Snefygning og var kommet bag på Hjalmer denne vinter, da han red igennem bjergpasset. Snedriver på højde med en mand gjorde det vanskeligt at finde vej, og hesten ville til sidst ikke bære ham mere. Han havde hentet provianter i nabobyen, Skel, og nu måtte han betale prisen. På trods af han havde reddet turen i mange år, var han pludselig faret vild. Panisk travede han fremad i driverne og til sidst gav hesten op og døde udmattet. Fygningen tog til og alt håb var ude. Hjalmer var gennemkold, træt og dejsede til sidst opgivende om. Hans sidste tanker gik til hans kone, Imen, og sine to børn, Mark og Sif i landsbyen, Nav.

Her kunne hans liv meget vel have endt, men skæbnen havde andre planer med ham.

Det første han registrerede, da han vågnede, var en kvindelig nynnen. Han lå nøgen under nogle skind og befandt sig i en slags stor hule. Det bedste gæt han kunne komme op med, var at han befandt sig inde i et bjerg. Belysningen var blid og kom fra et bål midt i rummet samt nogle stearinlys hist og her. Der var lunt i grotten og duftede af dejlig mad; det var lige så hans tænder løb i vand. Han satte sig halvvejs op.

- Nå, du er vågen. Glimrende, sagde den bløde kvindestemme der havde nynnet og gik lidt sammen kroget hen til bålet med en skål og ske. Her øste hun mad op og kom ham nærmere. - Her er lidt at styrke dig på og der er mere hvor det kommer fra.
   - Tak, sagde han og tog imod træskålen og slog et blik på hendes ansigt. Hun var ældre end ham, ikke særlig køn, men havde et kærligt smil. Hendes lange hår skiftede mellem sort og gråt og hun havde fine rynker i ansigtet.
   - Hvad er dit navn fremmed?
   - Hjalmer, sagde han og pustede til et stykke kød, inden han kom det i munden.
   - Mit navn er Gunhilda. Nu er vi ikke længere fremmede, smilede hun. - Hvad bringer dig på disse kanter, som er værd at risikere sit liv for?
   Han tyggede på kødet, der var så mørt at det med lethed gik fra hinanden. - Provianter til vinteren, sagde han og brændte sig let på maden. - Maden smager vidunderlig. Hvad er det for noget kød der er i maden?
   - Din hest, svarede hun. - Det ville være syndt at lade den gå til spilde.
   Han sank en ekstra gang og accepterede livets gang.
   - Hvor længe har jeg været her?
   - Jeg fandt dig for fem dage siden, stærkt svækket. Du skulle ikke have lagt derude ret meget længere, før du ville have været død. Heldigvis havde jeg mit muldyr til at hjælpe med at slæbe dig hjem.
   - Jeg er dybt taknemmelig for at du har reddet mit liv, og vil aldrig glemme det. Er der noget jeg kan gøre til at gengælde mit liv, så må du endelig sige til. Det er det mindste jeg kan gøre.
   - Der er faktisk noget du kan gøre, men det diskuterer vi når du er kommet ordentlig til hægterne, sagde hun, fingerskød ham og stak ham et skævt smil. - Spis nu rigeligt, for du får brug for alle dine kræfter.

Der gik yderlig to dage før Hjalmer følte sig helt på toppen. Snedriverne udenfor ville dog vanskeliggøre turen hjem til Nav, og han tænkte at hans familie måtte være syg af bekymring for hans ve og vel. Men de måtte vente lidt endnu på hans tilbagekomst. Desuden ville turen hjem tage længere tid end normalt, nu da han ikke længere havde sin trofast hest at ride på.

