H.C. Andersens historie om Prinsessen på ærten, var nået langt ud i verden, og var nået til de varme lande. Prins Affat tænkte han ville prøve denne skrøne efter i sømmene, for at teste om hans måske kommende brud, Safira, nu også var en ægte prinsesse inden han officielt friede til hende. Affat havde glemt det meste af historien, men han kunne huske at prinsessen sov på en ærte. De andre elementer i historien havde han glemt, men planlagde på sin egen facon med et par prøver.

Den guddommelige smukke Safira blev inviteret til prins Affats palads, som kun var en forsmag på selve kongeriget. Der skulle hun igennem tre prøvelser, der skulle afgøre om hun kunne være værdig som prinsesse. Hvis hun var en ægte prinsesse, ville hun gætte rigtigt ved alle prøver. Men hvad prøverne ville ende med, var svært at sige på forhånd. Det måtte tiden vise.

Safira accepterede prinsens invitationen, og sendebuddet fra prins Affat, red dag og nat for at nå hurtigst mulig frem til den utålmodige prins.

Tre dage efter nåede Safira frem til prinsens palads, hvor hun var æresgæst ved middagsbordet. Da hun ankom til den gyldne by og det storslået palads, der var pyntet op til hendes ære, insisterede hun på at få et langt karbad efter sin rejse. Her ville hun vaske urenheder borte, inden hun kom til middagsbordet. Og således blev det.

Da hun var færdig med karbadet og skulle tørre sig, var der tre håndklæder at vælge imellem med hver sin duft. Det ene hvide håndklæde duftede af friske blomster, det andet røde af parfume og det tredje sorte håndklæde havde en essens af noget surt, ja nærmest syrlig lugt der oversteg det meste af en diskret parfumeduft.
- Fortæl venligst prinsen, at det sorte håndklæde ikke engang er egnet til trætte fødder, sagde Safira til kammerpigen. - Jeg vil godt bede om et nyt håndklæde, der ikke lugter af et loddent dyr, tak. Hendes ord blev viderebragt og hun fik et nyt hvidt stort håndklæde til sit hår, der duftede vidunderligt.

Da hun endelig var færdig med at gøre sig klar, og var kommet i hendes guldfarvede silkekjole, blev hun ledsaget til et storslået aflangt middagsbord, hvor vin og mad ikke var en mangelvare. Prins Affat spurgte over maden ind til Safiras liv og udviste oprindelig interesse. Timerne fløj forbi, som dug fra solen, og om eftermiddagen gik de på rundtur i hans storslåede palads, ledsaget af nogle vagter.

Det blev aften og Safira fik serveret tre slags fløjlsgrød til forret, og skulle finde ud af hvilken prinsen selv havde tilberedt. Da hun prøvesmagte prinsens grød i blandt de tre skåle, vrængede hun mule, som om hun havde smagt noget yderst grimt.
- Tilgiv mig min prins, men denne grød smager afskyeligt. Den har en bitter eftersmag og jeg agter ikke at spise mere af den, sagde hun. - Skal vi ikke skåle i vin og bevæge os til hovedretten nu, så jeg kan få den væmmelige smag borte?
Så sagt så gjort. Prins Affat fortrak en mine af ubehag, og gjorde tegn til at hovedretten skulle serveres prompte. Der sad de så og spiste mest i stilhed.
Aftenen gik med at drikke vin inde i en hyggelig stue, og timerne gik som en tyv der lister afsted med dagtimerne. Det var blevet sengetid og Safira blev vist til et overdådigt soveværelse, hvor alt glitrede i guld, ædelstene og det fineste sengetøj af silke. Adskillige madrasser lå stablet ovenpå hinanden og hun kunne lige med nød og næppe klatre ovenpå den øverste madras uden at skulle bruge nogen hjælpemidler.
Safira var træt efter den lange rejse og det latente ophold i selskab med prins Affat. Nu skulle det gøre godt med en god nats søvn.

Men den nat sov Safira dårligt, rigtig dårligt. Da hun vågnede op den efterfølgende morgenstund følte hun sig stiv i ryggen. Hun hev i det smalle satinklæde hvor alarmklokker for enden tilkaldte kammerpigen.
- Jeg er helt stiv i ryggen trods de mange madrasser, beklagede hun sig. - Hvordan kan nogen sove behageligt her? Det er som om jeg havde lagt på noget hårdt og uværdigt. Informere venligst prinsen herom, og bed ham have mig undskyldt om, at jeg bliver forsinket til morgenmaden, fordi jeg har fået dårlig ryg.
Kammerpigen adlød og forsvandt hastigt ud af soveværelset.

Efter et passende tidsrum ankom hun til morgenbordet med prins Affat ventende ved bordenden.
- Godmorgen min gode prins. Jeg beklager forsinkelsen, men som du sikkert har hørt så har jeg sovet dårligt i nat.
- Godmorgen Safira. Jeg beklager hvis sengen var hård, men nu ved jeg endelig besked om hvorvidt du er en ægte prinsesse eller ej.
- Hvad mener du?
- Siden du kom i går, har du gennemgået tre tests for at afsløre om du er en ægte prinsesse. Tag det ikke ilde op, men jeg kan ikke gifte mig med dig.
Lamslået over nyheden lige fra morgenstunden, blev hun nysgerrig: - Hvilke tests min gode prins?
- I går da du tog bad og skulle tørre dig, sagde du at det sorte håndklæde lugtede loddent. Håndklædet havde jeg brugt dagen før til at tørre mig i. Hvad fløjlsgrøden angår så havde jeg afkogt et hår fra min manddom i den grød du ikke brød dig om. Og ja, håret var selvfølgelig blevet fjernet inden servering. Sidst men ikke mindst så fik jeg kammerpigen til at snige min lýkkemønt af bronze ind imellem madrasserne, som du har lagt på. Du har bevist at du ikke bryder dig om min lugt, min smag samt du ikke tolererer min lykke selv om den kun består af bronze. Intet er tilsyneladende faldet i god smag når det kommer til mit væsen. Jeg kan derfor informere dig om, at jeg ikke betvivler du er en ægte prinsesse, men at du er ikke min kommende prinsesse. I et ægteskab tolerer man hinanden, og du har bevist du ikke tolerer mig. Har du noget at sige til dit forsvar?
Mundlam over nyheden rystede hun på hovedet, for hun vidste ord ville føltes tomme og ingen undskyldning ville virke forsonende nok til at fungere på længere sigt.
- Hvis du vil have mig undskyldt fra måltidet, så vil jeg pakke og tage hjem, sagde hun på tom mave. Hun havde mistet appetitten og agtede ikke at blive længere end højest nødvendigt. Hun var tom for ord og gik fra bordet slem skuffet. Rejsen hjemad ville blive lang og eftertænksom.

Prins Affat gav sig lystigt til at spise morgenmad - planlæggende næste, måske kommende brud. En anden royal slægt nordpå var kommet ham for øre, og han ville snart udsende sit sendebud. Han havde intet at miste ud over tid, for rigdomme havde han nok af.