Sofie vågner ved lyden af trin i entreen. Ikke normale skridt, men de korte, hårde af slagsen, hvor gulvet bliver et modstandspunkt frem for et underlag. Hun når lige at sætte sig op i sengen, før døren bliver flået op.

Dannie står i dørkarmen med kinderne hule og øjnene alt for åbne. I den ene hånd holder han en køkkenkniv, som om den bare er en forlængelse af hans arm.

"Lad være med at puste dig op," siger han uden at blinke. "Jeg ved, du ikke er alene."

Sofie sætter sig længere tilbage i sengen og løfter dynen som et skjold. Hun svarer ikke. Det gør det kun værre, når han allerede har bygget historien inde i hovedet.

Dannie går hen til garderoben, flår skydelågen til siden og skubber tøjet væk én stang ad gangen. Hver gang der ikke står nogen, bliver han mere stakåndet, ikke mere rolig. Han tjekker under sengen tre gange, selvom han ikke engang kan være i tvivl efter første.

"Han er herinde. Jeg kan høre ham," siger han og knæler på gulvet igen, som en soldat på vej i skyttegraven. "Du leger bare dum."

Hun ved, han vil høre en indrømmelse, ikke sandheden. Hun holder stemmen rolig, selvom hendes hjerte dunker så hårdt, at hun føler han kan høre den.

"Der er ingen her," siger hun stille. "Det er kun os to."

Han knipser med tungen. Den lyd betyder, at han ikke tror på hende. At der kommer mere. Han rejser sig og går hen til vinduet. Løfter gardinet og stirrer ud i mørket, som om træerne har øjne. Han hvisker trusler gennem ruden - ikke til hende, men til de usynlige mænd, han er sikker på gemmer sig derude.

Et sted i huset knirker noget. Måske er det Molly, den lille hundehvalp, de lige har købt, der vender sig i sin kurv. Måske er det ingenting. Dannie drejer hovedet så hurtigt, at Sofie ved, at han har hørt det som bevis. Han går ud på gangen. Hun følger efter i sine bare tæer, fordi hun ved, at hvis han tror hun prøver at skjule noget, bliver natten bare endnu længere.

I stuen griber han en økse, han selv har lagt ved døren for en "sikkerheds skyld". Han trækker vejret gennem næsen som et dyr på jagt, patruljerer rundt om huset, åbner døren og går udenfor i bar overkrop. Kulden ændrer ikke noget. Han snerrer trusler ud i mørket, mod buskene, mod skyggerne, mod fantasien. Hun står i døren og fryser, mens hun håber, at ingen naboer ringer efter politiet.

Da han kommer ind igen, er ansigtet stift af adrenalinen. Han peger på hende med knivspidsen, ikke truende, bare overbevist.

"Hvis du lyver for mig, ender det galt," siger han.

Sofie nikker langsomt. Hun ved, at modstand gør ham ustabil, men overgivelse dur heller ikke. Der er ingen rigtige replikker, kun forkerte tidspunkter.

Han cirkulerer huset igen. Ind under sengen. Ud til vinduerne. Ind i skabet. Ud i gangen. Halvanden time føles som ét langt sekund. Først ved solopgang begynder hans bevægelser at blive sløvere. Kniven bliver lagt på sofabordet, øksen på gulvet. Pupillerne begynder at falme.
   Sofie står stadig et par meter fra ham, fordi man aldrig ved præcis hvornår natten slipper. Hun siger ikke noget. Hun holder bare øje. Der er ingen afslutning, kun stilhed.

Da han til sidst synker ned i sofaen, kigger han på hende, som om han ikke forstår hvorfor hun ser så bleg ud. Som om natten aldrig har fundet sted.

" Kommer du ikke herhen?" spørger han.

Hun flytter sig ikke. Ikke endnu. Hun ved, at der kommer flere nætter. Hun ved, at klokken ikke stopper, bare fordi han er blevet træt.

Og udenfor står morgenen stille. Som om verden holder vejret.