Gunhilda havde lavet kaffe til dem og rakt ham koppen. Bramfrit sagde hun: - Livet her i bjergene er til tider ret så ensomt. Hvis du stadig står inde for dit ord, så ønsker jeg at du skænker mig et barn, så jeg har selskab. Der er dog et stort MEN i aftalen. Skulle jeg blive gravid må du komme tilbage om syv somre og opfostre barnet sammen med mig. Det vil give dig tid til at få dine affærer i orden.
   Hjalmer var ved at få kaffen galt i halsen. Det var ikke lige den tjeneste han regnede med at kunne gengælde med. Han forstod dog vigtigheden i at have et afkom til sin slægt og var ikke helt afvisende overfor tanken ved nærmere eftertanke. Men det krævede lidt mere overvejelse for han var ikke spor fysisk tiltrukket af Gunhilda. Desuden havde han svært ved at forstille sig et permanent liv i bjergene om syv år, hvis hun skulle gå hen og blive gravid. En indskydelse sagde ham, at situationen nok ikke kom til det, for han havde prøvet at få et tredje barn med Imen uden held inden for de sidste par år.
   - Har du noget der er stærkere end kaffe? spurgte han.
   - Jeg har et par flasker portvin, sagde hun og smilede varmt. - Nu skal jeg hente til os.
   Hun kom tilbage med portvinen og to bægre. - Du må undskylde at jeg ikke har nogle glas, men jeg tænker at det nok går alligevel. Hun skænkede op i bægerne og de skålede. Hendes varme væsen vandt til slut den indre debat i hans hoved, jo mere portvin han fik indenfor vesten.
   - Jeg har besluttet, at jeg gerne vil forsøge at skænke dig et barn, men jeg kan ikke garantere noget.
   - Overlad det til mig, sagde hun. - Jeg har et par tricks oppe i ærmet.
   De skålede lidt igen og så gik Gunhilda afsides og mixede nogle urter i to krus. Da hun kom tilbage, rakte hun Hjalmer det ene krus. - Jeg er bange for det ikke smager særlig godt, men det skulle gerne have den nødvendige virkning. Skål!

Drinken lugtede at sure sokker og smagte rigtig fælt. Eftersmagen hang i ganen og Hjalmer skyllede efter med noget portvin. Gunhilda tømte også sit bægre og fulgte hans eksempel med at skylle efter med noget portvin ligeledes.
   - Tager det lang tid før det virker? Spurgte han.
   - Åh det skulle gå ret så hurtigt. Bare slap helt af og nyd turen.
   Før han vidste af det havde en dejlig varme bredt sig til hele kroppen, og han følte de ædle dele dunke af begær. Lettere beruset lagde han sig på sengen med det varme skind og mærkede Gunhilda begyndte at klæde ham af. Hun smed sin kåbe og klatrede op i sengen til ham. Grotten spinnede pludselig rundt, alt gik i sort og så huskede han ikke mere.

Næste morgen da han slog øjnene op, var han tung i hovedet, og følte sig drænet for energi. Han var ekstrem tørstig og overfaldt vandspandens ødsel uden først at få tøj på. Gunhilda havde jo set ham nøgen, så han kunne chokere hende yderlig.
   Gunhilda var stået op for længst, og var i solstråle humør. Hendes hænder hvilede på maven, selv om den var flad som en pandekage.
   - Godmorgen, sagde hun. - Er du sulten?
   Han var faktisk temmelig sulten. Han havde det som om nogen havde skrabet alle hans indvolde ud og efterladt et stort tomrum. - Jeg kunne æde en hest, sagde han og smilede.
   - Der er stadig masser af stuvning til rest, hvis du vil have en portion.
   - Gerne, hvis det ikke er til for meget besvær?
   - Det er det skam ikke. Nu skal jeg varme noget, sagde hun og rejste sig op fra den indhuggede plads i sten, der fungerede som stol - foret med nogle skind så man ikke blev kold om bagen.
   Han kom i tøjet, og overvejede hvordan han skulle få spurgt ind til om hun vidste, hvorvidt hun var blevet gravid, samt hvordan han fik fortalt at det var på tide at vende hjem til familielivet i Nav. Den værste frygt var i øjeblikket, hvis han var strandet på ubestemt tid inde i grotten sammen med Gunhilda. Han savnede sin familie og de vante omgivelser i landsbyen noget så grusomt. Samvittigheden hev og sled på ham, og han besluttede sig for at henvende sig til Gunhilda, som havde sat gryden med mad over ilden. Før han kunne nå at åbne munden, kom hun ham i forkøbet.
   - Du har gjort din pligt og jeg er med barn. Du er fristillet for nu, men husk at du har lovet at komme om syv somre ellers bliver det bare værst for dine omgivelser.
   - Tak Gunhilda, og jeg skal nok huske at komme igen om syv somre. Ved du om vejene er blevet farbare igen?
   - Vejene er fine, så der er intet der forhindrer dig i at rejse hjem. Men vogt dig. Syv år går hurtigere end man regner med.

