Uhyret nærmede sig. Langsomt, men målbevidst gik det frem mod hende. På toppen af dets isse brændte en flammende, buldrende ild og mellem sylespidse tænder hvislede det: "Jeg tager ham."
   Hun ville forhindre det. Skyde en pil ind i uhyrets krop. Men hun stod bare som en statue af is. Først da uhyret forsvandt sammen med en slank ung mand, slap et skingrende hyl ud fra hendes forpinte indre.

Så var der stille. Cessie rystede over hele kroppen. Og sveden piblede kold og klæbrig fra hendes pande.
   "Har du nu drømt om det igen?" spurgte en dyb stemme og først da gik det op for hende, at det havde hun. Øjeblikket efter sansede hun, at hun frøs. Der var koldt i kammeret, for frosten trængte ind gennem revner og sprækker, og dynen havde hun sparket af sig. Med hænder, der stadig rystede lidt trak hun dynen til sig, satte sig op og svøbte den om sig.
   ""Det er underligt, du bliver ved med at have mareridt," sagde stemmen fra før. En stor hånd strøg hende over håret og Martins ånde pustede hende i øret.
   "Ja," svarede hun og så mod vinduet. Det var morgen og et frostklart lys fik isblomsterne på ruden til at funkle. Lyset afslørede også, at væggene var smudsigt grå med skjolder. Et billede af kong Leopold var gulnet i sin ramme og hang en smule skævt.
   "Mig gød," lød Julies lille stemme fra den solide barneseng.
   "Ja, du skal nok få grød," lovede Cessie og havde ikke spor lyst til at stå op. Den etårige stod op i sengen og hoppede ivrigt. Cessie skottede til Martin, men han havde puttet sig så langt ned under sin dyne, at kun de brune krøller stak frem. Og han lavede kunstige snorkelyde.
   Hvis hun stadig havde været ude i skovhytten var Freddy sikkert stået op og havde løftet Julie ud i køkkenet. Men nu var hun her, som insider i enken Marthas fæstegård. I fire måneder havde hun boet her, sammen med Martin og deres to børn.
   Julie holdt fast i sengekanten og stemte sine små fødder mod den.
   "Mig gød," gentog hun, nu med gråd i stemmen.
   Åh nej ,tænk hvis hun kom over sengekanten og faldt. Hurtigt sprang Cessie ud af sengen, tog barnet op og svøbte hendes dyne omkring det. Barnet klukkede veltilfreds, men Cessie frøs i sin natsærk. Den lille pige havde vist også frosset lidt, men nu fik hun vel varmen under sin dyne.
   Der lød skramlende lyde ude fra køkkenet. Så var Martha nok stået op. Cessie lempede Julie om på sin hofte. Der sad hun godt og gav sig til at pille ved en tot af sin mors hår. Cessie så på det lille ansigt med de forventningsfulde, grønne øjne og de buttede æblekinder. Barnet lugtede af tis og sengehalm, men det skulle en klud og lidt vand fra servanten nok få bugt med. Lige før Cessie trådte ind i køkkenet, pillede hun et andedun ud af Julies gyldne hår, der var blevet halvlangt og meget blødt.
   Martha var ganske rigtigt vågen og henne ved ildstedet stod Keith og rørte i gryden med en langskaftet slev.
   "Nå, der kommer I to syvsovere," hilste Martha og et smil oplyste hendes ansigt, der var hærget af slid, slæb og sorg. Under hendes tækkelige kyse stak nogle grånende lokker frem.
   "Se mor, jeg laver grød," sagde Keith og så på hende, Den seksåriges fregnede ansigt bad om ros, og Cessie gav ham den: "Du er vel nok dygtig."
   "Han ville altså selv," lød en stemme henne fra bænken. Der sad et af Marthas børnebørn, et pigebarn på otte år. Alvilda hed hun og hendes mor havde fået hende udenfor ægteskab. Derfor boede hun her.
   "Ja, for du troede ikke, jeg kunne, men nu er det sådan altså lige ved at blive tykt," sagde Keith og rørte i grøden. Sleven var helt i bund og han rørte omhyggeligt for at grøden ikke skulle brænde på.
   Julie pludrede utilfreds og Cessie tog de gulnede uld-underbukser, der havde hængt til tørre ved ildstedet og nu duftede svagt af næsten-færdig byggrød. Hastigt fik hun vasket barnet med lidt vand fra servantefadet og gav hende bukserne på.
   Tjenestepigen, Hilda, kom rødmosset ind fra stalden med en kande frisk mælk. Hun var et triveligt pigebarn på fjorten år og havde lige malket gårdens ko, Høns og gæs havde Alvilda fodret. Det var helt rart ikke at skulle malke om morgenen, så Cessie sendte Alvilda et smil, der blev gengældt. Pigen vidste jo, at til aften, var det Cessie, der malkede.
   Martin kom luntende, og snart sad de alle ved plankebordet, med hver sin slev i hånden. Selv Julie havde en slev - en fin lille en med en udskåret kattekilling på skaftet. Nu fik hun endelig sin grød, men sad hun så ikke der og bare klaskede sleven ned i den varme grød?!
   "Spis pænt," formanede Cessie hurtigt.
   "Mo-ar," sagde Julie og med et suk tog Cessie sleven og gav sig til at made hende. Ind i mellem fik hun tid til sin egen grød,

