Der var en tid hvor jeg lærte mit eget værd
ud fra, hvor meget jeg kunne bære for andre.
Jeg målte mig selv
i træthed,
i tilpasning,
i hvor lidt plads jeg fyldte,
og hvor meget jeg gav.
Jeg troede,
at kærlighed skulle fortjenes,
at jeg først var noget,
når jeg var nyttig,
når nogen havde brug for mig,
når mit navn blev sagt
med lettelse i stemmen.
Jeg blev god til at lytte.
God til at rumme.
God til at holde sammen på andre,
mens jeg langsomt gik i opløsning indeni.
Jeg sagde ja,
selvom kroppen sagde nej.
Jeg blev,
selvom hjertet længtes væk.
Jeg gjorde mig selv mindre,
for ikke at være til besvær.
Og en dag
kunne jeg ikke længere finde mig selv
i alt det, jeg gjorde for andre.
Jeg var blevet en funktion.
En rolle.
Et sted, andre kunne læsse af.
At miste sig selv
sker sjældent pludseligt.
Det sker i små forskydninger.
I én grænse mere, der bliver overskredet.
I endnu et behov, der bliver vigtigere
end ens eget.
Jeg lærte at være alt
for alle andre,
men havde glemt
hvordan det føltes
at være noget for mig selv.
Der er en særlig ensomhed
i altid at være der
for andre
og aldrig helt
for sig selv.
Men så -
midt i udmattelsen,
midt i stilheden efter endnu et ja -
opstod der et spørgsmål,
jeg ikke længere kunne ignorere:
Hvem er jeg,
når ingen har brug for mig?
Og svaret kom ikke straks.
Det kom som en ømhed.
Som en træthed,
der ikke længere ville forklares væk.
Det kom som erkendelsen af,
at mit værd
aldrig var afhængigt
af, hvor meget jeg kunne give.
At jeg ikke var sat i verden
for at opfylde andres tomrum.
At jeg også havde ret
til at fylde mit eget.
At være noget for sig selv
er ikke egoisme,
Det er overlevelse.
Det er at blive stående
i sit eget liv
i stedet for konstant
at leve i andres.
Jeg øver mig stadig.
I at lytte indad.
I at sige nej
uden at forklare mig.
I at blive,
når jeg ellers ville forsvinde.
Jeg øver mig i at tro på,
at jeg er nok
også på de dage,
hvor ingen rækker ud.
For mit værd
bor ikke i min nytte.
Det bor i mit væsen.
I mit åndedræt.
I det faktum,
at jeg er her.
Og måske er det her,
jeg langsomt finder mig selv igen:
I at vælge mig
uden at forlade andre,
men heller ikke længere
forlade mig selv.