Snart spiste de af gryderetten, og Hjalmer pakkede sin rygsæk, og så tog de afsked. Udenfor grotten var der stadig sne, men vejene var nogenlunde farbare. Visse steder gik sneen op til skinnebenet, mens andre steder kun var let berørte af den hvide snemasse.
   Efter at have gået nogle timer genså han Nav og sin familie. Det blev til glædestårer og lettelse hos alle partnere. Hjalmer fortalte om Gunhilda der havde reddet og plejet ham, men naturligvis fortalte han ikke om barnets tilblivelse, for nogle ting flager man bare ikke med.

Tid og tid igen fløj forbi og blev til år. Det ene år slugte det andet og Hjalmer havde aldrig følt sig lykkeligere i hele hans liv. Hans børn voksede og han selv syntes ikke ældes med rynker og gråt hår, som ellers ville have været normalt i hans alder. Hjalmers biologiske tid var som gået i stå og hans helbred var i topform. Livet gik sin gængse gang og han lagde oplevelsen med Gunhilda bag sig. Fem år gik forbi, og det var yderst sjældent han tænkte tilbage på livet i grotten. Når tanken strejfede ham, så var det kun flygtige tanker der var tale om. Han var ikke utaknemmelig af natur, men mennesker har det med at glemme automatisk når noget ikke længere er relevant.

Yderlig to år smuldrede i hans liv med livets skærmydsler og det blev sommer. Høsten kom i hus med et rigtig godt bidrag i afgrøder og nu skulle livet fejres ovenpå al arbejdet. Mark var blevet tolv og Sif var femten år gamle. Inden længe ville Sif være i giftealder, og allerede nu havde hun et godt øje til naboens søn, Dennis, der var to år ældre end hende selv.

Imen var stået tidligt op for at malke køerne og var gået i gang med at lave grød til morgenmad. Hjalmer sad ved morgenbordet og drak kaffe. Nogle gange brugte han mælk i kaffen, og det havde han tænkt sig at gøre denne morgenstund. Da han hældte af flødekanden, kom mælken ud i klumper og lugtede surt.
   - Jeg troede ellers det var frisk mælk du plejede at servere, sagde Hjalmer.
   - Det er det skam også. Jeg har næsten lige tappet mælken, sagde Imen.
   - Det lyder da sært.
   - Det syntes jeg også.
   Det viste sig at al den nye mælk var klumpet og sur.
   - Måske er køerne syge? Sagde Imen.
   - Det kunne godt tyde på det.
   - Jeg får fat på doktor Larson. Så må han komme og se på dem.
   - Ja gør det, sagde Hjalmer og smed den kaffen med den sure mælk ud i køkkenvasken.

Doktor Larson var dog ikke hjemme så hans kone tog imod beskeden, om at deres køer var muligvis var syge og havde brug for at blive tilset snarest. Hun meddelte Imen at Larson allerede var kaldt ud til flere steder, som havde problemer med netop deres køer, og at han ville komme forbi, så snart det lod sig gøre. Slukøret gik Imen hjem og delte nyheden om mulig forsinkelse. Det var ikke til at sige hvornår Larson fik tid til at smutte forbi.
   Ud på eftermiddagen kom doktor Larson forbi, og undskyldte det sene besøg. Han var tydeligvis stresset, og da han tilså køerne, hjalp det meget lidt på situationen. Han kunne ikke forklare hvorfor alle bønder han havde besøgt denne dag med besætninger af køer, delte samme symptomer på sur mælk. Alle køer men havde det under omstændighederne fint bortset fra lidt feber. Han rådede dog til slut til at forsætte med at malke dem, for blot at smide mælken ud.

Snakken gik indbyrdes blandt bønderne i Nav resten af dagen. Igen kunne diske op med en passende forklaring andet end det måtte være en sygdom, der bredte sig imellem køer. Bekymrede gik bønderne i seng, men erfarede dette kun var starten på mareridtet. Næste morgen havde alle fjerkræ lagt blodige æg og doktor Larson fik atter travlt med at besvare huskald fra bønderne. Bønderne blev opfordret til at vaske hænder før og efter fodring af deres dyr, men her stoppede det ikke. Folk i Nav begyndte at få udslæt, derpå bylder over de næste to dage, og man holdt sig indendørs for så vidt det var muligt.

En længe glemt alarmklokke begyndte så småt at ringe hos Hjalmer.
   Det var et eller andet med G Hilda eller sådan hun hed. Var det Gurli Hilda, Gunhilde, nej vent. Gunhilda, ja det var sådan hun hed, tænkte Hjalmer fraværende. Kunne det være Gunhilda i bjerggrotten der stod bag dette værk? Og var der allerede gået syv år?

