Knud var i køkkenet da Gurli hældte noget overskydende kaffe fra termokanden ud i vasken.
- Hvad er det for noget svineri, kone. Er du ikke klar over hvor dyrt kaffen er blevet? Og så står du oven i købet og hælder frisk kaffe ud. Vi skal spare at du ved af det.
- Der var ikke plads i termokanden. Jeg kunne ikke lukke termokanden.
- Så kunne du vel have hældt kaffen op i en kop?
- Jeg har skam hældt op i en kop.
- Jamen så kunne du have brugt en kop til.
- Du ordner måske opvasken? Det tror jeg nu ikke.
Knud gryntede, blev tavs og drak af sin kaffekop og forsvandt ind i stuen med koppen og termokanden. Der blev han indtil det blev frokosttid.
Gurli havde dækket op til koldt bord i køkkenet, og sagde at der var mad. De satte sig til bords og Knud tog fat i den uåbnede rullepølse og sagde: - Hvad dato er det i dag?
- Det er den tiende, sagde Gurli.
Så åbnede Knud pakken med rullepølsen, og kom tre skiver rullepølse på sin rugbrødsmad. Oven på herligheden kom noget italiensk salat. Han satte tænderne i og tyggede velfornøjet.
- Jeg syntes du sagde vi skulle spare, sagde hun.
Knud tyggede af munden.
- Jamen rullepølsen kan kun holde sig til og med den tolvte.
- Så kunne jeg da have frosset den ned. Ved du ikke at vi skal spare?