Jeg elsker underfundigheden i skrivemåden, som alligevel ikke mindsker emnernes gennemslagskraft eller alvor. Det binder teksten sammen, hvordan hvert vers vender tilbage til det samme, hvilket jeg synes, fungerer super godt. Det første vers er min absolutte favorit, måske fordi det med færrest ord formår at danne soleklare billeder.
Da du bruger tegnsætning nogle steder, ville det måske give mening, at gøre det mere gennemgående, men det er selvfølgelig et stilistisk valg. For mig står de få gange, du bruger kommatering, bare ekstra ud uden nødvendigvis at give noget ekstra til teksten; jeg overvejer i stedet blot, hvorfor det ikke er i resten af teksten. Jeg tror forresten også, at du har et -r for meget i sætningen "at tilhører de sarte". At tilhøre. Men ligegyldigt hvad, elsker jeg din tekst. Tak fordi du delte den!

Håb, melankoli. Du formår at kombinere så meget på en måde, der på en og samme tid er flyvsk og jordnær, håndgribelig og lige akkurat udenfor rækkevide. Hvad der virker simpelt, såsom ganske få linjer, er langt mere betydningsfortættet, og det lader ordene blive hos læseren i meget længere tid, end det tager at læse dem.

Jeg kan virkelig godt lide, hvordan du formår at blande brugen af mere medicinske eller biologiske termer med mere typiske danske vendinger til sætninger, der efterlader mig på en og samme tid åndeløs og eftertænksom. Opsætningen af versene understøtter deres vægt og gennemslagskraft. Sådan!

Du formår at skabe stemninger, som er mere end summen af dine ord. Rimene virker naturlige og ikke tvungne, hvilket er en præstation, jeg værdsætter, da rim ellers let kan virke som en del af en ældre litterær tradition. Gentagelserne virker forstærkende fremfor redundante. Jeg har ikke meget andet at sige end godt arbejde.

Du formår at udtrykke flere stærke følelser. Jeg kan godt lide måde tegnsætningen understøtter teksten, det forstærker begge dele. Jeg går ud fra, at det er et bevidst valg, at helvede skrives med stort; jeg bemærkede det i hvert fald, og det fik mig til at tænke.

Jeg finder let rim forudsigelige, men de bærer teksten på en måde, der virkelig gør den behagelig at læse. Du skriver godt og stærke ord/betydningsmuligheder!

Jeg kan forsøge at komme med et par eksempler på, hvordan man kan gøre det. Der er jo intet rigtigt eller forkert.
Første vers:
Kom herhen sagde han
Du kan sætte komma eller andet tegn efter herhen; f.eks. kan du sætte "" om replikken - eller du kan skifte linje mellem herhen og sagde. Det har forskellig virkning alt sammen.

Sætningen:
Det var som om han kunne se hvem jeg var
Du kan lave linjebrud såsom:
"Det var som om
han kunne se
hvem jeg var"
... og alle mulige andre variationer. Kig eventuelt på nogle af de andre tekster herinde, som leger med den slags. Der er mange interessante eksperimenter, og det er meget et smagsspørgsmål. Begge steder, jeg har skiftet linje ovenfor, kan du indsætte komma også. Noget af det et brud gør, er at give flere måder at læse teksten på, da linjen kan læses som en lang sætning eller som flere korte. Det kan også lægge større vægt på ord ved at fremhæve dem og skabe pauser. Tegnsætning er på ingen måde påkrævet i et digt, men personligt kan jeg godt lide at bruge punktum efter særligt tungtvejende sætninger.

Indholdsmæssigt stærkt digt, som gør ondt at læse med dets berøring af identitet. Det udstråler en sårbarhed, som for mig gør titlen endnu bedre.

Jeg tror, tegnsætning vil gøre digtet her lettere at læse. Enten det eller flere sætningsbrud, hvis du gerne vil bevare muligheden for flertydighed. En mindre detalje, jeg bemærkede; I vers to bruger du både gennembore og igennem - det er dobbeltkonfekt, du får samme mening ud af at skrive borede sig igennem mig.

Brugen af de mere usædvanlige ord som transformation, fremmedlegemer, inficering osv. passer rigtig godt til indholdet. Det gør det interessant at læse, fordi teksten ikke er fuld af gentagelser af velkendte billeder. Samtidig er der en rød tråd i dem, da stort set alle sammen har en biologigrundlag. Det kan jeg rigtig godt lide.
Jeg ved ikke hvorfor, men for mig er den allersidste sætning næsten unødvendig. I de par gange, jeg har læst teksten nu, tager jeg mig selv i helt at springe den over.

Din tekst minder mig om indre dialoger, så det var en interessant oplevelse at læse teksten. Frustrationen, håndsundrækingen i samarbejdsforsøget... det er let at følge, også når du ikke direkte skriver om had eller elske. Ofte ville jeg finde den manglende tegnsætning forstyrrende, men fordi det ikke bruges her, understøttes tankeflowet, så jeg synes faktisk, det klæder teksten.

Dine billeder er interessante, fordi det ikke er de vendinger, man oftest ser, og alligevel er det ikke svært at forstille sig og forstå, hvad der menes med dem. Jeg kan godt lide fremdriften i teksten.