Hjalmer gav sig til at regne på det og tanken huede ham ikke. Han var ikke parat til at bryde op med sit liv her i Nav, bryde op med familien og sine venner. Hvis han ventede lidt, så gik det hele måske over tænkte han ved sig selv. Den tankegang kunne han dog ikke dvæle ved, for da han stod op næste morgen, havde Imen og Sif tabt masser hår i nattens løb og sammen med bylder og udslæt så de ud som om de havde fået noget pest af en art. Hjalmer fejlede stadigvæk intet og så stadig ungdommelig ud, som den dag han vendte hjem fra opholdet hos Gunhilda.

Doktor Larson var holdt op med at tage på hjemmebesøg for længst, da han selv havde fået udslæt og bylder. Folk i Nav var overladte til deres egne skæbne, og de frygtede alle det værste der kunne ske; den endegyldige død for alle indbyggere.
   Hjalmer plejede sin familie så godt han formåede, men kunne ikke stille noget op for at lindre deres smerter, eller kunne han?

Endnu en morgenstund afslørede nye rædsler. Hjalmers familie blødte fra deres øjenhuler og øregange af, og han blev klar over at denne udvikling ikke ville stoppe her. Han måtte handle inden det blev for sent. Han pakkede sin rygsæk og meddelte familien at han gik efter hjælp. Han sadlede hesten der var svedte af feber og skummede om mulen og red op på bjerget hvor Gunhilda holdt til.

Han blev imødekommet af en ung pige ved grottens indgang, som var pjaltet klædt, men var ganske køn. Hendes sorte lange hår flagrede livligt og hun sagde: - Du må være Hjalmer?
   - Det kan du tro jeg er, svarede han.
   - Mit navn er Elsa, og mor har fortalt at du ville komme. Det var bare et spørgsmål om tid. Jeg troede du ville være højere, sagde hun og stak ham et lille genert smil. - Kom endelig indenfor.
   - Tak, sagde han og tænkte dette måtte være barnet han var med til at undfange, selv om han ikke rigtig huskede noget fra den nat.
   - Mor er sengeliggende for hun er syg, men jeg er sikker på hun bliver glad for at se dig. Kom, tog hun Hjalmer i hånden og viste vej ind i grotten.

Alt lignede sig selv som da han forlod. Kun en ekstra primitiv seng af dårligt håndværk i træ, halm og skind, var tilføjet ved siden af den seng hvor han havde lagt for knap syv et halvt år siden. Gunhilda lå og så skrøbelig og skidt ud. Hendes hår var nu fuld ud gråt og var tyndslidt så man kunne ane hovedbunden. Hun havde indsunket kinder og øjenhuler, huden i ansigtet var furet af rynker og hænderne havde leverpletter. Tiden havde ikke været hende nådig, og hun var tydeligvis døende. Hendes matte øjne lyste op ved synet af Hjalmer.
   - Du kom, sagde hun træt og hæs i stemmen.
   - Ja, her er jeg.
   - Jeg var begyndt at tro du ikke kom. Hvorfor var du så længe om det?
   - Jeg efterlod mig ikke noget valg.
   - Men du lovede, du nok skulle komme, sagde hun og hostede.
   Elsa hældte noget vand op i et krus og rakte det til Gunhilda. Hun tog et par mundfulde og sagde: - Tak min engel.
   - Nu da jeg er her vil jeg bede dig om at løfte forbandelsen over min landsby.
   - Naturligvis. Men hvordan kan jeg vide om du bliver her?
   - Det kan du heller ikke, men det er en chance du må tage, ligesom jeg tog chancen med at komme her tilbage.
   - Elsa, hent mors blå kludetaske i kassen med medicin. Men vær forsigtig med tasken. Så er du en skat.
   - Ja mama.
   Elsa kom hurtigt med kludetasken.
   - Tak, sagde Gunhilda: - Hvad skulle jeg gøre uden dig? Gunhilda fumlede i kludetasken og fandt en pind med nogle torne på, der var omgivet af snore af indtørret blod. Gunhilda fjernede snorene og sagde en remse mens hun stak sig på en torn og smurte den blod på pinden. Så slikkede hun fingeren og sagde: - Så er forbandelserne ovre.
   - Jeg vil se det med mine egne øjne, sagde Hjalmer.
   - Hvordan forslår du vi bærer os ad med det?
   - I morgen tager jeg Elsa med mig ind til min landsby og overnatter der. Elsa er min garanti for at du holder ord. Hvis min familie har fået det bedre i løbet af natten, kommer vi retur snarest. Er det en aftale?
   - Du er en hård mand at forhandle med Hjalmer. Men du vinder. Jeg kan garantere for at alle i din by har fået det markant bedre allerede nu. Men selvfølgelig vil en god nats søvn nok hjælpe dem endnu mere. Vi har hermed en aftale, men skynd jer tilbage, for min tid er dyrebar. Jeg har trods alt et sidste ønske at føre ud i livet, mens der stadig er liv i denne krop.

