Hej Daniel,
Alt det smukke og så alligevel ikke.
Første linje vender kærlighedserklæringen på hovedet. Det bliver kærlighed med et forbehold.
En af de mange paradokser her i livet.
Det gode og ærlige i følelserne, sat op imod det onde, der fortærer og destruerer.
Hvad mon vinder?
Tak for din tekst.
Bh.
Camilla

Det er et godt digt uanset jeg fejltolker.

Godt digt. :)
At hende du elsker er den vigtigste i dit liv, også selvom hun ikke lever længere, i fysisk forstand.
Du fokuserer på tabet af hende. Du er i dyb sorg, hvilket jeg forstår.
Jeg tænker ikke jeg er ligegyldig, fordi jeg netop forstår din smerte.
Jeg har oplevet lignende ting tæt på.
Dem som ikke forstår dig, burde bare holde sig væk og lade dig være.
De burde have mere medfølelse!
Jeg ved det kan være rigtig hårdt at læse om andre som har det skidt psykisk eller fysisk - det er en del af livet.
Det gør kun én stærkere at håndtere sine problemer, i stedet for at løbe væk, stikke halen mellem benene, når det hele bliver for meget (altså hvis man læser noget herinde man ikke bliver glad af).
Alt skal ikke være et glansbillede. Her skal også være virkeligheden og ikke kun fantasi.
Derfor jeg så godt kan lide dine ægte ærlige ord!
For du skriver hvordan du rigtigt har det indeni.

Du skal ikke lade dig slå ud af dem som ikke forstår dig. Glem dem. Gid man kunne blokere dem. Så kan der også være plads til alle uden problemer. :)