Der var travlhed på hospitalet. Sygeplejerskerne vimsede frem og tilbage i pendulfart med frisk gåpåmod, og uddelte opmuntrede kommentarer til de sengeliggende patienter. Inde på stue 10 lå Jenny i sengen mens Kamu vågede ved hendes side i gæstestolen. Han strøg hendes hånd og gav den et kærligt klem, mens han smilte ganske let.
Sygeplejersken ankom og han mærkede Jennys hånd knuge sin. Jennys frie hånd tog sig til brystkassen og hendes øjenbryn skar grimasse.
- Hvordan går det herinde? Oplever du stadig smerter ved brystkassen eller har medicinen hjulpet lidt? Spurgte sygeplejersken og rettede øjenkontakt til Jenny.
- Jeg har stadig ondt, sagde hun svagt.
- Jeg kan give dig noget imod smerterne indtil lægen ankommer. Vil du gerne have det?
Jenny nikkede.
- Okay jeg henter noget smertestillende, sagde sygeplejersken og henvendte sig til stuens tre andre patienter, for så at forlade dem til deres individuelle strabadser efter rundturen.
Inden kort tid kom sygeplejersken tilbage med medicin til Jenny. Hendes greb løsnede sig om Kamus hånd, og hun lænede sig forover i sengen og indtog medicinen. Hun vidste hvor meget Kamu hadede hospitaler og tankerne flød tre år tilbage i tiden, hvor Kamu selv var blevet indlagt grundet hjertefejl og svigt, og selv havde fået fortaget en operation. Hun havde ikke veget fra hans side dengang og nu var rollerne byttet om. Jenny så på Kamu og lå og tænkte tilbage på minder over toogtredve år sammen. Hun klemte taknemmelig hans hånd over livet de var gået igennem sammen, men sagde intet. Kamu smilte og gengældte hendes klem.
Der gik små tre kvarter før overlægen kom, og i den tid klappede Kamu hendes arm og hånd og sagde, at alt nok skulle gå. Overlægen præsenterede sig selv som Pasha-et eller andet, men hans udenlandske navn øjeblikkelig gik i glemmebogen.
- Jeg har en god og en dårlig nyhed Jenny. Den dårlige nyhed er at jeg bange for at vi ikke har nogen hjerter på vores donorliste lige i øjeblikket. Den gode nyhed er at du får lov til at blive i hospitalets trygge rammer lidt endnu. Du skal vide vi søger med lys og lygte efter passende doner, og at du er i gode hænder, sagde overlægen. Det er desværre alt hvad jeg har at sige for nu.
Lægen forlod stuen efter at have tilset en anden patient og Jennys ansigt afslørede frustration med sit flakkende blik.
- Så, så, de skal nok finde en doner. Det er jeg sikker på. Hør, jeg er ved at dø af sult. Tror du, at du kan være lidt alene imens jeg får noget at spise i kantinen?
- Selvfølgelig, gå du bare, sagde hun hvorpå han forlod hende, og sendte hende et luftkys på sin vej ud af stue 10.
Hun lukkede øjnene for at hvile lidt, prøvende på at skubbe dumme tanker borte om, at hvad der ville ske hvis de ikke fandt et passende hjerte. Hun mærkede til sidst hun døsede hen.
Da hun vågnede, var Kamu tilbage i stolen ved hendes side, hvilket gav hende tryghedsfornemmelse. En lille time senere kom overlægen igen forbi stuen og rettede henvendelse til Jenny.
- Jeg har gode nyheder Jenny. Vi har fundet en hjertedonor og vi vil operere i morgen ved middagstid. Derfor skal du naturligvis faste, sagde han.
Trods smerter bredte der et smil sig i Jennys ansigt. Hun klemte Kamus hånd, og han gengældte gestussen. Et par tårer forlod Kamus kinder i våde striber. Han tørrede tårerne borte og sagde: - Hvil dig nu. Jeg er her hos dig.
Eftermiddagen blev til aften og Kamu sagde: - Jeg vil tage hjem, få noget at spise og hvile mig, men jeg kommer igen i morgen tidlig. Er du okay?
