Klokken var fem i elleve om formiddagen, da det ringede på døren på den fredelige villavej, Lærkevej. Ketty så på Poul inde i stuens sofa, og hun rejste sig for at besvare døren. Det viste sig at være postbuddet. Med sig havde posten en pakke hvorpå der sted Ketty Pluk Frandsen. Det var da sjovt, hun erindrede ikke at have bestilt noget nogetsteds fra. Hun tog imod den sorte vakuumpakkede æske og gik ud i køkkenet med pakken, der var på størrelse med at aflangt stort rugbrød.

Poul kom ud i køkkenet, satte sig ved køkkenbordet og spurgte: - Hvem var det?
   - Det var bare en pakke med posten.
   - Nå, hvad har du bestilt?
   - Jeg har ikke bestilt noget, så det forstår jeg ikke.
   - Måske er det fra en af børnebørnene?
   - Så ville de nok have sagt at der er en pakke på vej, sagde Ketty.
   - Måske skulle det være en overraskelse? Smilede Poul.
   - Ja måske.
   - Skal jeg åbne pakken? Spurgte hun usikkert.
   - Hvorfor ikke? Pakken har jo dit navn på formoder jeg?
   - Sandt nok. Det huer mig bare ikke.
   - Vissevasse, hvad er det værste der kan ske? Åbn du bare pakken, sagde han opmuntrende.

Hun befriede pakken for omsvøbet med køkkensaksen, og de var begge spændte på, hvad der mon gemte sig indeni i den anonyme papkasse. Kassen var yderlig forseglet med noget bredt gennemsigtigt tape så saksen kom atter i brug. Ketty åbnede forsigtigt for papkassen. Papkassen indeholdt et stort sort bloklys pakket ind i uld samt en lille konvolut hvorpå der stod: Til Ketty. På bagsiden af konvolutten var der en afbildet sort tryk af en le på størrelse med en voksen mands tommeltot.

Ketty tog en kniv fra skuffen, åbnede konvolutten og læste beskeden for sig selv: "Kære Ketty. Dig og din mand, Poul, har haft en langt og mageligt liv, men tiden er ved at rinde ud. Hvis der er mørkt i køkkenvinduet når midnat falder på, vil jeg komme og gøre dig til enke. Vid da, at når bloklyset ophører med at brænde ved sidste tænding, vil jeg høste retskaffent. Nyd lyset mens det varer ved og spild ikke tiden. Hilsen ham den upopulære."

- Nå hvad står der? Spurgte Poul.
   - Det er bare noget sludder, en ond spøg, sagde hun og kiggede på bloklyset.
   - Må jeg se beskeden? Spurgte han og rakte en hånd frem.
   Modvilligt rakte hun ham beskeden, for de havde intet at skjule for hinanden. Han læste beskeden og fnyste let: - Det er sikkert en ondsindet spøg, intet andet, sagde han og rakte beskeden tilbage.
   Ketty pakkede bloklyset borte i en skuffe i stuen, og resten af dagen gik som en fod i en gammel slidt sko: behagelig at have på trods en nyopdaget slitage.
   Det blev aften på Lærkevej og Poul begyndte at skrante lidt, hvilket tog sig ud i feber, løbende næse, hosten og hovedpine. Ketty stak ham et par Panodiler og sagde, at en god nats søvn nok ville gøre underværker og skænkede ikke bloklyset nogle yderlig tanker.
   De gik i seng lidt i klokken ti den aften.

Da hun slog øjnene op næste morgen erfarede Ketty, at Poul var afgået ved døden. Bloklyset lå forsat pænt i skuffen i stuen. Om hele hændelsen var et sammentræf eller nøje planlagt fik Ketty aldrig at vide, men hun var blevet rystet i sin tro og begyndte at blive overtroisk anlagt.