan, min ære og mit formål. Og nu stod jeg i skyggerne og så til, mens endnu en grusom mand byggede sit imperium på ryggen af ​​de svage. Mine fingre klemte sig om det tomme krus. Hvor længe kunne jeg fortsætte på denne måde? Hvor mange flere uskyldige måtte lide, mens jeg legede en loyal hund og skjulte mig i skyggerne?
   En larm nær den fjerne ende af salen rev mig ud af mine grublerier. Vigdis skænkede øl til en kriger, hvis øjne glimtede af beruset begær. Hans hånd klemte sig om hendes håndled og trak hende tæt ind til sig uden tanke for konsekvensen af sin handling.
   "Bliv og drik med mig, min smukke," sagde han sløvede. Vigdis stivnede, hendes øjne fór mod Johan. Krigerens greb strammedes, og hun blegnede. Det var tydeligt, at hun ville skåne krigeren for jarlens vrede, men manden var så fuld, at han ikke registrerede hendes forsøg.
   "Hun er min!" Johans stemme buldrede gennem hallen, ordene smældede som en pisk. Krigeren slap omgående Vigdis, som om hun var giftig, mens hun mumlede undskyldninger. Hun gled væk, hendes ansigt en maske af omhyggelig neutralitet. Hun fangede mine øjne igen på tværs af hallen. Frygten i dem skar gennem mig som en klinge og vakte behovet for at beskytte hende.
   Jeg havde sagt til mig selv, at jeg bare var et sværd til leje, at intet af dette var min bekymring. Men da jeg stod her og så Vigdis bevæge sig gennem mængden med ynden som en ulv i bur, følte jeg noget røre sig i mig. En gnist af den mand, jeg plejede at være, før forræderi og eksil fratog mig alt. Den mand, der stillede sig mod en tyran og virkede som et skjold for de svage. Jeg måtte møjesommeligt pakke ham væk igen. Det var fortid.
   Liv, en anden af ​​Johans trælle, skilte sig fra skyggerne, og jeg kiggede på hende. Hun rakte en kande med øl mod mig, med nedslåede øjne. "Mere øl, herre?"
   Hun var smuk under snavsepletterne og den arrede næse og kind. En gave fra Johan eller en af ​​hans krigere, uden tvivl, men hun syntes ikke at have den samme tiltrækningskraft som Vigdis. Hun løftede blikket mod mit og smilede. Hvor længe før ilden i hendes øjne også svandt ud?
   "Nej," sagde jeg og skubbede kanden væk. Smagen af ​​øl var blevet sur i min mund, sammen med min tolerance over for denne farce. "Jeg har fået nok."
   Vigdis bevægede sig gennem mængden, hendes gyldne hår som et fakkeltårn i det svage lys, og hun tiltrak mine øjne uopfordret. Hvad var der galt med mig, at jeg stirrede sådan på hende? At tilrane sig jarlens opmærksomhed på grund af denne kvinde ville kun føre til problemer, jeg ikke havde brug for.
   "Hun er smuk, er hun ikke?" spurgte Liv og kastede et blik over skulderen på sin medtræl, og mine øjne faldt på hendes.
   "Pas dig selv."
   "Jeg kunne arrangere et møde, hvis du ønsker hende, herre," tilbød hun, og jeg skubbede hende væk fra mig.
   "Tager du mig for en nar?" hvæsede jeg mellem tænderne og stirrede arrigt på hende, og hun slog underdanigt blikket ned.
   Liv nikkede, før hun gik væk, hvilket efterlod mig med et brændende spørgsmål i maven. Hvorfor havde hun spurgt om det? Jeg gav ingen kvinde mere opmærksomhed end den anden, og det skete sjældent, at jeg tog hende til min seng, fordi jeg ikke havde noget at tilbyde hende, og det var ikke interessant at tage hende bare fordi jeg kunne. I den henseende var jeg nok atypisk.
