Måske kan jeg tåle stilheden igen.
Måske er det min ret at være her lidt endnu.
Når jeg savner ham,
står han i rummet med de hvide vægge
lænet mod det lille bord
der står ved det eneste vindue.
Hvad siger han.
Ingenting.
Han smiler.
Han ved godt,
jeg ikke siger noget,
før jeg går,
Han ved også godt,
at jeg sikkert gør det,
men at jeg måske lægger et lille brev først,
foreløbig fuldkommen anonym
alle andre steder
end her i hjørnet.
Måske kan jeg tåle stilheden nu.
Måske må jeg føle på min arm
og røre ved min ene kind
uden at få tæsk af indre stemmer,
men jeg gør det ikke.
Jeg er blevet stille inden i,
som stilheden der bestemmer,
indpasset til mig selv
i fredens timer,
der hvor tanker og sjæl forenes
i en fælles højtid.
.
Der,
hvor alting sammenslår
som ordene over den klare kilde
med det høje,
det enkle
i sandhedens øje.