Hologrammet i stuen lyste op for det var tid til reklamer. En soigneret cowboy og en robothund, lignede en schæfer, kom til syne og blev reflekteret i højeste opløsning på stuens gulv. Cowboyen smilte og begyndte sin salgstale:
- Hej partner. Sig ikke farvel til din bedste og mest loyale ven, hunden. Må jeg præsenterer Robodog 3000. Hunden der aldrig savler ved bordet eller tigger om godbidder, hunden der aldrig skal luftes, trimmes eller til dyrelæge i utide og frem for alt altid vil være der til at beskytte dig og din familie. Lyder det som årtiets handel? Så kom forbi butikken og få din Robodog 3000 nu. Frit emp halsbånd til de første femhundrede gæster og vi er åbne overfor afdrag!
Cowboyen og Robodog 3000 forlod side om side med reklameindslaget imens de gik imod solnedgangen. Hologrammet skiftede over til et supermarked, hvor der blev reklameret med lave priser på desto mere man købte, men den reklame var efterhånden tyndslidt.
Ben og Joan så på hinanden i den relative nye S Lux 2 sofa med dobbelt plastikbelægning, som knirkede let da Ben rettede sig op i sofaen.
- Hvad siger du skat. Skal vi få os en hund? Spurgte han og smilede.
- Ej mener du det skat. Jeg troede ikke vi havde råd?
- Jeg ved hvor meget du gerne vil have hund. Gader og hjem er ikke sikre og der er brug for beskyttelse. Desuden kan vi sagtens få råd til en Robodog 3000 med en afdragsordning. Nå, hvad siger du?
- Mener du virkelig det! Joan blev ekstatisk af glæde.
- Selvfølgelig mener jeg det. Men hunden bliver dit ansvar. Det er betingelsen.
- Ja, ja og ja. Jeg skal nok passe hunden som var den af den gamle slags analog med pels, savl og bedende øjne.
- Så lad os hente en Robodog 3000 her i eftermiddag efter jeg har haft møde online.
- Du er den bedste, sagde Joan og sendte Ben et luftkys, på trods af hun sad lige ved siden af ham.
Ben fangede luftkysset med sin hånd, og luftkyssede tilbage. Sofaen knirkede yderlig da hun rejste sig op for at glattede en fold i den gule plastikkjole af sidste nye mode. Hun indså hvor fjollet det var at rette i folden, for det gjorde den automatisk. Gamle vaner hang til tider ved lang tid efter, og det var en af dem.
- Hvad nu? Spurgte han.
- Jeg vil tage en valium og smutte i noget mere brugervenligt tøj, så jeg ikke bliver stresset når vi skal ud og hente hunden. Hvornår starter dit møde?
- Mødet starter om lidt over en time så du har rigeligt tid til at klæde om.
- Superduper skattebasse. Vi ses snart.
Lyden af kjolen knitrede svagt og forsvandt med hende. Ben gav sig at følge med i hologrammet for vejrudsigt de kommende dage og kløede let det ene ben, der var beklædt med neonfarver i semidyrt plast. Han måtte vel også hellere til at komme i noget mere passende tøj. Han havde trods alt et møde der ventede forud. Ben lod hologrammet køre og gik ind til rummet, der fungerede udelukket som klædeskab. Her stødte han på Joan der havde svært ved at beslutte sig for, hvad hun skulle have på.
Inde i stuen projekteredes en reklame for det nye titaniumhjerte, Heartbeat 5, hvor der blev lovet livsforbedringer mod et månedligt afdrag i så fald, at man ikke kunne betale hele raten med det samme. Alt sammen til en overkommelig pris.
Ben fandt et sort plastik jakkesæt frem, og gik ind i skifterummet så Joan ikke kunne blive fristet af kødets urene lyster. Hun stirrede længselsfuld efter ham, ja næsten kærligt.
- Skynd dig lidt, sagde hun, jeg tror jeg har fundet ud af, hvad jeg vil have på.
- Giv mig et øjeblik, sagde han, - Jeg er næsten færdig, hvorpå han smed sine gamle klæder ned i den firkantede affaldsskakt og trykkede på knappen på siden for sug, hvilket svarede til et tøjtoilet af en art.
Han krøb i plastiksættet, og følte sig en million rigere på mental plan. Han trådte ud af skifterummet, hvor Joan ventede utålmodigt med en heldragt i neutrale lysegrå farver, alt udført i det varmeste for bearbejdede latex - selvfølgelig fra den nyeste kollektion i år med en bedårende halskrave på femten centimeter i hendes optik.
