Av… det gjorde ondt.

Jeg læser teksten som en mor, der oplever, at hendes datter forsøger at presse hende ind i et perfekt billede – måske formet af et forhold eller et miljø, hvor alt skal se rigtigt ud.

“Moren med den forkerte facon”, som ikke længere passer ind i den polerede familiefortælling.

Slutningen rammer mig som en mors sorg: Hvis du kommer som min pige igen, vil jeg lytte for evigt – men den, du viser mig nu, kender jeg ikke.

Spørgsmålet er, om hun stadig er der – hendes lille pige?
Eller om hun for altid vil være en anden?

Jeg ved ikke, om min fortolkning er den rigtige, men sådan som jeg læser den, er det utrolig stærkt skrevet.