Senere på aftenen lavede og serverede Elsa urtesuppe med brød til, som smagte ganske fortrinligt. Hun teede sig ikke rigtig som en på knap syv år, men mere som en teenager i en lille krop, der udførte voksne og ansvarlige opgaver. På en eller anden led følte Hjalmer stolthed over hende, selv om det at skulle opfatte hende som datter virkede fremmede, men på samme tid varmende tanken.

De blev færdig med at spise sang og fløjtede Elsa på fløjte som underholdning. Kort tid efter døde hendes energiniveau og det var blevet sengetid for små menneskebørn. Hun krøb op i sin primitive seng og sagde godnat. Inden længe snorkede hun og Hjalmer henvendte sig til Gunhilda.
   - Ved hun godt hvem der er hendes far?
   - Ja da. Jeg har ikke nogen hemmeligheder overfor Elsa. Grunden til hun ikke kalder dig far endnu er nok, fordi du stadig er en fremmed overfor hende. I har trods alt mødtes for første gang i dag. Giv det tid og du vil se. Gunhilda brugte sin sidste kræfter på et smil og så lukkede hun øjnene.
   Hjalmer krøb ned i sengen til Elsa, og lagde sig til at sove. Den nat var han plaget af mareridt om hans familie var døde, og at han var strandet sammen med Gunhilda og Elsa.

Han vågnede i de tidlige morgenstunder ved at Elsas ene hånd ramte ham i ansigtet. Hun lå uroligt og han tænkte på, om hun måske også havde mareridt. Forsigtigt lavede han en frisk kande kaffe og betragtede Elsa på sengekanten.
   - Hun er køn, er hun ikke? Sagde Gunhilda som tilsyneladende var vågnet.
   - Jo meget, sagde han. - Der er frisk kaffe hvis du vil have noget?
   - Nej tak, bare noget vand til mig, hvis det ikke er til for meget ulejlighed. Morgenkaffen og min mave er lidt uenige med hinanden i disse dage. Måske tager jeg en kop senere på formiddagen.
   Han bragte hende noget vand og gav sig til at pakke sammen. Elsa vågnede og strakte sin krop i et dovent gab. - Godmorgen, sagde hun og fjernede søvn fra øjnene med en pegefinger.
   Gunhilda og Hjalmer sagde godmorgen i munden på hinanden, og de så Elsa få tøj på og trisse over til gryderne, hvor hun begyndte at lave grød.
   - Du har opdraget hende godt. Dog vil jeg mene det er de voksnes opgave at lave mad.
   - Hun er stædig og vil selv, proklamerede Gunhilda.
   - Ja det skal jeg love for.

Hjalmer pakkede færdig og var klar til afgang efter morgenmaden. Elsa kunne ikke rigtig forstå, hvorfor hun skulle på tur sammen med Hjalmer, men accepterede situationen, fordi Gunhilda sagde, at Elsas job var at passe på ham, imens han besøgte sin landsby. Gunhilda forsikrede Elsa om at det kun var en enkelt dag hun skulle være borte, og at hun havde godt af at komme ud og opleve noget. Efter at have fodret Hjalmers hest, satte Elsa og Hjalmer kort tid efter kurs mod Nav. Hesten havde fået det langt bedre og udviste en frisk og udhvilet attitude, frem for at have fråde om mulen og være feberramt.

Da de ankom til Nav afslørede nogle indbyggere, at de var friske nok til at begå sig udendørs. De så herrens ud, men var i bedre forfatning end sidst.
   - Se, de er syge ligesom mama, sagde Elsa og pegede fingre af et par mennesker. - Hvorfor er du ikke også syg hvis alle i din landsby er syge?
   - Gid jeg vidste det, svarede han og gentog sit selv.