   Natten sled sig afsted, en endeløs parade af beruset pral og grov latter. Mine tanker vandrede, forræderiske som gift. Hvad skulle der til for at forlade stedet? At vende det hele ryggen? Tanken satte sig i mit sind, tung som en sten. Johan ville kalde mig en forræder og jage mig som en hund. Men at blive... føltes som langsom råd, der tærede på den smule, der var tilbage af min forstand.
   "Lodin! Kom - fortæl os en historie om blod og kamp!"
   Min krop spændtes, års konditionering kæmpede mod det nyfundne oprør i mit hjerte. Jeg trådte frem, mine støvler skrapede mod langhusets gulv. Den velkendte vægt af forventning hvilede på mine skuldre. Hvor mange gange havde jeg spillet denne rolle? Den loyale hund travet ud for at underholde sin herre.
   Johan lænede sig tilbage i stolen, mens hans hånd dovent strøg sin kones arm ved siden af ​​sig, fuldstændigt uberørt af den unge kvindes døde udtryk. Der foregik meget bag det forstenede ansigt, men det var kun den observantes gode at se detaljerne, for hun havde mange års erfaring i at se uanfægtet ud.. "Du har været stille, Lodin. Det ligner ikke dig."
   Jeg holdt mit ansigt neutralt, selvom min mave vendte sig af afsky. "Jeg er for doven til at være skjald i nat, herre," sagde jeg uden omsvøb, og jarlen gryntede, hans tidligere munterhed fordampet.
   "Hvis du insisterer på at være kedelig." Jeg fastholdt hans blik med ligegyldighed, nok til at prikke til hans storhedsvandvid, men ikke nok til at tirre ham åbenlyst. "Jeg har et job til dig," fortsatte han. Salen blev stille, spændingen var håndgribelig, da Johan lænede sig frem, hans øjne glitrede af koldt målrettethed. "Der er en gård nord herfra. De nægter at betale, hvad de skylder. Jeg vil have, at du minder dem om, at hvis de ønsker at bo i mit len, er der ingen undskyldninger for ikke at betale til tiden."
   Min mave kneb sig sammen. Jeg kendte disse "gældsposter", Johan talte om - afpresning forklædt som beskyttelse. Jeg havde set resultaterne af sådanne "påmindelser" før: nedbrændte hjem, knuste kroppe og udslettede liv. Det betød intet for jarlen, om han satte kvinder og børn under gudernes hvælving, så længe han kunne leve mere end komfortabelt.
   "Du beder mig om at plyndre bønde?" spurgte jeg vantro. Alle krigernes øjne bore sig ind i mig, men jeg ignorerede dem. "De vil sulte, hvis vi tager mere fra dem."
   Den efterfølgende stilhed var øredøvende. Johans ansigt blev mørkt, hans tidligere jovialitet blev erstattet af noget langt farligere. "Du forglemmer dig, Lodin," knurrede han. "Du bliver betalt for at gøre, som du får besked på, ikke for at stille spørgsmålstegn ved mine ordrer."
   Jeg mødte hans med urokkelig vilje. Det klogeste ville være at trække mig tilbage, krybe og bede om tilgivelse, men jeg var træt af at lege den lydige hund, at være et våben, der blev brugt mod de uskyldige. "Og hvis jeg nægter?" Ordene hang i luften, en udfordring der ikke kunne trækkes tilbage.
   Johan lænede sig tilbage, et smil spillede i mundvigene. "Måske er du blevet blød," sagde han langsomt, hans øjne glitrede af ondskab. "Måske har du brug for en påmindelse om, hvem du står til ansvar over for."
   Implikationen hang tungt i luften, en løkke strammede sig om min hals. En del af mig - den del, der var blevet støbt af års overlevelse - skreg, at jeg skulle gå min vej, sluge min stolthed og leve for at kæmpe endnu dag. Men jeg måtte se i øjnene, at ikke alle jarler eller høvdinge ville tage mig på grund af mit eksil, og det var uheldigt for mig. Hvis jeg forlod stedet nu, ville jeg markere mig selv som en fjende, og Johan Lytingssons fjender så ikke mange solopgange.
