Hej Hanna. Dit digt er et godt eksempel på hvor vigtig titlen kan være. Jeg har prøvet at læse det både med og uden titlen koblet på...

Jeg synes at din gengivelse af at man kan opleve den indre revolution på godt og ondt, mens det ydre er uforandret, endda er smukt, er rammende. Jeg læser et digt skrevet af et modent menneske - der er livserfaring bag.

Mvh Britt

Hej. Jeg læste digtet som skrevet om hjemløse. Jeg synes at det er rspektfyldt, undrende og jeg har faktisk ikke set et lignende digt.
Dog har jeg et sted der forstyrrer mig en del; fjerde linie. I forlængelse af “ hvor starter vore forskelle...” på tredie linie, skriver du “forudbestemt eller selvforskyldt” på fjerde. Jeg har to indvendinger. Jeg synes at fjerde linie er en kliché og unødvendig, kan udelades. Lyder som noget fra en lærebog og slet ikke i tråd med den poesi jeg ser i resten af digtet. Det er og nogle meget sort-hvide ord; forudbestemt eller selvforskyldt. Jeg synes at luftigheden i resten af digtet forstyrres og det er virkelig en skam. Mvh Britt

Stærke ord. Men at dø i flertal? Gør man ikke kun det een gang. Mvh Britt

Åh Simone. Sikke en check liste dit digt er... en trist en.
Jeg forstår at du ikke stod ved den kiste. Man kan ikke følge nogen på den sidste rejse som har forladt en for længst.

“Ikke magter sine børn...” den sætning er så tung, men tydeligvis sand. Hun løftede ikke sit ansvar.
En gang vil den nøgterne og kølige del af din hjerne måske gennemskue årsag/virkning i hende og du vil kunne slippe din vrede og din skyld. Men aldrig din barndom. Men er du heldig vokser du fra den. Det gjorde jeg. Insister på at du bestemmer over dit liv. Du er ikke din barndom, du er dig.

Solidariske hilsner herfra
Britt Alias Danserinden

Overhovedet ikke. Jeg mener enderimene. Linie 2 og 4 i alle vers. Det fungerer i det sidste men ikke i de andre. Ved heller ikke om det er vigtigt, det er jo bare teknisk. Jeg skriver aldrig selv i rim fordi jeg ikke vil låses af formen, så rim er ikke en forudsætning for et godt digt for mig. Grunden til at jeg overhovedet bemærker det, er at du ser ud til at bruge den form.

Hold op, hvor er det hjerteskærende stærk. Det fungerer ikke som rim, bortset fra i sidste vers, men ordene er så stærke og uden overflødigt fyld, at jeg ikke opdagede det ved de første gennemlæsninger. Jeg synes at det er flot med rimene til sidst, men har ingen forslag til de forrige vers fordi ordene fungerer, budskabet går rent ind som det står.

Dit digt burde læses i folkeskolen. Der moppes stadig...

Med venlig hilsen

Britt alias Danserinden ( som selv husker mobningen)

Hej Jacob
Jeg synes at dit digt er spændende og særegent.
Dog synes jeg at det fjerner lidt af mystikken at du forklarer at skyggerne hverken er mænd eller kvinder efter at du lige har skrevet at de er kønsløse. Det bliver en jordnær forklaring, der trækker mystikken ned. Du kunne nøjes med at skrive at de er kønsløse eller “er uden køn”
Et andet forslag: hvad gør det ved udtrykket hvis du frierne citations tegnene omkring ordet Virkelig i sidste linie?

Med venlig hilsen
Britt alias Danserinden

Meget stemningsfuldt.
Jeg er ret vild med linien:” klokken bliver for mange og sekunderne korte”. Det hektiske bryder frem luge inden man skal ud ad døren.
To ting undrer mig:morgenvinden indendørs?
Og så slutter det som om der mangler...noget.

Beskriver fint den hårdhudethed der kan snige sig ind. Lidt som når folk, der arbejder med varme ting, oplever at nerverne i fingrene trækker sig, så de kan holde på stadigt varmere ting.
Tinder som noget der afstumper følelserne. Måske skulle “jeg” se at komme væk...

Hvor er det sjovt!
Digte bliver let banale - især kærlighedsdigte. Man har lissom set det før. Jeg tabte interessen i andet vers og fik den skønne overraskelse til sidst, der gjorde mig næsten flov over at miste inteteressen i andet vers...
Finurligt og overraskende :-)

Det er ligesom at læse et regulært eventyr - blot på rim, digt.
Det er rigtig godt. Nogle børnebøger har samme type tekst, men illustrationer til. Var det noget at prøve?