Han nærede håb efter at have mennesker på gaden. Folk havde ikke længere udslæt, bylder eller blødte fra øjnene og ører, men lignede dog en bunke trætte kludedukker. Han dirregerede hesten hjem til folden i laden ved siden af stuehuset, hvor den blev belønnet med et par gulerødder fra Elsa og fik frisk vand.
   Sammen gik de hen til hoveddøren, hvor Imen tog imod dem. Hjalmer præsenterede Elsa for Sif og Mark og de tre kom hurtigt godt ud af det med hinanden trods aldersforskellen, fordi Elsa var så moden af sin alder at være. Imens børnene var beskæftiget med hinanden, måtte Hjalmer krybbe til korset og fortælle hele beretningen der var forgået hos Gunhilda de mange år tilbage. Imen tog det hele meget pænt, men nægtede at acceptere at der måske var en chance for at Hjalmer ikke kom tilbage foreløbig. Det hele afhang af Gunhilda, for hvad nu hvis hun kastede forbandelser om sig endnu en gang inden hun døde; forbandelser der måske ikke kunne blive brudt naturligt. Imen var syg af bekymring, men mest over Hjalmers ve og vel. Her i Nav skulle de nok klare skansen, men det var ikke til at sige, hvad Gunhildas sidste vilje ville bestå af. Hjalmer gjorde det klart at de kun overnattede en enkelt nat for at vende tilbage til grotten, nu da han var forsikret om alle i byen var i bedring.
   Efter aftensmaden blev der redt op til Elsa på sofaen i stuen. Hun gik omkuld relativt hurtigt og småsnorkede næsten kært. En rum tid efter gik de alle i seng for det havde været nogle hårde dage.

Om morgenen næste dag havde alle dyrene det atter godt, og familien havde igen fået lidt sund kulør på kinderne. Hjalmer var en var i en position, hvor han ikke turde andet end at returnere til Gunhilda - af frygt for et nyt pludseligt udbrud af noget hidtil uset i Nav. Efter morgenmaden tog han afsked med familien. Sammen med Elsa red han til grotten i bjergene, hvis skæbne holdt hans liv.
   Gunhilda sad op i sin seng og drak varm te da de ankom i grotten.
   - Hej mama.
   - Hej min engel. Havde I en god tur?
   - Ork ja, men du skulle have set folk i landsbyen. De var syge ligesom du er.
   - Så må vi håbe de snart bliver friske igen, sagde Gunhilda og smilede. - Vil du hjælpe mig til at få det bedre min skat?
   - Ja selvfølgelig mama. Hvad skal jeg gøre?
   - Du skal bare ligge i din seng og hvile dig imens du holder mig i hånden. Men først skal Hjalmer lige rykke din seng lidt tættere på min. Tror du han vil det?
   - Ja selvfølgelig vil jeg da det, sagde han, selv om han ikke kunne regne ud hvad sammenføringen af de to senge indebar på nuværende tidspunkt. Han gav sig straks til at flytte Elsas seng helt tæt på Gunhildas seng, og sagde: - Hvad skal der så ske nu?
   - Nu vil vi ligge ved siden af hinanden imens du læser op fra en bog, som jeg har lagt frem på min seng. Det er muligt det lyder som volapyk, men jeg kan forsikre dig om at du bare skal udtale ordene som du ser dem. Hvad end du gør så må du ikke stoppe før remsen er forbi. Lyder det simpelt nok?
   - Hvad gør dette såkaldte volapyk som jeg læser op?
   - Det giver mig ungdommen tilbage.
   - Hvad sker der så med Elsa?
   - Det skal du ikke spekulere på. Så længe hun kan hjælpe mig til at blive bedre, så er der vel ingen ko på isen?
   - Det er der vel ikke, sagde han. - Hvornår skal vi begynde?
   - Vi kan begynde når jeg har drukket min te, så kan I også nå at slappe af oven på turen.
   - Det er en aftale, sagde Hjalmer, og håbede på at han kunne udtale ordene fra bogen, som det var hensigten.
   Efter et passende tidsrum var Gunhilda blevet færdig med at drikke sin te. - Så er jeg parat, sagde hun og lagde sig til rette. Så mangler vi bare Elsa.

