Jeg troede det var skabt for længe siden,
det fjerne fredelige smukke land
som havde plads til os alle
i hver vores verdener
sorteret og passet ind efter
de mennesker vi havde noget
dybere tilfælles med,
et paradis
der hvor smerten giver op,
og kærligheden lever,
der hvor nattens stjerner bliver til blomster,
og dagen gryr for evigt.
Jeg troede der var et land hinsides vores jord,
for tanken var så dragende og smuk,
og nær,
og lige ved.
Jeg kunne bare række ud og gå derind,
hvis jeg ville.
Men viden om kan destruere alt det fine,
hvis den vil,
videnskaben er så kold at læse,
som da jeg troede forkert i nat.
Så vidste jeg pludselig,
det er mit eget land der venter,
som er helt,
som jeg troede
og vidste inderst inde hele tiden.
Der hvor græsset er grønt og varmt
under fjeldet med de mange fugleflokke,
hvor vi lytter til hinanden.
Der hvor vinteren er blevet gammel,
og frostens blinkende iskrystaller i sneen
bliver som små skåle
der fanger stjernerne ind.