Et sødt lille digt som jeg alligevel ikke kan lade være med at læse noget melankolsk ind i. Det er åbent for fortolkning, hvilket jeg altid foretrækker i digte. Sproget er behageligt og forståeligt trods periodiske lange ord; det gør ikke noget, de tjener alle et formål, hvilket er med til at gøre digtet tilgængeligt for læseren.

Jeg finder ikke, at der er for mange billeder ovenpå hinanden i denne tekst, da du bruge dem til at udbygge hinanden, så de nærmere tager form af en lang allegori. Jeg kan næsten føle mig selv i en lignende situation; hvilket jeg elsker, når tekst formår. Det natursyn, teksten fremlægger, finder det smukkeste og blødeste i omgivelserne, hvilket også fint opsummeres af den sidste sætning. Jeg overraskedes over, at de sidste to strofer ikke blot er sammenlagt til en, da det næsten gav mig en opfattelse af en tempoændring grundet de færre vers i hver - det blev på en eller anden måde hurtigere - så der opstod for mig en modsætning til den ro, søvn ofte bliver forbundet med. Men det kan naturligvis også bare forstås som fragmenteringen af sindet på vej imod søvnen - eller noget helt tredje.

Din brug af billeder er interessante og indlevende. Jeg føler en vemod men også en styrke i teksten, når jeg læser den, hvilket virkelig klæder den og får den til at komme til live. Den malede puppe bemærkede jeg især, og jeg forventede næsten at du ville henvise til den igen i stedet for at bruge menneskelige-kropslige betegnelser som kind og skulder senere hen.

Jeg vidste ikke, at jeg havde brug for at læse det her, men det gjorde uden tvivl min dag bedre. Det er måske skrevet i et let forståeligt sprog og næsten lidt humoristisk/uforpligtende, men skraber man lidt i overfladen, er der langt mere i det. Verseopdeling og tegnsætning gør det hele let læseligt og forståeligt samtidig med, at det ikke udelukker fortolkningsmuligheder. Godt arbejde :-)

Smukt digt, med en hård slagkraft til sidst, som sikkert kan virke overraskende ved første læsning. Man kan sikkert læse det på virkelig mange forskellige måder - som meget god digtning ofte kan. Opstillingen især versenes brud såvel som tegnsætningen fungerer super godt for mig; Det understreger indholdet og de enkelte ord samtidig med, at det gør teksten relativ let læselig.

Stærkt budskab skrevet på en let forstålig måde ikke kun for dem, som er eller selv har været der. På den måde er det også et godt eksempel på, hvordan skrift kan hjælpe en selv og andre. Forsæt det gode arbejde med at bryde tabuer og skrive om alt det svære!

Regn kan virkelig være så stemningsfuldt især kombineret med mørke, og det indfanger du virkelig. At digtet næsten begynder og slutter med jeg'ets bevægelse giver en form for ramme, der fremstiller alle indtrykkene på en i min mening virkelig indbydende måde. Samtidig giver det også en form for øjebliksfornemmelse, der gør, at digtet ikke bare er en opremsning af indtryk, men nærmere fremstår som et snapshot, eller et intenst øjeblik af sanslighed og opmærksomhed. Det er virkelig godt, tak fordi du delte det!

Jeg vil give Pia helt ret i, at du kan noget med de små stemningsbilleder. På ikke ret meget plads formår du at skabe en ret levende situation. Jeg havde ingen anelse om, hvad retning teksten ville gå i, hverken før eller undervejs i læsningen, men den skuffede ikke. Jeg kan virkelig godt lide, at teksten slutter med en replik. Din brug af punktum fik mig til at slå reglerne for brugen af det omkring citationstegn/anføreselstegn op, da jeg ikke så ofte har set det efter tegnet. Som jeg forstår det, er punktum valgfrit, men spørgsmålstegn og udråbstegn skal komme før citationstegn. Hvis min kommentar her medfører for meget forvirring, kan du evt. selv kigge på Dansk Sprognævns hjemmeside

Tankevækkende. Jeg læste den igennem et par gange for at prøve at forstå, hvad i din skrivemåde som for alvor skaber en forskel i mit indtryk af teksten før og efter citatet. Det virker for mig mere indholdsmæssigt end skriveteknisk, men det behøver ikke være skidt, det gør det bare interessant, hvor tydeligt jeg selv oplevede et skift. Din brug af opremsninger er ret fed og giver i min optik noget til teksten lidt på samme måde, som eventyr bruger specifikke tal og repetitioner. Gentagende sætningsbegyndelse med samme ord, fuglen, kan dog især i første del næsten virke lidt for meget for mig.

Dit sprogbrug er virkelig fængende og behageligt. Jeg elsker, hvordan du formår at danne så indtryksfulde billeder uden at bruge sammenligninger. Det gør det inspirerende at læse, og selvom ordene kan virke voldsomme er det alligevel ikke overdrevet. Tak fordi du delte det.

Du formår virkelig at lægge op til ens tanker. Det er virkelig hårdtslående og interessant.