Kasper var træt, meget træt. Selvom han havde siddet på sin flade røv hele dagen og ikke rørt meget andet end musearmen, var han træt, eller måske netop derfor. Som om alle de mails han havde svaret på, havde sat sig fast i hans hoved, hvor de larmede og gjorde det svært for ham at koncentrere sig. I bussen hjem, havde han været tæt på at misse sit stoppested. Det var ikke fordi han var faldet i søvn, han var snarere faldet i staver. Det havde været en behagelig tilstand, og måske var det derfor hans krop havde protesteret over at skulle vågne og til at præstere igen.
Fra stoppestedet havde han blot få minutters gang hjem, men det føltes som timer. Det gjorde ondt i hele kadaveret, benene var tunge, ryggen var øm, og armene ville ikke rigtig adlyde, men hjem kom han. Han nåede som altid at beslutte at den næste dag skulle være anderledes. Op at stå, hæve skrivebordet, pauser med bevægelse og mere frugt. I morgen skulle det være, det var han sikker på.
Kort tid efter nåede han sin gadedør. En fin ejendom i en pæn gade. Fem etager med krummelurer fra en tid, hvor detaljerne fyldte mere i arkitekturen. Fra en tid, hvor man stadig drømte om smukke ting. Kasper boede på tredje sal, og påbegyndte opstigningen. Ejendommen havde ingen elevator. Heldigvis tænkte han, så fik han da lidt motion.
Han nåede sin hoveddør, og kastede som altid et kort blik på navneskiltet. Et messingskilt, indkøbt for en menneskealder siden, og aldrig pudset. Det var derfor lidt svært at se, at der stod Kasper Hartmann, men det behøvede han jo ikke at tvivle på. Hans gæster derimod kunne sagtens komme i tvivl. Dem kom der dog kun få af, så problemet var overskueligt.
Kasper satte nøglen i døren, og låsen gled op, uden brug af vold. Klik sagde det, en smuk lyd som var ham lige så genkendelig, som døren, navneskiltet og den særprægede klokke, som en fjern beboer før ham, havde installeret. Her havde han stået tusindvis af gange med et gran af spænding af grunde han ikke helt kunne forklare. Engang havde der ligget breve og reklamer for hans fod, når døren gik op, og det kunne engang kalde på en smule ophidselse i et begivenhedsfattigt liv, men nu om dage, hvor ingen modtog breve længere og hvor reklamerne var afmeldt, sad spændingen alligevel stadig i ham. Så Kasper var på vagt og klar, og det fik han i den grad brug for da han åbnede døren og trådte et skridt ind i entreen, fik han et regulært chok.
Hans lejlighed var beskeden, to værelser, en lille entre, bad og køkken. 52 kvm. I alt. Ikke noget prangende, men pæn og velholdt. Men det han trådte ind i nu, var en veritabel balsal. En hall, fire meter til loftet, en enorm lysekrone som oplyste rummet og to mørke malerier med for ham ukendte alvorsmænd, der mistænksomt kiggede ned på ham. Kasper for tilbage, og ud ad døren, som han smækkede i med et smæld. Han måtte være gået forkert, forkert lejlighed, eller opgang, eller gade. Noget var i hvert fald helt forkert. Og så alligevel ikke, hans nøgle havde passet, og nu hvor han kunne trække vejret en smule lettere, var han også i stand til at konstatere at det var hans hus, hans opgang.
Pulsen steg dog igen, og hjertet for afsted for Kasper var rystet. Et eller andet var helt forkert. Han satte sig på trappens nederste trin i et forsøg på at samle sig og sine tanker. Problemet var, at han hvis han accepterede det han lige havde oplevet, var han formodentlig blevet gal, og det var ingen rar tanke. Han som var så normal som nogen. På den anden side, ville han aldrig finde ud af det, hvis han ikke åbnede døren en gang til. Han turde bare ikke, ikke lige nu, han måtte finde modet først. Hvis alt var som det burde og lejligheden fremstod som den plejede, kunne han slappe af tænkte han og så alligevel ikke, for hvordan skulle han så forstå og forklare den oplevelse han netop havde haft.