Hej Camilla
Jeg synes at du har lavet et særdeles stærkt billede i et stærkt sprog. Jeg har læst det flere gange og hos mig står tolknigerne i kø.
Tænker på ukvalificeret hjælp hos et menneske der har behov for engageret hjælp.

Dog forvirres jeg lidt af at de ikke engang kigget ( tolket jeg som en komplet mangel på interesse) og så at de piller i såret ( en slags interesse) mens de siger at de ikke har set sådan en sår før - så må de jo have kigget? Kunne sætningen “de kigger ikke engang” omformuleres så den understøtter deres ukvalificerede, uengagerede roden rundt i såret til sidst?

Mvh Britt

Kære fru Hope

Du kan altså et eller andet...

Jeg kan godt se hvad de andre kommenterende mener, men jeg læser en betydning ind, hvor den elskede har sider der ikke kan rummes - og som der er fare for opløser alt det gode der kan rummes. Hvis jeg lukker øjnene for det grimme, går jeg desværre glip af alt det gode. Og omvendt.
Du får så meget med i den korte tekst.

Hvor pudsigt; en forelskelse, et kærlighedsmøde. Det ophører men det er med respekt og uden fortrydelse. Og jeg læser heller ingen sorg.

Titlen er lige i øjen.

Tak For din uddybning, det giver rigtig god mening. Jeg tror måske at ordet “dog” i sætningen Dog uden båd, for mig, får det til st lyde som en mangel. Som jeg forstår dig er der en tilfredshed, næsten taknemmelighed med det der er. Den manglende båd er dermed ikke en mangel men et vilkår. Og derfor læser jeg ordet “dog” som grus i maskineriet, et minus, hvor resten af digtet egentlig er modsat.

Sådan! At bruge håndværket uden at det går ud over budskabet, det er det der er kunsten.
At formen ikke kvæler budskabet. Godt gået.

Hej Charlotte
Det er så meget kærlighed i dit digt. Næsten som en fødsel i al sin gru og lys.
Der er vist meget kridt i den pensionerede lærer...:-)

Mand, du er twistet...det er ret sjovt. Der er lidt Dan Turell over det.

Hej Nicklas
Jeg kan god lide storheden i dit digt. At kunne se sig som en del af en helhed og historie, med frihed men også med skæbne som er begyndelsen og enden.

Jeg er dog lidt i vildrede omkring understregningen af den manglende båd, hele to gange. Forstår ikke symbolikken eller om det er en mangel eller et valg?

mvh Britt

Aha. Nu dæmrer det måske. Anorexi?

hurtigt indspark: Hvorfor tillod du mennesker
at rive dig i stykker?

Oedet Stykker er lettere at rime på. Måske?
Jeg er vild med linien Hvorfor tillod du mennesker... netop fordi den underbygger at "jeg" tillod det, næsten aktivt gav tilladelse til at "ja kom og ødelæg mig" Den linie synes jeg personlig ikke at du skal røre ved.

Hej Amanda
Der er noget skæbnesvangert over dit digt. Jeg er ikke sikker på hvad eller hvem"min gamle ven" er. Det behøver jo ikke at være noget godt, en dårlig vane, et misbrug, en sygdom, et menneske der ikke er godt for een... Jeg kan godt lide ikke at vide det. Jeg er til gengæld lidt desorienteret over at "jeg" skal overleve men at det er kirkeklokkerne der beder om hjælp. Kan du hjælpe mig lidt her?

mvh Britt

Hej Hanin
Det er et meget stærkt digt du har skrevet. Der er meget lidelse, både fra det "jeg"har været udsat for, og i den skyld "jeg" føler. Jeg lod det ske, ergo er jeg selv skyldig= dobbeltskyldig.
Jeg synes at du rammer en grundfølelser som jeg tror mange der har været udsat for "noget" vil kunne genkende, det være sig (omsorgs)svigt, vold, voldtægt, mobning, bedrageri...you name it.
Hvis jeg må komme med et lille pip, så er det i det sidste vers, der ellers opsummerer det hele så flot: Jeg kan godt lide at du om konstruerer ordet vige fra at få til at vige, til veget, det er mega kreativt men det er ikke et godt rim - hvad du ellers har hele vejen igennem. Men stærkt, rigtig stærkt.

mvh Britt

Fint. Så tolker jeg det som jeg først har skrevet; det er spændingen der driver. Jeg synes at det er meget flot beskrevet. Det er de sidste tre linier der afgør dette. Hvis de havde været anderledes kunne det have været et kærlighedsdigt. Sjovt at du har valgt en kvindes perspektiv.