Ben gik ind i arbejdsværelset og begyndte at forberede sig mødet, imens Joan krøb i heldragten, fik sminke på, satte sit hår op og skiftet neglelak.
Bens online møde varede i en halv time og i mellemtiden var Joan blevet klar til afgang. Han kom ud fra arbejdsværelset og tog bilnøglerne fra skålen ovenpå metalskænken i gangen.
- Så er jeg klar til afgang. Hvad med dig pusser? Hvor langt er du nået?
- Jeg er skam klar, sagde hun og smilede.
- Pragtfuldt. Lad os komme afsted, sagde han og gjorde tegn til damerne først med en løselig håndbevægelse.
De nåede hen til bilen og Ben satte sit håndaftryk på siden af bilen, hvilket fik den til at vågne op. Bilen gav sig til at svæve hen over jorden og lygterne tændtes. De steg ind i bilen og en elektronisk kvindestemme hilste Ben velkommen.
- Velkommen Ben. Hvilken destination må jeg assistere med i dag?
- Nærmeste forhandler med Robodog 3000 tak.
- Kalkulerer... Der er varehuse på Richards Street 128 og på Hennesy Street 258. Nuværende forventet rejsetid til Richards Street er på 18 minutter. Hennesy Street har en rejsetid på 23 minutter. Skal jeg plotte kursen ind til Richards Street eller fortrækker du Hennesy Street?
- Nej, Richards Street er fin. Tak Doris.
- Ingen årsag. Automatisk kørsel eller manuel betjening?
- Automatisk tak.
- Forstået, sagde botten Doris og sendte bilen i en automatisk glidende bevægelse ud på gaden.
På vej til varehuset på Richards Street så Ben og Joan frygtindgydende ud af vinduerne, og skutte med tanken om at deres hjem snart ville blive fremtidssikret mod det skrækkelige nabolag. Beskidte hjemløse i pjaltet tøj på gaderne og deres lodne loppebefængte hunde og uromagere ville ikke længere turde nærme sig dem, når de spadserede tiltrængte ture - ikke med Robodog 3000 som vagtværn.
De nåede hen til lageret på Richards Street, hvor en salgsmand oplyste dem om at de var kunde nummer 358 denne formiddag, så derfor kunne de få emp halsbåndet med til Robodog 3000 gratis. Da de skulle til den finansielle part fik Ben lov til at afdrage mere end beregnet hver måned, men hverken Ben eller Joan ville gå sultne i seng eller mangle noget, så handlen kom i hus. De fik nogle instrukser om hvordan Robodog 3000 fungerede og fik yderlig stukket en manuel i hånden. Lykkelige parrede de deres nye medfølgende armbånd elektronisk med hunden, og fik den til at rulle rundt og spille død på kommando. Huden blev døbt Killer. Salgsmanden rådede kraftigt til at læse manualen når de kom hjem.
Turen gik hjemad med hunden i bagagerummet. Aldrig syntes de have været lykkeligere, og inden de så sig om, var de atter ankommet udenfor deres villa. En tjavset hjemløs og hans labrador nærmede sig bilen da de standsede. De så på hinanden og åbnede bagagerummet inde fra bilen af.
- Killer stå vagt, kommanderede Joan og hunden sprang ud fra bilen af og snerrede på elektronisk ad den hjemløse og hans hund. Ben og Joan steg ud af bilen og så til deres rædsel at Killer var gået i flæsket på labradoren. Killer udvidede sine metalkæber og brækkede blodigt labradorens nakke. Den hjemløse hvinede i rædsels.
- Få det til at stoppe! For guds skyld, skreg den hjemløse. Men før Joan og Ben kunne nå at agere kastede Killer sig over den hjemløse. Han skreg af smerte, mens han forsvarede sig selv, så godt det nu var muligt.
- Killer stop! Kommanderede Joan, men Killer kendte igen nåde. Fortovet blev blodigt og synet var grufuldt. Joan trykkede på knappen til emp halsbåndet og Killer faldt om på siden - det samme gjorde Ben, for han havde fået installeret titaniumhjertet, Heartbeat 4, som var modtagelig overfor børnesygdomme som emp (elektrisk magnetisk puls). Måske havde det nye Heartbeat 5 fået udredet den børnesygdom, hvem ved, og hvem bekymrede sig om sådan en bagatel?