Kasper rejste sig, trak vejret dybt, tog de tre skridt hen mod døren igen og satte nøglen i låsen. Han lukkede øjnene og trådte ind. Kasper tænkte at hvis han skærpede sin hørelse og ikke registrerede ændringer i den måde lydene bevægede sig på, ville alt være godt. Han åbnede øjnene forsigtigt, ført det ene og derefter dem begge, og entreen fremstod som han netop havde forladt den, stor og imposant, et herresæde værdigt. Pulsen sted igen, og panikken rev i ham, men Kasper blev stående. Han måtte bekæmpe sin angst, hvis han skulle finde tilbage, og han udtænkte en simpel plan, som kunne sikre hans koncentration og bringe ham til at handle rationelt.
Jeg må acceptere at det er den rigtige adresse og at der er en meningsfuld forklaring, Jeg må lede efter den, i stedet for at give efter. Kasper påbegyndte en tur rundt i lejligheden for at se om den rummede genkendelige artefakter, eller erindringer. Han forled entreen og kom ind i en stor stue, som domineredes af et spisebord med 12 stole omkring. Stuen havde tre store vinduer, palævinduer, med en masse sprosser, helt forskellige fra de vinduer hans egen lejlighed havde, som var de traditionelle dannebrogsvinduer, gamle, men velholdte. Kasper gik til vinduerne og kiggede ned. Udsigten var den samme som altid, en kendt gade med træer, parkerede biler og en grønthandler på hjørnet. Intet overraskende der. Men i stuen var der intet velkendt. Malerierne på væggen var gamle, og ikke nogen han kendte til. Møblerne heller ikke, en hel anden stil end hans egne, som overvejende var hentet i Ikea. Og så alligevel, det var som om der var noget i rummet som kaldte på ham, som kendte ham og omvendt. Han kunne ikke fange det i situationen, og forlod derfor stuen.
Ad en lang korridor med mange døre, bevægede Kasper sig videre. Han åbnede en tilfældig dør, og trådte ind i et soveværelse. Igen et rum med en altmodisch indretning, gamle tunge mørke møbler og tunge draperede plysgardiner, som effektivt kunne holde ethvert lysindfald ude. Værelsets endevæg udfyldtes af et enormt trefløjet skab med skinnende messinghåndtag. Kasper åbnede forsigtigt den ene dør, og bag døren var der fire dybe skuffer og under dem, plads til fodtøj. Kasper trak en skuffe ud. Den var fyldt med undertøj, nyvasket, måske endda strøget, men bestemt pænt sammenlagt, på rad og række. Kasper kiggede nysgerrigt. Igen fik han fornemmelsen af at der var en form for kommunikation. Underbukserne ville fortælle ham noget. Han tog et par op af skuffen og foldede dem ud. Det var permissioner af et for det danske marked ukendt mærke. Et mærke, som kun kan købes i Østen, og som næppe importeres. Kasper undrede sig, for hovedparten af hans eget undertøj var netop af dette mærke, indkøbt på en rejse for flere år tid siden.
Han flyttede det øverste lag tøj. Flere underbukser og stadig det samme mærke, genkendeligt med dets logo, forestillende en trompeterende elefant. Symbolikken var slående og han havde tit undret sig over at det logo overhovedet var blevet valgt. Men hov, blandt det genkendelige tonede en buks frem, som i den grad fangede Kasper. En underbuks i en helt særlig kulør. Han var engang kommet til at vaske sit hvide undertøj med et par røde og grønne sportsstrømper og resultatet var undertøj, som man ikke ville vise sig i. Og her lå de hans egne misfarvede underbukser. Kasper stivnede, var hele skuffens indhold da hans eget? Panisk åbnede han den anden skabsdør og så til sin forbløffelse sine otte jakkesæt, som hang ved siden af en overfrakke, som han også genkendte. Alt tøj og sko i skabet var hans.
