Byens lys
når jeg går,
forårets mildhed,
alt relativt,
og jeg der faldt ned
midt i verdenshjulet
med øjeblikkenes stilhed.
En rødvin i mit glas,
som musik,
en fred i sjælen dybt ind,
kaosset er rejst,
skruerne af stålfast jern har løsnet sig,
jeg kan se dem flyve væk endnu
som små hidsige motorer
og blive opløst i tågen.
Harmonien i mig selv
har altid sin egen dybde
og sine egne rammer,
som musikken når den rammer sjælen,
og som noderne der aldrig flyver væk,
men bliver
i symfoniens varme hænder.
Da jeg gik derfra,
havde de allerede lagt sig ind
i alle mine celler,
nu sejler de ud
på cytoplasmaets hav
for at blive til luft i mit blod,
de ligner små speedbåde
når de suser afsted
som fremmede objekter
længere og længere ud
tilbage til deres egne horisonter
og forsvinder
Byens lys når jeg går,
at vide harmonien
og dagene der altid samler styrke
inderst inde.