Omend et noget malplaceret ord i denne sammenhæng, så synes jeg du smukt beskriver en helt igennem hæslig barndomspræmis. Barnet der ikke kan gøre noget og som ser til og stikkes indefra. Ingen kan se stikkene og barnet må bare sluge det råt. Puha... Godt at de er fløjet deres vej.

Helt enig med Stenfisker. Jeg var med hele vejen og mærkede opbygningen. Afsløringen kan måske blive endnu mere langstrakt og nervepirrende.

Ha ha ha.... ja, den er du nok ikke ene om at føle. Mere præcist kan det vel egentlig ikke skrives. Personligt er jeg meget tilfreds med NemID. Jeg går dog i panik over, at antallet af nøgler altid daler alt for hurtigt. Specielt fordi jeg ofte får logget ud og SÅ kommer i tanke om, at jeg slet ikke var færdig...

Åh Gud, jeg bliver helt trist, men jeg kan sagtens følge dig. Mange brudte kærlighedshistorier rundt omkring i denne egocentrerede tid vi lever i. I øvrigt et super digt med stof til eftertanke.

Helt konkret og håndgribeligt. God rytme og gode rim. Det er rart også at læse den slags digte hvor man kan se det hele for sig.

Jeg får en fornemmelse af at blive opløst. På en måde elsker jeg den der opløste fornemmelse hvor man har givet slip. Jeg synes bare altid, at faren ved at tænke de tanker er, at jeg glemmer at tage livet alvorligt.

Sjovt nok. Dybt banalt, men ikke desto mindre sandt.

Det er altså virkelig en sjov historie efterspillet til trods. Som to krager havde I samlet en skat af duer derinde i krattet. Jeg blev på en måde lidt ærgerlig over, at det blev opdaget. Havde det ikke været for rulleskøjterne....

Jeg får et fint billede af pigen bag døren. Du skaber en fin overgang mellem det oplevede og den association pigen får. Man fornemmer stemningen.

Livets cyklus på godt og ondt. Om vi vil det eller ej.

Hej Emilie,

Tyndt: Jeg mente i forhold til den fysiske form på digtet. Selve rammen. Det er langt og slankt. Giver det mening? :-)

Åh gud, hvor er det egentlig hæsligt, hvad vi mennesker er i stand til i vores selvhad. Jeg er ikke i tvivl om den kamp den spiseforstyrrede bokser med, når jeg læser dette digt. Fin opbygning. Er det med vilje, at digtet er "tyndt"? Det fungerer helt klart for mig.

Der er et par småfejl hist og her. Vammlende må næsten skulle skrives vamlende eller vammelende? Eller...?! Jeg er godt klar over, at det er selvkonstrueret :-D Du har stavet spist med "d" til sidst :-)

Minder mig selv om det hver gang jeg tænker, at jeg da går mine egne unikke veje. Altså kan man egentlig det? Blive fri af manipulation og overordnede dagordener? Arrrrgggghhhhh…..

Kvinde dig vil jeg vinde og få dig til at mærke tiden forsvinde.... og så pludselig banker virkeligheden på. Vi lever lykken i glimt. Man får lyst til at genlæse for at genkalde dette glimt.

Godt spørgsmål. Har personen i digtet et valg? Det tror jeg. Hvad tænker du selv?

Smuk tekst om det at vokse op som fik mig til at tænke på mig selv som barn og mor. Det lyder også som om du har været igennem en svær tid som heldigvis ikke overskygger det smukke i livet. Relationerne. Kærligheden.

Åh gud hvor jeg kender det. Og jeg har gået rundt med den samme dametaske i årevis!!!! Sjovt tekst med en dybde som giver stof til eftertanke.

Jeg gik i første omgang forbi digtet fordi det var for langt og uoverskueligt så stødte jeg på det igen og tænkte: Nå ja, så må jeg lige se på det. Det er en lille smule uklart i sætningskonstruktionen, men indholdet er fantastisk og der er mange fine billeder og vendinger. Tænker du bare skal stramme det lidt op. Jeg er især vild med de sidste to verselinier.