Kasper smækkede skabslågen i, og sprang igen i panik, ud af værelset, men hvorhen kunne han løbe, han vidste det ikke. Han kunne forlade lejligheden, og opsøge en læge, eller han kunne blive og forsøge at løse mysteriet. Det var jo hans adresse, det havde han tjekket. Kasper var en jordnær mand, som stolede på matematikken og fysikkens love. Han troede ikke på noget overjordisk, og beskæftigede sig heller ikke med parallelle universer, hemmelige verdener, og mystiske portaler. Trolde, feer og engle var heller ikke en del af hans univers. Havde det dog bare været sådan, ville han formodentlig kunne udtænke fantasifulde forklaringer.
Lejligheden var vokset til noget nær firedobbelt størrelse og rummede nu fire værelser, den store stue samt et køkken, badeværelse og hallen. Kasper åbnede hurtigt alle lukkede døre i forsøget på at skaffe sig et overblik. Han endte i køkkenet, hvor han trak en køkkenskuffe ud, og konstaterede, nu dog uden at blive yderligere chokeret, at knive og gafler var de samme som hans egne, og mellem skeerne lå den lille sølvske, han havde fået i dåbsgave. Han tog den op, kiggede på den og læste sin fødselsdato og navnet højt, Simon stod der, mere så han ikke. Med et skrig smed han den fra sig. Det var tydeligvis hans ske, den havde en ridse, som hidrørte fra en tur i opvaskemaskinen, men han hed ikke Simon. Det var han dog klar over.
Kasper løb igen ud af lejligheden. Panikken tog over en gang til. Han måtte kigge på dørskiltet igen, hvilket navn stod der? Ned på knæ, det var svært at læse, lyset på trappen var svagt. Men han var ikke i tvivl, der stod Simon, Simon Mogensen. Kasper løb videre. Ned ad trapperne, ud på gaden, tjekke gadenavn og nummer en gang til. Men jo, det var den samme gamle gade, og over opgangen stod der 14. Sådan var det og adressen var hans. Her havde han boet nærmest så længe han kunne huske.
Kasper var rystet og i syv sind. Hvad skulle han gøre, hvor kunne han finde svar. Han turde ikke gå tilbage til lejligheden, han måtte gøre noget andet, gøre noget, bare et eller andet. Han måtte tænke.
På hjørnet lå et værtshus. Der kom han af og til, og der gik han ind, bestilte en øl, og satte sig ved et bord i et hjørne, lidt adskilt fra de øvrige borde. Heldigvis var der kun få andre gæster og ingen han kendte. Han ville ikke kunne tale med nogen lige nu. Kasper fik sin øl og satte sig. Eller snarere sank sammen. Han drak langsomt, i et forsøg på at generobre initiativet fra den paniske udgave af ham selv. En udgave han slet ikke kendte. Hans puls faldt langsomt i takt med at øllet gled ned, og han følte sig snart i stand til at tænke nogenlunde klart igen, selvom han fortsat ikke anede hvad han skulle stille op. Men bare den relative ro han fandt, fik ham til at genfinde troen på at han kunne finde en vej ud. Der måtte jo være en naturlig forklaring.
I samme øjeblik, hørte han en stemme, som han måske kendte, eller havde hørt før, men ikke kunne sætte ansigt på:
"Hej Simon, hva' søren, sidder du her! Det er ellers længe siden jeg har set dig. Hvordan står det til?"
Kasper kiggede op og så et ansigt, han ikke mindedes at have set før. Han anede ikke hvem der talte til ham, og derfor heller ikke hvad han hed. Forvirringen og panikken genindtog ham, for hvordan reagerer man i sådan en situation. Afviser man den pågældende med en besked om at det må være en misforståelse, eller spiller man med. Gode miner til slet spil. Det er beslutning der skal træffes i et splitsekund, ellers er du sat ud af spillet. Kasper var ikke i tvivl om at den fremmede kendte ham, så han valgte at spille med.
