Pludselig ser jeg alting fra en anden kant,
alt det jeg havde glemt
for alt det der senere fulgte,
og al den død der gik efter
for at fange mig ind i dens skygge..
Pludselig huskede jeg igen,
fra musikken jeg skulle have glemt,
slap af sorg
og trods svimlende protester fra mig selv,
vidste jeg godt,
det allerede havde fået fat i den nat,
der blev nærværende igen,
selvom den ikke skulle.
Som den sang vi fulgte,
du og jeg på bølgerne,
som en sommerfugle leg
fra den åbne dør
og duften af blomster fra sensommernatten,
og blidhedens fe der fulgte alt
i dit kloge hoved,
jeg havde glemt,
jeg havde glemt så meget.
Og jeg husker ikke,
da du kom,
og da du gik igen,
jeg husker bare natten
som svimlende fuld af dufte
med natsværmere der aldrig
trak ind over det levende lys
på gulvet for at smuldre
vores korte hemmelige lykke,
og dig,
måske med tanker der var lige til,
for alt det og alle dem vi glemte.