Der er dage, hvor jeg føler mig stærk
fordi jeg kan lade være.
Lade være med at spise.
Lade være med at fylde.
Lade være med at tage plads.
Og der er dage, hvor styrken
viser sig at være en løgn,
forklædt som kontrol.
Anoreksien taler stille i starten.
Som en ven.
Som en regel, der lover ro.
Bare lidt mindre.
Bare lidt mere kontrol.
Den lærer mig at måle livet
i tal,
i spejlbilleder,
i tomhed.
Opadgående dage
føles som sejre:
Når sulten bliver svagere,
når kroppen adlyder,
når verden klapper mig på ryggen
for noget, der langsomt ødelægger mig.
Nedadgående dage
er tunge.
Kroppen skriger.
Hovedet flimrer.
Jeg fryser midt om sommeren
og kalder det disciplin.
Jeg er fanget mellem to stemmer:
Den ene vil forsvinde.
Den anden vil leve.
Nogle dage vinder jeg.
Andre dage vinder sygdommen.
Og de dage, hvor jeg taber helt,
føles det som om
jeg også mister mig selv.
Relationer bliver sværere.
Smil bliver masker.
Måltider bliver kampe.
Jeg elsker mennesker,
men frygter deres bekymring,
fordi den afslører sandheden,
jeg prøver at skjule.
Anoreksi er ikke bare mad.
Det er frygt.
Det er skam.
Det er ønsket om at være lille nok
til ikke at blive såret.
Men livet stopper ikke.
Det går op og ned,
selv når jeg prøver at gøre det fladt.
Der er øjeblikke - små, skrøbelige -
hvor jeg mærker noget andet.
En latter, der føles ægte.
En dag uden spejl.
En bid mad, der ikke er fjenden.
De dage er stille sejre.
Ikke synlige.
Ikke målbare.
Men virkelige.
At komme op igen
er ikke en lige linje.
Det er fald.
Tilbagefald.
Modstand.
Træthed.
Og alligevel:
Hver gang jeg vælger at spise,
vælger jeg livet lidt mere.
Hver gang jeg bliver,
i stedet for at forsvinde,
er det et oprør mod sygdommen.
Jeg er mere end min krop.
Mere end tallene.
Mere end stemmen,
der prøver at overbevise mig om andet.
Livets op- og nedture
findes også her.
Midt i kampen.
Midt i helingen.
Og måske er håb ikke
at have det godt hele tiden,
men at blive ved
med at vælge sig selv,
selv på de dage,
hvor det føles umuligt