"Hej du, ja alt vel her, har haft temmelig travlt på det sidste." En venlig men ikke-inviterende duplik, som Kasper håbede ville få den anden til at nikke og begive sig videre. Nikke gjorde ham, men mod den tomme stol på bordets anden side, og Kasper var klar over at han ikke kunne gøre andet end at nikke igen.
"Sæt dig bare ned, hyggeligt at se dig, hvad har du gået og lavet på det sidste?" sagde Kasper, og indledte dermed en samtale hans helst havde været foruden. Den næste halve time blev meget vanskelig for Kasper, men han bevarede koncentrationen og han lykkedes stort set med at levere svar, som ikke vakte den andens mistænksomhed.
Kasper forsøgte dog hele tiden at fravriste den fremmede initiativet, og få ham til at tale. Kasper håbede på den måde at kunne samle informationer nok til at kunne fortsætte samtalen, uden at falde igennem. Kasper viste af gode grunde ikke hvad den anden hed, og han genkendte heller ikke noget af det den anden fortalte, herunder om de oplevelser, de angiveligt skulle have haft sammen. Han fik indtryk af at de var ret gode venner, som bare ikke havde været så meget sammen i lang tid.
Kasper frygtede hele tiden, at den anden ville stille ham spørgsmål, som han burde kunne besvare, og at hans vigen-uden-om, ville afsløre ham. Derfor blev han selv ved med at stille spørgsmålene, og håbede på at de ikke var åbenlyst meningsløse, fordi han spurgte om noget han allerede burde vide.
Denne leg fortsatte i en lille halv time. Kasper havde drukket sin øl, og havde afslået et tilbud om endnu en, fordi han ville gøre en ende på selskabet. Med en forklaring om at han havde en aftale, kunne han med god samvittighed bryde op, og det gjorde han så.
"Jeg har faktisk en aftale om ti minutter, det er noget med arbejdet det skal falde på plads, så jeg bliver nok nødt til at smutte nu. Men tak for sludderen, du må ha' det, vi ses jo nok snart igen."
"Ja det håber jeg da," replicerede den anden, "for vi har jo en aftale på lørdag. Det husker du nok?"
Kasper mærkede igen panikken. Som en flok myrer på en målrettet mission, bevægede de sig opad fra den nederste del af maven. Kasper fik kvalme, men fik fremstammet:
"Jo da, men kan du ikke lige sende mig en sms, med tid og sted, så er jeg sikker på at jeg ikke kommer til at glemme noget?"
Var det for tydeligt, at han tumlede rundt på den alt for tynde is? Han håbede det ikke, og gjorde mine til at forlade værtshuset.
Den anden nikkede blot, måske en smule forvirret, men sagde bare hej med dig, og Kasper kunne gå.
Udenfor stoppede han op et øjeblik, og trak vejret dybt en otte - ti gange. Det hjalp ham normalt til at genvinde kontrollen, hvis det løb af med ham. Han begyndte at gå, bare gå. Retningen var ligegyldig, for han vidste ikke hvor han skulle hen. Han kunne ikke gå hjem igen, for han vidste hvad der ventede ham der, og han havde ikke på stedet andre muligheder. At ringe på hos en kammerat, var ikke en mulighed, så han fortsatte bare sin gang, mens hans tanker bevægede sig op og ned.
Kasper prøvede ihærdigt at genkalde sig kammeratens navn og historie. Hvem var han? Og hvor kendte de hinanden fra. Kasper mente nok at han havde kammerater, men ikke hvem. At den anden havde været overrasket, tydede på at de ikke sås så tit, og måske ikke havde så meget at tale om. Kasper vidste inderst inde, at han nok blev betragtet som en lidt farveløs person. En type, som man glemmer at invitere til sin fest, og som aldrig kommer med til de intime middagsselskaber. Kasper var ham man talte med, når de andre var gået, eller på vej til fodbold, når man alligevel skulle samme vej.
