Nogle forknytte solstrejf trængte ind gennem vinduerne i den lille stue. De ramte et spisebord, der var næsten dækket af julepynt. Lidt besynderligt, for det var sommer. Jeg ville spørge Flemming, om han havde fundet det på loftet og nu ville sortere det, men inden jeg fik stillet spørgsmålet, sagde han: "Så er der kaffe." På vej ud i køkkenet strejfede mit blik ottomanen. Den stod, hvor den havde stået i mindst halvtreds år, og der var stadig aftryk af Aksels krogede krop. Han havde været død i henved 20 år.
Køkkenet så stort set ud som jeg huskede det, men voksdugen på bordet var nok højest fem år gammel. Der vadede ænder rundt mellem de blå tern og kaffen duftede godt. Flemming havde bagt boller og var sluppet godt fra det, så vi nød dem, men køkkenet virkede lidt tomt. Marie, der i mange år havde hersket der, var for nylig død på et plejehjem.
Flemming var bonde på et lille husmandssted. Eller - det var han i det meste af sit liv. Han var en lille, tætbygget mand med brune krøller. og vi var i familie. Hans mor var kusine til min oldefar. Vi - Kaj og jeg - havde fået lov at stille nogle ting hos ham, så efter kaffen gik vi ud i den tomme stald. Et øjeblik syntes jeg næsten, jeg kunne høre grisene grynte og se de små grislinger med deres krøllede haler. og så fløj mine tanker længere tilbage. Minderne om første gang vi var der, er svage. Der boede mange mennesker og en af dem lignede en trold, i hvert fald i min barnefantasi. Han hed Søren og havde tykt, hvidt og pjusket hår .Jeg mener, det må have været Flemmings morfar, men han døde, da jeg var fire eller fem år.
Jeg husker lidt tydeligere, da jeg var omkring seks år og fik lov til at sidde sammen med Flemming på en traktor. Jeg syntes, han var så pæn og så rar. Og da vi havde kørt på traktor plukkede vi jordbær - masser af søde, røde jordbær. Det var ikke noget, vi tit fik.
Jeg var ikke nær så tryg ved hende Marie. Hun var en stor, bastant kone, og jeg syntes hun talte lidt underligt. Senere fandt jeg ud af, at det var Flemmings moster, og at hun var det man den gang kaldte en sinke. Men Flemming mente ikke, hun skulle på en anstalt, så hun blev i hjemmet, og det samme gjorde hans to morbrødre, Aksel og Valdemar. De var lidt stille af sig, så jeg lærte dem egentlig aldrig rigtigt at kende, men bemærkede altså, at Aksel tit hvilede sig på ottomanen..
Som ung kørte jeg selv traktor hos Flemming og var med til at hente hø ind på gammeldags maner.
Det føltes rigtig godt at gå der i solen og jage en høtyv ned i en stak hø, og når der var et helt læs sad vi på toppen af det, når det skulle køres ind.
Flemming traf vist sin far en enkelt gang, men det møde havde han ikke så meget at fortælle om. Gift blev han aldrig: om det nu skyldtes at han boede sammen med moster og morbrødre, og kun nølende gik med til at Marie kom på plejehjem, da hun var nær de 80 .
Vi var ikke mange til begravelsen, men Flemming blev da båret ud af seks personer. Han havde alt for tidligt fået et slagtilfælde og levede sit sidste år på et plejehjem. Kommunen ville have at han skulle begraves i nærheden af plejehjemmet, men vi fik trumfet igennem at han blev begravet på kirkegården i den landsby, hvor han havde levet det meste af sit liv.
Det passer selvfølgelig ikke til alle familier at leve sammen på den måde som Flemming og hans familie, men det er i hvert fald en måde at have familiesammenhold på.