...og selv de troende kan tvivle.. pudsig, finurlig og skøn lille tekst :)

Godt skrevet! :) - Det minder mig om noget, du måske har hørt: ' hellere være skør og genial, end kedelig og normal'..

Ak! Den menneskelige længsel lever i os alle. Hvor vil vi gerne åbne os, vise os som vi er - fjerne maskerne, men så længe frygten er det, vil længslen leve i bedste velgående. Frygten for at blive fremmedgjort, angsten for at blive afvist, gruen for ikke at blive genkendt som man er - eller som man anser sig selv for at være. Måske er vi bange for at åbne os, fordi vi ikke selv helt ved, hvordan vi er? (og frygter ikke at kunne lide, det vi ser?) - Dit digt giver - som du kan se på min amatørfiloseren - meget stof til eftertanke, lige så meget som det meget velformuleret fremstiller den dybt genkendelige almenmenneskelige længselsfølelse.

Jeg kan godt lide den triste ærlighed i dit digt ;) - Forlorenheden i menneskelige omgangsformer konstateres og beskrives på en særegen melankolsk-opgivende måde... Der er så meget i de relativt få linjer: et ønske alle har (haft), som dog vedbliver med at være et ønske, da det gang på gang hudflettes. Det er trist, men sandt - og måske derfor er ærligheden hellere noget vi pakker væk? Hvorfor høre den sørgelige sandhed, når den lystige løgn i stedet kan fremstilles?