Hvis jeg kunne låne dig mit indre i et døgn,
ville det ikke være som at skifte briller.
Det ville være som at miste huden.
Du ville opdage,
at intet bare er.
Alt er lag på lag.
Hver gestus har en eftersmag,
hver stilhed larmer.
Du ville lægge mærke til ting,
ingen andre stopper op ved...
En pause, der var et halvt sekund for lang,
et smil, der ikke nåede øjnene,
en dør, der blev lukket lidt hårdere end nødvendigt.
Alt bliver arkiveret.
Intet slettes.
Dine sanser ville ikke samarbejde.
De ville konkurrere.
En lyd vækker et billede.
Et billede udløser en følelse.
En følelse trækker en hel historie med sig,
som du ikke bad om at genlæse.
En tanke ville aldrig komme alene.
Den ville tage familie med.
Hvad nu hvis.
Hvad mente de egentlig.
Hvad burde jeg have sagt.
Hvad betyder det om mig.
Og hvorfor føles det allerede som et tab.
Du ville elske for voldsomt
og tvivle endnu mere.
Glæde ville føles skrøbelig,
som noget der kan forsvinde,
hvis du trækker vejret forkert.
Fortiden ville ikke være bag dig.
Den ville stå skulder ved skulder med nutiden,
hviske detaljer,
rette på minder,
og minde dig om alt det,
du troede, du var færdig med.
Og når dagen var omme,
ville du ikke være udmattet af at have gjort for meget,
men af aldrig at have haft fred
inde i dig selv.
Det er ikke kaos.
Det er ikke svaghed.
Det er ikke selvmedlidenhed.
Det er bare et sind,
der aldrig lukker døren.