   Stilheden strakte sig, tyk og trykkende. Jeg kunne mærke vægten af ​​hundrede øjne på mig, der ventede på at se, hvordan denne dans ville udspille sig. Mine tanker kørte i fuld fart og ledte efter en vej ud af den fælde, jeg havde sat mig selv i.
   Jeg sank, smagte aske og fortrydelse. Til sidst sagde jeg: "Jeg tager afsted ved daggry."
   Johans smil bredte sig til et rovdyragtigt grin. Han løftede sit krus i en falsk fejring, mens øllet skvulpede ned over kanten. "Til Lodin," brølede han, "som husker sin loyalitet!"
   Salen brød ud i forceret latter og halvhjertet jubel. Jeg stod der med sammenbidt kæbe, mens Johans sykofanter slog mig på ryggen og roste min visdom. Hver berøring føltes som en brændemærke, der markerede mig som blot endnu en af ​​Jarls hunde. Jeg trak mig tilbage til skyggerne bagest i salen, med en urolig følelse af afsky i maven. Vægten af ​​min beslutning tyngede mig, tungere end nogen rustning, jeg nogensinde havde båret. Bønder. Kvinder. Børn. Deres ansigter svømmede forbi mine øjne som anklagende spøgelser om forbrydelser, der endnu ikke var begået.
   En tilstedeværelse ved min side brød gennem mine grublerier. Halvard - krigeren Johan havde hånet tidligere - lænede sig op ad væggen ved siden af ​​mig. Hans øjne, skarpe trods øllet, scannede rummet, før de faldt på mit ansigt.
   "Sikke et opvisning," mumlede han med en stemme så lav, at kun jeg kunne høre den. "Sig mig, Lodin, tror du virkelig på de ord, der falder fra dine læber? Eller er du bare blevet vant til smagen af ​​lort?"
   Min hånd bevægede sig mod min sax, men Halvard forblev afslappet. Ingen trussel - i hvert fald ikke en umiddelbar en. Jeg studerede ham, ledte efter hån eller ondskab, men fandt kun en træt resignation, der afspejlede min.
   "Hvad vil du?" knurrede jeg lavmældt.
   Halvards øjne gled hen til Johan, så tilbage til mig. "Det samme gør du, vil jeg vædde på. En udvej."
   Mit åndedrag sad fast i halsen. Var det en fælde? En prøve på min loyalitet? Johan brugte den slags taktikker, før han udrydde uenighed med søde ord og falske løfter.
   "Pas på," advarede jeg med en hviskende stemme. "De ord kunne få en mand dræbt."
   Halvards læber formede sig i et humorløst smil. "Og hvad med de ord, du ikke sagde? Dem, der hang i luften, da Johan gav sine ordrer?" Han lænede sig tættere på, hans åndedræt var varmt mod mit øre. "Jeg så blikket i dine øjne, Lodin. Du er ikke den eneste, der har fået nok."
   Mine tanker løb løbsk, mens jeg vejede risiciene op mod det desperate håb, der voksede i mit bryst. Havde andre det som mig? Eller var dette vejen til en hurtigere død?
   "Hvad foreslår du?" spurgte jeg med lav og vagtsom stemme.
   Halvards øjne fór endnu engang rundt i rummet, før han talte. "Ikke her. Mød mig ved det gamle egetræ ved træningsbanen. En time før daggry." Han skubbede sig væk fra væggen, hans ansigt forvandlede sig til en maske af beruset jubel. "Tænk over det, Lodin. Hvor meget længere kan du holde ud at være Johans angrebshund?"
   Da Halvard mængelerede, gav hans ord genlyd i mig. Udsigten til forræderi, og endelig at tage et standpunkt mod Johans tyranni, sendte et glimt af både frygt og opstemthed gennem mig. Men risikoen ... ved guderne, risikoen var umådelig.
   Jeg knyttede min næve og følte vægten af ​​min beslutning presse sig ned over mig. Daggryet nærmede sig og bragte et valg med sig, der ikke blot ville forme min skæbne, men måske også Vargfjords skæbne. Efterhånden som natten skred frem, brændte ét spørgsmål i mit sind: Var jeg virkelig parat til at risikere alt for en chance for forløsning?