Elsa var ved at fodre Hjalmers hest med gulerødder fra gården i Nav. Han gik ud til Elsa. - Din mor venter på dig indenfor, så du må hellere skynde dig lidt.
   - Okay, jeg kommer lige om et øjeblik, sagde Elsa og smilede glad.
   Han gik tilbage til Gunhilda og slog bogen op ved bogmærket på sengen. - Elsa kommer om et øjeblik, sagde han og dannede sig et overblik over remsen, der skulle fremsiges. Mange af ordene virkede ikke svære at udtale efter hvad han kunne se.
   Elsa ankom og sagde: - Hvad skal jeg?
   - Du skal ligge i din seng og holde mig i hånden imens Hjalmer læser noget op fra mors bog. Du skal bare ligge med øjnene lukkede og slappe helt af og lytte. Kan du gøre det min skat?
   - Ja mama. Er det noget der tager lang tid for jeg vil gerne ud til hesten igen?
   - Nej min egen, det er ikke noget der tager lang tid, og jeg lover dig at du må gå ud til hesten igen, når vi er færdige. Har vi en aftale?
   - Ja mama.
   - Okay, læg dig ned og tag min hånd og luk øjnene så vi kan begynde.
   Elsa adlød og hendes lille hånd knyttede bånd med Gunhildas.
   - Okay Hjalmer vi er parate, sagde Gunhildas og luftskød ham med den frie hånd og stak ham et skævt smil.
   Han rømmede sig, undskyldte sig, og begyndte at læse højt fra bogen. Han var lidt nervøs, men det var de alle tre formodentlig.
   - Ea vita, ovisa ea oldus, eximus des mortem spiritas soul. Baltitrax, Senitrax, come ye, come ye oh hear ye rinse da meta...
   - Mor det kilder, sagde Elsa.
   - Shy, tyssede Gunhilda.

Hjalmer forsatte med at fremsige passagen fra bogen og en pludselig trækvind blæste flere stearinlys ud. Den pludselige halvdårlige belysning gjorde hans opgave med at læse højt besværligt, og han måtte knibe øjnene sammen for at kunne tyde hvad der stod skrevet.
   - Numna erectus stadvidious ex shivio... expectos, expectos, expectos, strada. Come ye, come ye...
   Pludselig skreg Gunhilda mund med Elsas stemme: - Far, far hjælp mig, det gør ondt! Hun havde spærret øjnene vidt op og var bange.

- Gunhildas stemme optrådte i Elsas mund og sagde: Vær stille barn!
   Det lod til de havde byttet kroppe. Dette var ren galskab og Hjalmer vidste ikke om han kunne stoppe dette mareridt. Han smed bogen fra sig på gulvet og ilede over til køkkenafdelingen, hvor han fandt en stor kniv, for så at stikke den i hjertet på Gunhildes gamle krop, hvori Elsa var fanget. Nu håbede han bare på, han gjorde det rigtige. Kniven penetrerede kødet og et kraftfelt sendte Hjalmer baglæns. Chokeret kom han på benene og gik tilbage til sengene, hvor han skilte deres hænder ad fra hinanden. Han ruskede let i Elsas unge skuldre, og hun drejede hovedet fra side til side og vågnede.

- Elsa, kan du høre mig? Spurgte han.
   - Er vi færdige? Mumlede munden med sin vante barnestemme.
   - Ja vi er færdige, sagde han og åndende lettet op.
   - Er mama rask nu?
   - Nej jeg beklager, men hun klarede den ikke, strøg han hende hen over håret.
   - Hvad skal jeg så gøre nu?
   - Nu skal du pakke en taske og så tager vi hjem til min landsby og lever lykkeligt til vores dages ende. Lyder det ikke som en god plan?
   - Hvad med mama?
   - Hende begraver vi, inden vi tager afsted.
   - Okay, sagde Elsa og fingerskød ham, hvorpå hun stak ham et skævt smil.
   En uge efter Hjalmer og Elsa kom hjem til Nav, begyndte han at få grå hår i hovedet, og et par smilerynker hist og her. Det var som om de forsømte år endelig fik indhentet ham langt om længe på rekordtid. Det nye look klædte ham, og han virkede tættere på sin reelle alder nu efter at have slået Gunhilda ihjel. Elsa fik et værelse, som hun kunne kalde for sit eget og virkede meget glad trods savnet over sin mor. Hun begyndte ofte at kalde Hjalmer for far, hvilket varmede hans hjerte. Noget godt var der trods alt kommet ud af situation ovenpå forbandelserne i byen.