Ha ha kan ikke lade være med at grine lidt af din tekst. Så jo to tekster med samme overskrift men forskellige forfattere. Fandt denne lille detalje interessant og da jeg så læste de to, var det bare lige i skabet. Både flabet og sjov på samme tid. Og så lige det bedste ved den tekst er at man kan forstå den på så mange planer uden rigtig at vide hvilken der er den rette. Det er rigtig godt, og sjovt som et modsvar på den anden tekst. :)

Det er virkelig en rørende fortælling. Læseren bliver kastet direkte índ i handlingen, og man er ikke i tvivl om hvad der foregår, alene ud fra din første sætning:

"Da jeg var elleve år, blev jeg voldtaget".

Det er en hård sætning, der kan virke utrolig barsk som den står der. Først blev jeg ret chokeret over starten og må indrømme jeg nok bakkede lidt baglæns og tænkte det måske var lige lidt for agressiv en start til mig, men du har fanget mig og jeg må lige læse virdere, og så sker det. fælden klapper fuldstændig om mig. Det er så flot skrevet det du skriver. Det ligesom bløder din første sætning op, på den måde at din færste sætning ikke virker så tom som den ville gøre hvis den stod uden den næste passage. Du bruger her en fantastisk beskrivelse der maler et billede af pigens syn på verden, på livet, på fremtiden og fortiden, og man føler virkelig med hende. Man knytter næsten sin egen hænder. Med ét virker det så rigtigt at starte som du gør og fortsætte på denne måde. Flot. Specielt dette:

"Jeg piller i sandet med mine hænder, månen kaster sølvskær mod sortehavet, der i virkeligheden går under navnet stillehavet. Alt vand er sort i min verden, alle navne er ligegyldige."

er enormt flot skrevet. Man er ikke i tvivl om at pigen bær på en skygge der har overtaget hendes liv. At hun er ramt af hendes fortid, og hun kæmper med den. Dette billede kommer igen, hvor du meget flot skriver:

"Jeg ved, at jeg ville ønske månen forsvandt bag skyerne, lod mig sidde lidt mindre afklædt, gemt væk i skyggen af dagen, men natten er ikke på nogens hold og holder hverken med eller om. Natten er bare. Med måne, hav og minder - badet i sølv og sort og smerte."

Hun har jo lige blottet sig fuldstændigt, fortalt noget som hun har så svært ved og mest af alt bare vil glemme og holde på afstand af sig selv. Men der er ingen vej tilbage. Det er simpelthen så godt skrevet, på en poetisk og smuk måde. Du forstår at male billederne med dine ord, hvilket gør føleleserne endnu mere livagtige.

Desuden er din slutning helt fantastisk, for man får virkelig det man ønsker for pigen. En der rækker hånden ud, hjælper hende, bærer hende, når hun ikke selv kan gå mere. Og man ved hun nok skal klare det og blive lykkelig. At lykken er lige der foran hende, hvis bare hun rækker ud efter den. Jeg syntes du beskriver denne livsglæde, håbet, fremtiden og kærligheden og det at stole på andre så flot i dine sidste linjer, hvor du skriver:

"og i næste nu, finder skriget hvile et sted mellem læber og havets horisont.
"Nu."
... Bag ham sejler grå skyer forbi månen og sølvstænk bliver til støvdans. Over havet."

Virkelig en flot tekst, der beskriver de følelser der går gennem pigen, meget troværdigt. Virkelig flot. og syntes det er fantastisk du har valgt at gøre teksten så forholdsvis kort som den jo er. Hverken mere eller mindre kan gøre det. :)

Det er virkelig et stærkt digt. Specielt er jeg vild med dine første 6 linjer:

"Kender du stedet
hvor larmen stopper
og stilheden starter
den ro
som dukker op uventet

shyyy ingen snak"

