Lange lange nætter for at holde varmen,
kulden slår som is ind under gulvene fra den åbne mark,
du stamper udenfor og slår armene sammen for at holde varmen.
Når jeg savner dig aller mest sidder du overfor mig og smiler,
dine øjne der ved alt,
fordi du har set for meget,
for dybt og for stort,
dine øjne der spejler din sjæl,
når det er nat og morgen,
er de sorte som en rude.
Hvor har du været ? Spørger jeg ud i mørket.
Måske en tur på månen, svarer du og griner kærligt,
du ved,
at for os er der ingenting der hedder gråd.
Vi kender spejlene fra Gud,
og sneen der bliver til store dråber
på et vindue,
når de triller langsomt
i tvivl ned mod karmen,
vi kender glæden
når den aldrig vender
og altid holder os højt
som fugle i det fri.
De flygtige øjeblikke der stadig vender tilbage,
og dine nye spørgsmål om min trøst
der er i glasset bliver tilbage.
Når du går igen,
flytter du tilbage
til min sjæl.