Nu står hun med sit lys og blinker
i kanten af stuen igen
efter mange år,
min forfærdelige tvilling,
irriterende og farlig som hun altid har været,
men vi kan godt leve hver for sig,
hvis jeg bare passer på,
siger jeg til mig selv.
For det er mig,
der er forstanden.
Og hende der kun er følsom.
Står hun på et bjerg ?
Eller, er det lige henad vejen ?
Det ved jeg ikke.
Jeg kan kun se blinket
fra lygten der fejer forbi mig.
Jeg har haft så mange tvillinger,
jeg kender dem for godt,
ligesom jeg engang var en magnet,
puster jeg hende tilbage
i dybe lange kolde åndedrag,
uden at hade for meget
og uden at opgive helt,
så hun bliver stående der
udenfor mig selv
som en uden stående veninde,
sukkersød og sælsom,
tror hun selv.