Der var engang, ikke i tid, men i bevidsthed, et menneske, der sad mellem sit hjerte og sin hjerne. Rummet havde ingen vægge.
   Det var skabt af erfaringer, minder og ubrugte muligheder. Et rum, hvor tiden bølger og vender mod sig selv.

I dette rum sad hjernen rank.
   Som en psykolog, der havde lært at overleve ved at forstå alt.
   Noterne var usynlige, blikket skarpt, stemmen kontrolleret.
   Hver tanke vejet. Hver mulighed vurderet.
   Alt pakket ind i logik.

Overfor sad hjertet.
   Levende i sin eventyrlige dans.
   Det slog ikke i takt. Det slog sandt.
   En puls, der vidste, at sandhed findes i uorden.

Mellem dem sad mennesket.
   Træt af at betragte dem begge.
   Fanget i sin tvivl. I spørgsmålet:
   Hvem er jeg, når alt jeg har lært, vejer tungere end alt, jeg føler?

Hjernen lænede sig frem.
   "Du er ikke fornuftig," sagde den.
   "Du sender dine impulser ud i verden, som om verden skylder dig noget.
   Du håber. Du forventer. Og hver gang ender du skuffet."

Hjertet lo.
   Ikke hånligt.
   Ikke naivt.
   Måske. Men som en, der har set, hvordan smerte kan blomstre til indsigt.

"Jeg er følelserne," sagde hjertet roligt.
   "Jeg er stedet, hvor livet begynder at bevæge sig. Hvor eksistens fødes af sansning, ikke strategi. Jeg er din næring, når du tør blive i min strøm."

"Ja," fortsatte det, jeg kan være forhastet.
   Jeg giver mit hjerte til dem, jeg tror elsker mig, for siden at opdage, at de hverken elsker mig eller forstår mig. Med tiden forstod det noget andet, at de i virkeligheden ikke fortjener mine gennemsigtige sanser"

"Ja, jeg kan falde. Jeg kan blive kvalt.
   Men jeg er også den, der rejser sig igen."

"Jeg bebrejder dig ikke. Du så verden, gennem dit eget blik."

"Jeg så mine følelser uden at kunne skelne mellem følelse og virkelighed."

Med tiden forstod jeg, at stilheden talte
   om en sandhed, jeg endnu ikke kunne se.

"Jeg var optaget af mine egne bløde trin, af bevægelsen, mere end af retningen."

"Nogle sandheder viser sig først, når man tør blive i dem længe nok."

"Og jeg ser nu, hvordan jeg gentog mig selv:
   tilfredsstillede alle omkring mig og glemte mig selv."

"Hvem passer på mig, så jeg kan passe på
   dem, der virkelig holder af mig?"

Et øjeblik blev der stille.

Hjernen mærkede noget, den ikke kunne analysere. En sandhed.
   At kontrol ikke var styrke.
   At hvert 'hvis' havde stjålet bevægelse.
   At fornuft uden mod var frygt forklædt som visdom.

Mennesket rykkede sig på stolen mellem dem.
   "Jeg betaler den største pris," sagde det.
   "Jeg lytter til hjernen og vinder små slag,
   men glemmer, at mit hjerte allerede har forstået."

Det lagde hånden på brystet.

"Takket være dig," sagde det stille,
   "blev jeg stærkere."

Et øjeblik blev der stille. Ikke tomt. Men mættet.

Denne gang lyttede mennesket
   ikke for at forstå. Det lyttede for at bevæge sig.

Det rejste sig.
   Ikke i hast.
   Ikke i trods.
   Men i selvrespekt.

For første gang var det ikke hjertet, der fulgte hjernen. Det var mennesket, der tog sit første ærlige skridt.

Alligevel, midt i stilheden, lever noget magnetisk i universet. Noget, der kun afsløres, hvis man tør blive i det med samme ærlighed, som det selv har turdet.

Og et sted mellem stilhed og sandhed venter noget, kun dem der tør, kan opdage.