Døden står tæt,
som var den et åndedrag mod min hals.
Kulden i dens hånd er ikke skræmmende,
men blød, som silkepapir over huden.
Jeg mærker pulsen under dens fingre,
ikke min egen, men noget ældre,
noget stille og uendeligt.
Den hvisker ikke advarsel,
kun inviterer til at slippe,
til at lade mig glide
som lys gennem skygger,
som røg, der danser opad
og smelter sammen med natten.
Jeg lukker øjnene,
venter ikke, frygter ikke,
og i mørket føler jeg,
hvordan intet kan skade mig,
hvordan intet behøver at holde fast.
Døden er ikke slutningen,
men et langsomt kys
på panden af alt, jeg var,
og alt jeg vil blive.