Der findes en stilhed, før verden bliver til,
og i den stilhed står vi stadig.
Et sted mellem mørke og glød,
hvor alt lever som mulighed.
Jeg mærker dine hænder i vinden,
som om luften husker,
at vi engang var ét stof.
Når du taler, rører tiden sig,
og mit blod genkender rytmen
fra universets første hjerteslag.
Jeg tror, vi gror gennem hinanden.
Som rødder, der mødes under jorden,
uden at vide, hvem der er træ,
og hvem der er skov.
Måske er vi blot kredsløb -
vand, der drømmer sig til form,
lys, der længes efter krop.
Jeg mister fodfæste i dig,
men jorden tager imod.
For det, der falder,
falder ikke væk -
det falder hjem.
Og under alt,
i det usynlige lag mellem sten og stjerne,
bevægelsen og stilheden,
er der en puls,
der ikke tilhører nogen,
men bærer alt.
Jeg tror, den hedder kærlighed.
Ikke som følelse, men som kraft.
Den, der binder himmel til hav,
ånd til hud,
du til mig.
Så lad os stå her,
hvor rødder og lys udveksler sprog,
hvor jorden trækker vejret gennem os,
og vi forstår,
uden at vide.
At fodfæste ikke er noget man finder -
men noget man bliver.