Jeg var udklædt som Superman da jeg gik min runde Halloween aften. Jeg indrømmer at kostumet måske ikke var så velovervejet som det kunne været, men mor havde givet mig en række ultimatums i form at Spiderman, Superman eller en pirat. Superman var klart den sejeste i mine øjne så valget var relativt nemt.
   På min rute løb jeg ind i nogle andre udklædte ved et hus. En Hulk, en pirat, et spøgelse, en mobiltelefon, en zombie og en pige som var malet i stjernestøv på huden med ballerina vinger. Efter at have stemt dørklokken spurgte jeg hvad hun var udklædt som.
   "Kan du ikke se at jeg er en ballerina fe," sagde hun og virkede et øjeblik lidt mut.
   "Kan man være begge dele?" spurgte jeg.
   "Sagtens," sagde hun smilede lidt genert.
   Jeg var ikke sikker på at det var en ting man kunne være, men stak hende et smil og sagde: "Du ser i al fald smuk ud i dit kostume uanset hvad."
   "Tak," svarede hun: "Du ser nu heller ikke værst ud."
   Vi fulgtes ad hen til de næste par huse sammen med de andre udklædte og stemte dørklokker for slik.
   Alt var godt og gammen indtil videre.
   Aftens slikhøst var godt i gang da nogle ældre knægte på cykler, der ikke var udklædte, havde fulgt os et stykke tid ude fra vejen af.
   Mens vi fandt nye dørklokker at stemme undervejs, ventede de ældre knægte utålmodigt og rastløse på deres cykler fra afstand. Jeg tænkte at de bare ville følge med i misundelse, men blev pludselig klar over at det ikke var problemet, for efter vi havde besøgt et hus, var der problemer i farvandet.
   Der var kun mig og ballerina feen tilbage. De andre børn var gået hen til andre huse.

Den ene af teenagerne cyklede ind på fortovet og sagde: "Yo Slupper mand! Giv mig dit slik eller jeg banker dig gul og blå som dit kostume!"
   De andre teenagers lo og fulgte faretruende trop med lederen.
   Da jeg ikke reagerede, steg han af cyklen og slog mig i maven med en knytnæve, så jeg faldt bagover.

Modvilligt rakte jeg min spand frem og den blev indkasseret øjeblikkeligt.
   Min allierede, ballerina feen, stod i baggrunden.
   "Skal jeg også tage pigens slik?" sagde teenageren der havde stået en proper næve.
   "I rører hende ikke," peb jeg lettere udtømt for luft.
   "Nej, lad hende beholde det," sagde lederen: "Vi har rigeligt her ellers ved vi, hvor vi kan score mere. Gider alligevel ikke høre på ynkelig pigegråd."
   De cyklede borte og efterlod et tomrum i Supermand. Aftenen virkede som tabt på gulvet.
   "Her, tag min spand," sagde ballerina feen: "Jeg har alligevel opnået det jeg ville denne aften."
   "Jeg kan da ikke tage alt dit slik," udbrød jeg: "Hvad med dig selv. Du skal da også have noget."
   "Jeg er blevet set og det er rigeligt," sagde hun og rakte mig spanden. Jeg rakte ud efter spanden som var fyldt med godter.
   "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg mener, vi kan da dele slikket imellem os hvis det er okay."
   "Det er sødt af dig at tænke på mig, men jeg er okay. Ved du hvad klokken er?"
   Jeg hævede armen.
   "Klokken er kvart i ti. Jeg skal snart være hjemme."
   "Også mig," sagde hun.
   "Kan jeg følge dig hjem?" spurgte jeg: "Det er det mindste jeg kan gøre."
   "Okay," indvilligede hun: "Der er ikke så langt. Det er henne ved den gamle kirke."
   "Okay, vis bare vej," mandende jeg mig selv op, selv om tanken ved kirgården specielt i aften virkede alt andet end tiltalende. Månen oplyste vejen hvor gadelygterne svigtede og vi travede i det der virkede som en uendelighed, indtil vi nåede frem til muren, der omringede kirken.

"Tak for at følge mig så vidt, men jeg er alright herfra," sagde hun og smilte til mig. Et øjeblik virkede det næsten som om hun glødede, men var nok en vrangforestilling fra min side af.
   "Er du sikker," spurgte jeg: "Jeg kan sagtens gå lidt mere selv om her er lidt uhyggeligt."
   Lidt uhyggeligt var en underdrivelse af situationen for jeg var pisseræd.
   "Gør som du vil," sagde hun og åbnede kirkelågen, der knirkede, for at træde ind på kirkegårdens småsten under fødderne.
   Nakkehårene havde rejst sig, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ville se hende til dørs.
   Rædselsslagen fulgte jeg efter hende ind på kirkegården, der var oplyst af måneskindet, indtil hun stoppede ved en gravsten med to duer på.
   "Tak fordi du fulgte mig hjem," smilede hun
   "Hjem?"
   "Ja hjem. Pas godt på dig selv og tak for selskab. Måske ses vi næste år," sagde hun og opløstes til det fineste stjernestøv fra top til tå og dalede ned i jorden ved gravstenen.
   På gravstenen stod der: "Rebecca Highland, 15.07.1992 - 31.10.2002, For evig i vores hjerter."
   Der stod jeg mutters alene i måneskinnet, men fik snart benene på nakken igen da jeg kom til mine sanser.
   Den aften lærte jeg at der mellem himmel og jord end man umiddelbart går rundt og tror. Dette var året hvor jeg gik min sidste Halloween runde.