At være menneske
er at gå med åbne hænder
og aldrig helt vide,
hvad man mister
eller hvad man får tilbage.
Det er at vågne med et hjerte,
der både husker og håber,
selv når det lover sig selv
at være mere forsigtigt næste gang.
Vi bærer dage,
der føles som sten i lommerne,
og andre,
der svæver som støv i sollys
og forsvinder, før vi når at forstå dem.
Vi lærer langsomt.
Ofte baglæns.
Ofte for sent.
Men vi lærer.
At være menneske
er at elske uden garantier,
at knytte sig velvidende,
at alt, der kan mærkes,
også kan gøre ondt.
Det er at give nogen adgang
til det blødeste i os
og kalde det mod,
selvom det føles som frygt.
Vi går i stykker
i stilhed,
i larm,
i alt for store forventninger
og alt for små rum.
Og alligevel samler vi os op igen,
nogle gange med ar,
andre gange med nye revner,
hvor lyset kan trænge ind.
Vi siger ting, vi fortryder,
og tier, når vi burde tale.
Vi længes efter svar,
men frygter dem, når de kommer.
Vi savner det, der var,
og det, der aldrig blev.
Vi savner mennesker,
der stadig lever,
og versioner af os selv,
vi ikke længere kan finde.
At være menneske
er at føle mere,
end sproget kan rumme.
At stå med følelser,
der ikke har navne,
og alligevel lade dem være der.
Det er at falde
og opdage,
at jorden ikke altid slår os i stykker -
nogle gange holder den os bare fast,
indtil vi er klar til at rejse os.
Vi græder i smug
og ler for højt.
Vi tvivler på os selv
og bliver ved alligevel.
Vi mister retningen,
farer vild i vores egne tanker,
men finder, igen og igen,
en vej hjem
- måske ikke den samme som før,
men en, der stadig er vores.
At være menneske
er ikke at være færdig.
Det er at være i bevægelse.
At blive.
Blive ved med at elske.
Blive ved med at håbe.
Blive ved med at vælge livet,
selv på de dage,
hvor det kræver alt,
vi har.
Og måske er det netop det,
der gør os menneskelige:
At vi fortsætter.
Med åbne hænder.
Med et sårbart hjerte.
Med modet til at føle igen.