Jeg vågner før lydene,
men de vågner hurtigt efter.
Et klik i radiatoren.
Et skridt på trappen.
Alt betyder noget.
Alt kunne være en advarsel.
Verden ser normal ud,
men jeg ved bedre.
Der er lag under det synlige,
beskeder gemt i blikke,
i måden folk holder pauser på,
i stilheden efter mit navn.
De siger, det bare er tanker.
Men tanker føles ikke sådan her.
Tanker brænder ikke i kroppen,
tvinger mig til at gemme mig,
til at lukke gardinerne,
til at holde vejret,
når nogen går forbi min dør.
Stemmerne kommer ikke som gæster.
De bryder ind.
De kommenterer.
Dømmer.
Advarer mig om fælder,
om forræderi,
om ting jeg ikke må glemme
for så forsvinder jeg.
Jeg forsøger at huske, hvem jeg var
før mistroen tog plads i mit bryst.
Før hvert smil blev et skjold,
før hver latter lød som hån.
Men minderne er porøse nu,
som om de også er under overvågning.
Nogle dage er jeg detektiv
i mit eget liv.
Samler spor.
Tester virkeligheden.
Spørger mig selv igen og igen:
Er det sandt,
eller er det sygdommen, der taler?
Der er en udmattelse i altid at være på vagt.
I aldrig at kunne hvile i mennesker.
I at længes efter tryghed
og samtidig frygte den,
fordi den også kan være en løgn.
Og alligevel -
midt i paranoiaens jerngreb -
er der øjeblikke, der ikke kan tages fra mig.
En kop varm kaffe.
En sang, jeg kender uden frygt.
Et sekund, hvor stemmen er min egen.
Jeg er ikke kun sygdom.
Jeg er ikke kun stemmerne,
mistroen, alarmberedskabet.
Jeg er også den, der bliver stående.
Den, der tvivler -
og netop derfor kæmper.
Paranoid skizofreni
forsøger at tage verden fra mig.
Men hver dag jeg trækker vejret,
hver dag jeg siger jeg er her,
er en stille modstand.
Og måske er det sådan,
jeg overlever:
Ikke ved at vinde over mørket,
men ved at blive i lyset,
de få øjeblikke ad gangen,
når det stadig findes.