Kasper havde engang drømt om noget andet. Noget mere sprudlende og fængslende. Han havde prøvet at bringe sig ind i centrum af en samtale, eller sammenkomst, med en frisk bemærkning eller en klog betragtning, men det mislykkedes altid for ham. Han endte med at sidde tavs tilbage, uden at kunne fylde den pinlige tavshed ud som hans intervention ofte skabte.
Sådanne tanker løb gennem Kaspers hoved, mens han bevægede sig væk fra værtshuset. Han gik stadig uden mål og med, og håbede at forsynet ville udstyre ham med en plan. At han netop tænkte sådan, var kendetegnende for hans karakter. Han flød for det meste med omstændighederne, og satte sjældent selv kursen.
Men pludselig kom en tanke dog alligel til ham. Hvor den kom fra, må guderne vide. Der måtte dog være konstanter i dette variable landskab, sagde han til sig selv, begreber som gav mening i hans omgang med regnearkene, og mon ikke netop hans arbejde kunne været sådan en konstant. Noget uforandret, et sted hvor han stadig var sig selv.
Da han havde jo forladt arbejdspladsen i dag, og alt havde været normalt. Direktøren det dumme svin som han pludselig savnede, kollegerne som måske kunne blive hans redning, det gode gamle hæve-sænkebord, og computeren, som havde bragt ham så vidt omkring i verden.
Straks begyndte Kasper at spadsere i retning mod arbejdspladsen. Han kunne hoppe på en bus, men mente at spadsereturen kunne være nyttig. Hvordan skulle han forklare at han mødte på job klokken fem om eftermiddagen, hvor de fleste enten var gået, eller var på vej væk. Selv var han gået tidligt i dag, allerede ved to tiden. Han havde haft et ærinde, huskede bare ikke hvilket. Det var også lidt bekymrende, men Kasper skubbede det væk, for at fokusere på sit møde med arbejdspladsen.
Det var en lokation han kendte rigtig godt. Han havde arbejdet der i en del år. Tæt på ti, hvor han havde virket med titel af hovedbogholder. Han havde flere gange foreslået chefen, det dumme svin, om ikke han burde have titel af økonomichef, det var jo det han var, mente han selv. Men han var blevet afvist. direktøren mente at med en finere titel fulgte en højere løn, og det var han ikke parat til at tale om.
Kort efter stod Kasper foran porten til kontoret. Det krævede lidt overvindelse at åbne den, men han tog fat i håndtaget og gik ind i opgangen. Seks etager op, der lå kontoret. En moderne bygning i glas og stål, med udsigt over byens røde tage. En fin udsigt, som ingen rigtig nød, fordi arbejdet var altædende og ikke levnede plads til fornøjelser. Kontoret producerede tal. Rækker af tal, store og små. Regnskaber, budgetter, estimater, kun tal. Kontoret lagde til og trak fra. Firmaet producerede ikke selv noget, men hjalp andre, som gjorde, med at holde orden i tallene. Der var røde tal, sorte tal, altid ordnet i kolonner og rækker. Sådan var Kaspers verden. Han skulle holde orden på de overordnede tal. Firmaets egne tal, tilbud og afregning, moms og afgifter, status, profit og løn. Sådan var hans dag, hver eneste af dem, og han hadede det.
Kasper åbnede den store glasdør ind til kontoret, som strakte sig over 250 kvm. Et stort kontorlandskab med 30 arbejdspladser og nogle enkeltmandskontorer til de ledende medarbejdere. Sådan en var han trods alt blevet, om end det havde været en hård kamp, at få sit eget kontor.
Kasper kiggede ud over landskabet, det var sent på eftermiddagen, og de fleste var gået hjem. Men nogle få sad stadig bøjet over tastaturerne, der var deadlines, som skulle nås. Men lyden af døren fik dem til at vende sig, og nærmest i kor hilste de på den nyankomne.
"Hej chef, kommer du igen, vi troede du var gået for i dag."
Kasper applauderede deres hilsen med et nik og et smil, og satte kursen mod sit kontor, tyve skridt ligeud, og fem skridt til højre. Ved siden af et lille køkken og frokoststuen.
