Det er efterår. Træerne taber deres blade og frugterne bliver plukket.
Nej, hov.
Det er ikke alle frugter, der bliver plukket. Nogle falder ned af sig selv, og det er sådan en frugt, jeg vil fortælle om.
Ude i skoven står der et egetræ. Over dets krone flyver store flokke af trækfugle. De er på vej til de varme lande for at bo der, mens det er vinter her. Egetræet taber også sine blade og frugter. Frugterne er ikke særlig store, på størrelse med en lille hasselnød. De ligner også nødder, men skallen er ikke nær så tyk og hård som skallen på en nød. Egetræets frugter hedder agern.
Det lille agern falder ned på jorden, hvor det bliver dækket af bladene, der også falder af træet. Nede under bladene ligger det lille agern godt. Lunt og fugtigt.
Da der er gået et stykke tid, begynder der at ske noget med det lille agern. Ude i den spidse ende kommer der nogle revner, og ud af revnerne kommer der en lille hvid spire. Den ligner en lille orm.
Nu er det blevet vinter, og der ligger sne oven på bladene, der ligger oven på det lille agern. Med den dyne på har det lille agern det rigtig rart, og den lille spire har gravet sig lidt ned i jorden. Det lille agern ligger nu og venter på, at sneen skal smelte, så det kan begynde at vokse, for det har sådan en lyst til at komme op i lyset og blive et stort træ.
Pludselig en dag mærker det lille agern, at det begynder at krible og krable i jorden omkring det. Det er sneen, der smelter, så vandet løber ned i jorden. Regnormene og alle de andre smådyr kommer frem. Pindsvinet strækker sig efter den lange vintersøvn og snuser rundt efter noget at æde.
Nu får det lille agern travlt. Det begynder også at række og strække sig. Ud af revnerne i skallen kommer en ny lille spire frem. Den har en lille tut ude i enden og den lille tut har kun én tanke: at komme op i lyset.
For hver dag der går, vokser den lille spire højere og højere op, og pludselig er den oppe i lyset. Åh, hvor det gør godt. Den strækker sig af bare velvære, og se, to små fine lysegrønne blade folder sig ud. Nu kan den rigtigt nyde den varme sol.
Nede i jorden graver den første spire sig længere ned. Den bliver ganske langsomt til en lille rod, der suger vand op fra jorden. så de små blade ikke visner i solvarmen.
Højt, højt over de små blade vender trækfuglene tilbage, men det har det lille nye træ slet ikke tid til at se.
De små blade bliver lidt større, og midt mellem dem vokser der nye blade frem. Bladene rækker sig, så der bliver lidt stængel mellem dem. De vil ikke vokse alt for tæt, for de vil have sol alle sammen. Det lille agern vil være et stort træ, og det er allerede godt på vej. Det har allerede flere blade. Det synes bare, at det går alt for langsomt. Det er, som om solen ikke varmer så meget mere, bare det nu ikke går ud?
Nej, det lille egetræ går ikke ud, men det er jo ved at blive efterår igen. Det lille træ har haft så travlt med at vokse, at det slet ikke har tænkt på, at det også skal hvile sig.
En dag begynder de små blade at skifte farve til gult, rødt og brunt og til sidst falder de af.
Pindsvinet kommer forbi for at finde sig et godt sted at sove vintersøvn. Det har ædt sig tykt og fedt i løbet af sommeren.
"Hvor er du dog vokset, siden jeg så dig sidst," siger pindsvinet venligt til det lille egetræ og ruller sig sammen under bladene.
"Åh nej," tænker egetræet, "nu dør jeg. Jeg nåede slet ikke at blive et stort træ."
Men det lille egetræ dør ikke. Det har tabt alle sine blade, og de små grene stritter ud til siderne. Det sover.
Det er vinter igen. Det lille egetræ er ikke vokset ret meget det første år, men det gør ikke så meget, for nu bliver det dækket af bladene fra de store træer og af sneen. Det hjælper det lille træ til at have det lunt og godt hele vinteren.
Når der er gået mange, mange år, bliver det selv til et stort og flot egetræ. Det hilser trækfuglene velkommen hjem hvert forår, når de hviler sig i dets store krone efter den lange rejse.
Og det lader sine blade falde om efteråret, for at de kan blive til en lun dyne over nye, små egetræer.