Efter davren gik Martin og Keith ind i gårdens stald-del, hvor der var et rum med diverse redskaber og andet nyttigt. Der ville de finde en økse og et ålejern, Det mente Martha, at hendes afdøde mand havde efterladt. Hvis de fandt tingene, ville de ud på isen og stange ål.
   "Vil I to søde piger fylde gryden med sne, vi kan smelte? Så slipper I for at gå til brønden i det her vejr," sagde Martha til Alvilda og Hilda. Pigerne så på hinanden, så nikkede de og snart havde de overtøjet på.
   Martha satte sig hen til spinderokken, mens Cessie samlede slevene og lod dem ligge til der igen var varmt vand, så de kunne blive skyllet.
   "Savner du Freddy meget?" spurgte Martha.
   Cessie tyggede lidt på sin underlæbe, før hun svarede: "Nja-eh, men jeg gad godt vide, hvor han er og om han har det godt."
   "Det forstår jeg godt," sagde Martha.
   " Det er som om, han er i en anden verden," funderede Cessie.
   Som svar sagde Martha: "Det er han måske også."

***

Freddy var vågen, men han lå godt under det varme rensdyrskind, og det lod ikke til at nogen af de andre i grotten var vågne, Altså med undtagelse af Fjimre, der svirpede sin hale mod hans ene kind. Ikke hårdt, men irriterende. "Hold op med det," mumlede han til dyret, men det hjalp selvfølgelig ikke, så han stak en hånd frem og puffede til halen. "Scjub," sagde dyret og sprang op. Det landede med et lille bumb, og var sikkert ikke kommet noget til.
   "Sple dir caraus?" lød en lidt skinger stemme og i det samme lyste et svagt, blafrende lys lidt op og der sad Vatia med en lygte, som han i det samme anbragte på det flade stenbord i grottens midte. Lyset oplyste Vatias kulsorte ansigt og de lange, spidse ører. Det lyste også på Fjimre, der nu sad tæt ved Vatia. Sortelver-drengen aede dens blå pels og det fik bekowanen til at folde sin lange hale ind mod sin krop og lægge de hjertesalatformede ører ned langs det lille ovale ansigt. Freddy kom til at smile ved synet og bestemte sig for at stå op.
   "Kru Satir," sagde han og håbede, han betonede ordene rigtigt. Han havde ikke helt styr på sortelvernes sprog.
   "Kro Satir," grinede Vatia tilbage og havde i hvert fald forstået, hvad Freddy mente.Hurtigt smuttede Freddy i sine bukser og fik sin vams på. Der var faktisk ret koldt i grotten, for der var en sprække som røgen fra bålstedet kunne sno sig ud af, men der var ikke tændt. Endnu. Det kunne han jo så gøre. Først fandt han dog nogle tørrede anisplanter, som han svingede over hovedet på bekowanen, der straks hoppede op og greb dem med sine hundeagtige forpoter. Den satte sig på bagbenene, hvor fødderne var brede. Og så gnaskede og smaskede den velfornøjet.
   "Nå, I oppe er," sagde Vanka og satte sig op på sit leje. Ligesom det Freddy og Vatia havde sovet på, var det en stenbænk, dækket med mos og fåreskind.
   "Vil du ild gøre?" spurgte Vanka. Hun ville gerne tale menneskesprog, men havde det med at bytte om på ordstillingen.
   "Ja," sagde han og havde allerede fat i et par knastørre kævler. Vanka smilede og strøg alle 12 fingre gennem sit uglede hår. Så fik hendes kinder et svagt skær af grønt. Det var sådan en sortelverkvinde rødmede, viste Freddy nu. Det grønne skær falmede, mens hun fandt en benkam frem fra fodenden og brugte den i stedet for fingrene. Hun så forventningsfuldt mod ham og da han halede det kostbare fyrtøj frem af sin lomme, smilede hun så bredt, at hendes ravgule tænder sås mellem de grønne læber.
   Da Vanka havde krænget sin lange kjole ned over hovedet, fandt hun flade brød, fermenterede multebær, nogle strimler kød og nogle rynkede æbler frem. Vatia tog gryden med sne og satte den over ilden.
   Kort efter sad de ved bålet og spiste.
   "Slickoran i dag komme," sagde Vanka og straks efter oversatte hun det, så hendes lillebror også vidste besked.
   ""Namme ur me?" udbrød Vatia og slikkede sig om munden.
   "Han ønsker sukker af Slickoran," forklarede Vanka.
   " Måske får han sit ønske opfyldt," smilede Freddy.
   Og måske har Slickoran nyt om livet i landsbyen, hvor Cessie og ungerne bor sammen med ham der Martin, tænkte han.