Kasper nåede ferm til døren til sit kontor. Den var lukket. Den prægedes af et stort glasparti og et lille skilt med hans navn og titel, og som altid når Kasper mødte på arbejde, berørte han lige skiltet, inden han åbnede døren et lille rituel, som hjalp ham i gang om morgenen.
Men nu, var det som om berøringen gav ham et stød og han trak hånden til sig med en forskrækket bevægelse. Kasper kiggede på skiltet og læste hvad der stod, indgraveret i en fin messingplade. Et gammeldags design, men med indbygget autoritet. Simon Mogensen, administrerende direktør. Kaspers hjerte galopperede igen. Hvorfor nu det her, hvad havde han gjort, mareridtet fortsatte. Kasper havde også undret sig over kollegernes friske men dog en smule underdanige hilsen til ham, da han ankom. Han var ikke deres chef, han var ikke direktør og hed bestemt ikke Simon Mogensen.
Simon Mogensen. Han kendte faktisk ikke nogen som hed Simon, og han havde ikke lyst til være kendt som en Simon, og slet ikke Mogensen. Han var glad for sit efternavn. Hartmann, var et godt navn. Det udstrålede styrke og stabilitet. Mogensen var et kedeligt navn, uden hverken historie eller signal. Nærmest lidt bondsk. Og var der noget Kasper ikke havde et forhold til, var det provinsen. Altså alt det som fandtes uden for hovedstadens grænser. Kasper var en dreng af byen, og her ville han skabe sine resultater. Sådan havde han altid tænkt.
Foreløbig havde han dog ikke nået så meget, hans erfaringer var beskedne, både privat og på arbejdsmarkedet, og han endte oftest uden for medaljerækken, uanset hvad han deltog i. På kontoret var han nået et stykke, men direktøren, det dumme svin, forhindrede ham i at avancere yderligere og fastholdt den dumme titel, han var blevet udstyret med. Hovedbogholder. Hvem fanden vidste hvad det var for en. Lige nu vidste han bare hverken ud eller ind.
Privat var han single, det var et valg han havde truffet for at bevare en livsstil, med mange muligheder og skiftende relationer til kvindekønnet. Ja sådan formulerede han det selv i samtaler med kammerater. Det blev bare ikke til så meget. Kvindekønnet fandt ham tilsyneladende ikke så pokkers attraktiv. Han var sådan set en pæn mand, veltrimmet og moderne klædt, men han manglede evnen til at imponere. Hans fortællinger var kedelige, hans jokes forudsigelige og hans scorebemærkninger pinlige og på kanten af det klamme.
Kasper var klar over at han ikke var en Don Juan, men han håbede stadig. Hver morgen håbede han for eksempel på, at der stod en veldrejet sekretær i en diminutiv rød kjole, med kaffen parat til ham, når han åbnede døren til kontoret. Af og til stod fru Jensen derinde, med sin voluminøse bagdel i vejret, mens hun støvsugede. Det var så langt fra han fra hans fantasier, som det kunne være.
Men i dag, netop i dag, var det frøken Winther, eller som hun blev kaldt Lilly, søde Lilly, som stod på hans kontor, og med et sovekammersmil, mødte ham med et - "goddag chef, har vi to en aftale i dag?"
Kasper var målløs, Lilly var lækker, det havde han altid syntes, men aldeles uden for rækkevidde. Han kiggede altid efter hende, når han troede hun ikke så det. Han havde forsøgt at flirte lidt med hende til julefrokosten sidste år, men hun havde blot vendt øjnene bort, og havde givet sig hen til Oscar, kontorets IT-chef. Den altid hjælpsomme og flotte mørke italiener, med de sjove bemærkninger, og det overdrevent store scoregen. Oscar var populær, ikke kun blandt kvinderne, men hos alle. Han var uundværlig, hvad man næppe ville sige om Kasper. De fleste havde slet ikke nogen klar fornemmelse af hvad han egentlig lavede.