- Ja, jeg er okay, sagde Jenny forstående: - Vi ses i morgen og husk at få dig noget varmt at spise.
- Skal jeg nok. Elsker dig min blomst. Få dig nu hvilet. Du får brug for alle dine kræfter i morgen. Det er trods alt en stor dag.
- Det skal jeg nok. Vi ses i morgen skat.
Kamu rejste sig fra stolen og kyssede hende. Hendes smil fadede borte da han forlod stuen, for nu var hun mutters alene med de andre patienter - udelukkende i hospitalets kliniske varetægt.
Aftenen gik mest med at hvile sig selv om Kamu havde taget friheden om at tage en bog med til hende. Hun prøvede på at læse men kunne ikke fokusere ordentlig. Tanker om operationen næste dag fyldte hendes sind, og hun besluttede sig for at gå tidligt til ro kvart i ti.
Mod alle odds sov hun til næsten klokken syv næste dag. Kamu var selvfølgelig ikke ankommet endnu og ville formentlig først dukke op ved ni eller ti tiden. Hun gik på toilettet og så en sygeplejerske på gangen. Da hun kom tilbage til stue 10, kom sygeplejersken ind og målte blodtrykket.
Jenny følte sig alene og tændte lyset ved sengen - prøvede på at begrave sine tanker i bogen, men havde svært ved at holde fokus. Hver lille sektion i bogen blev læst to eller tre gange i streg for at fatte hvad der stod, og tiden sneglede sig afsted. Lidt efter lidt vågnede de andre tre patienter. De to af dem fik serveret morgenmad mens den ene var frisk nok til at forsyne sig selv ude på gangens selvbetjenings bord for patienter.
Tiden gik slavisk fremad, og før hun vidste af det var klokken halv ni, og Kamu dukkede op.
- Godmorgen min blomst. Har du fået sovet?
- Hej min skat. Ja jeg har fået sovet.
- Det er godt at høre. Hør, jeg er nødt til at gå klokken ti, for der er noget vigtigt jeg er nødt til at ordne, men mine tanker vil være hos dig. Jeg kan desværre ikke udskyde det - beklager.
- Det er helt fint, sagde hun: - Selvfølgelig kan du ikke blive her hele tiden.
Tiden frem til klokken ti gik over stok og sten med at bedrive intet ud over at holde i hånd og være nærværende til det sidste. Kamu virkede alvorlig anlagt og hans smil var anstrengte men kærlige. De snakkede løseligt om kærlige fortidsminder og fik tiden til at forsvinde som dug fra solen.
- Nå, jeg må også se at komme videre i teksten og bidrage med noget, sagde han da klokken var ti minutter i ti.
- Vi ses snart, sagde hun.
Det svarede han ikke på, men sagde: - Husk jeg altid vil elske dig, hvorpå han kyssede hende og så kærligt på hende. Da han gik, så han længselsfuldt efter hende og formede et hjerte med sine hænder.
Tiden gik igen i stå og hun begravede sig yderlig i bogen - dog forstyrret af fremmed lyde. Snart kom portøren og kørte hende væk til operationsstuen. Hun blev lagt i fuld narkose og gik ud som et lys.
Omtumlet og tung i kroppen slog hun øjnene op. Hun orienterede sig og konstaterede, hun var tilbage på stue 10.
Sygeplejersken kom på et tidspunkt ind i stuen og rettede henvendelse til Jenny: - Du er vågen ser jeg. Glimrende. Jeg får fat i overlægen, som vil komme hurtigst muligt, når han har tid. Prøv at hvile dig lidt i mellemtiden. Jeg er sikker på at du er sulten. Hvad siger du til en sandwich? Vi har kalkun eller skinke at vælge imellem eller hvad med en kop kaffe?
Jenny bestilte en kalkunsandwich og sort kaffe, som sygeplejersken kom med relativt hurtigt.
Overlægen kom ind på stuen og gik direkte hen til Jennys seng.
- Transplantationen af din mands hjerte var en succes.
Hendes blik faldt på den tomme stol ved siden af sengen og tårer affødtes i al stilhed.