Kasper smilede til Lilly og improviserede på stedet en dagsorden. Pludselig kom han op i et gear, han aldrig tidligere havde nået og som om en ukendt kraft havde taget bolig i ham, blev han den mand de forvekslede ham med.
"Vi har lige noget der skal ordnes, og så tænker jeg at vi spiser en god middag på Kong Frederik, du og jeg. Vi har fortjent det." I dag bliver firmaet værdi fordoblet, takket være vores indsats, og det skal naturligvis fejres," sagde Kasper og tilføjede: "Jeg har altid et vakant bord derinde."
Lilly nikkede sammensvorent, og trak stolen ud for Kasper. I forvejen havde hun lagt de papirer frem, som skulle underskrives. Kontrakter og aftaler. Selv satte hun sig på den anden side at det enorme skrivebord og nippede til sin kaffe. Lilly så til, mens papirerne kom på plads, hvorefter hun samlede det hele samme for derefter at forlade kontoret. På vej ud ad døren vendte hun sig, kiggede Kasper dybt i øjnene, og fortalte at hun lige ville gå afsides, pudre næsen og nette sig lidt, hvorefter hun ville være klar til at tage afsted.
Kasper smilede og rejste sig. Han gik et par gange rundt om skrivebordet, helt uforstående overfor den forvandling, som endnu engang havde fundet sted. Hvor han tidligere på dagen havde været skrækslagen, havde han nu besluttet at lade skæbnen råde. Måske var det alligevel det momentum, som han havde drømt så meget om. Måske var figuren Kasper et overstået kapitel, en dum drøm, som endelig stoppede. Måske skulle han bare fyre den af, så længe festen varede. Måske var Simon det rigtige valg for ham.
En lille times tid senere, sad de, Lilly og Kasper ved et smukt opdækket bord, bagerst i restauranten, mens tjeneren redegjorde for dagens menu og foreslog en adækvat vinmenu. Kasper som normalt ikke anede en pind om vin, og knap kunne smage forskel på rød og hvid, diskuterede ivrigt med tjeneren og foreslog druer, marker og årstal, som imponerede både Lilly og tjeneren.
Mens de ventede på maden, forlod Kasper for et kort øjeblik bordet, for at finde et toilet. Han blev vist på vej, af den servile tjener, og efter endt besørgelse og mens han vaskede hænder, var det som om noget igen krakelerede. Lyden af det rindende vand igangsatte processen, som førte til at hele rummet opløste i partikler, for derefter at samle sig igen, med langt mindre elegance til resultat. Hvor han før stod i et overdådigt udstyret marmorbelagt badeværelse med dekorerede toiletkabiner, stod han nu i et slidt aftrædelsesrum, med rustne rørføringer og en kedelig lugt fra pissoirerne.
Kasper gispede forskrækket og løb i en fart ud derfra. Døren førte ud til en gang, og videre derfra en til en stor sal. Det var helt sikkert ikke restauranten i Kong Frederik, men dog et sted han kendte. Et sted han ofte var kommet når ensomheden havde overmandet ham. En biograf som viste voksenfilm på det store lærred. Et sted Kasper kunne side i fred med sine drømme.
Kasper åbnede døren til salen, og satte sig ind på række fem, kiggede op og fik et til chok. Et slag i hovedet, som indskrev sig i rækken af de ubehagelige overraskelser, som dagen havde været så fuld af. På lærredet så han sig selv, eller han så sit alter ego Simon, eller, han så en mand i en dyr habit, som konverserede en smuk kvinde i en stram rød kjole, akkompagneret af en regn af stille violiner, og omgivet af kendte ansigter, som gratulerede ham med hans bryllup og ægteskab.
Her sluttede filmen, og mens kameraet langsomt panorerede væk fra brudeparret og fokuserede på den skinnende, nye sorte Mercedes, som om lidt skulle bringe parret til et nyt sted, listede Kasper ud af biografen, og vendte tilbage til sin egen verden. Kaspers verden.