Man får her netop fornemmelsen af ro i sindet, af stilhed, fornemmelsen af et helt andet sted end der man normalt er med larm og fart. Som er man trådt ind i en anden verden. Du formår her at få læseren til at sænke skulderen og trække vejret dybt. Fylde læseren med ro. I hvert fald for mig. Og så kom tanken, har jeg overhovedet følt dette sted du snakker om, har jeg overhovedet givet mig selv den vidunderlige change. Det kan jeg ikke huske, og så alligevel, for er det ikke netop det du skriver lige efter, at man efterlades med en tristhed med følelsen af at tiden går for stærkt, og mest af alt har lyst til at hive håndbremsen, og det er jo lige her dit digt rammer smask lige i ansigtet. For tror ikke mange oplever disse tider hvor hjernen står stille, hvor ro overvinder larm, hvor stilstand overvinder fart og hvor ren og uskyldige følelser overvinder overfladiske behov ret tit. Det har vi simpelthen ikke tid til eller også glemmer vi at give tid og mulighed for det. Eller glemmer at lægge mærke til disse små øjeblikke i livet. Vi har travlt med at stresse rundt i hverdagens tummerum. Men det giver du her. Stilstand, ro og kærlighed. Virkeligt godt skrevet. Du minder os om at livet er værd at stoppe op og nyde

Det er en rigtig god tekst. Du skriver så man eller i hvert fald jeg fornemmer situationen for mig. Det hæsblæsende tempo på havet, faren ved vejret og håbet der forsvinder lige inden de springer i vandet, men som styrkes igen ved lyset. Syntes virkelig det er godt skrevet. Og så er der slutningen som for mig er rigtig god da den netop kan læses på to planer, at der er lys forude, de bliver redet af et andet skib, eller lyset henviser til overgangen til det hensiddes, som din overskrift jo så fint henviser til. Virkeligt flot syntes jeg.

Ninni

Det er virkelig god underholdning. Der er flere giniale steder, f.eks. "Zigzakkurs = er en politik de fører i folketinget" og mange flere. Jeg syntes ikke det gør noget du bryder stilen lidt f.eks ved " grønlænder = er ikke grønne" for syntes stadig det er underholdning og sjovt. Så kan det være min humor der er mærkelig hvad ved jeg, men syntes stadig det er sjovt at læse og smilte flere gange. Kan godt lide at du flere gange og måske oftest bruger ord jeg slet ikke ville have tænkt på når man gennemgår alfabetet. Det gør det underholdende og spændende. Hvad finder du mon på ved næste bogstav. Sjov ide.

Så fik jeg lige et øjeblik til at læse din tekst og hermed give en kommentar :)

Jeg vil starte med din overskrift, som jeg finder ufattelig flot. Poetisk smuk på en måde. Kan godt lide spillet mellem det mørke og det lyse. (Har også selv en forkærlighed til dette spil mellem lys og mørke). Med din overskrift vækkes min interesse. For hvad er mørket? og hvad er lyset? Er mørket sorg? Er lyset glæde? Det er oplagt. Hvilket for mig er okay for jeg får lyst til at læse om denne kamp. Og jeg bliver ikke skuffet. Gennem læsningen fornemmer man mørket lure lige under overfladen som en bedrøvelse i jeget, måske en sorg, måske endda en bitterhed. Man bliver virkelig fanget af handlingen og får lyst til at læse videre og finde ud af det. Og desto længere man læser desto mere dyster bliver fortællingen under overfladen. Man kan næsten føle og røre ved mørket, sorgen, bitterheden, ensomheden som jeget kæmper med som et stort mørke der har slugt ham. Virkelig godt.

Der er en form for kaos i din tekst, som for mig afspejler jegets kaotiske tanker og følelser. Flere billeder blandes ind i hinanden og man får svært ved at finde hoved eller hale, hvad er virkelighed, nutid, hvad er tanker, fortid. Jeget hvirvler mellem tanker og virkelighed, mellem minder og nutid, og kan ikke følge med. Det fungerer godt for mig som læser, da man mærker dette kaos på sig selv. Jeg kan som læser ikke holde trit med dette kaos. Man mærker det virkelig og tempoet i teksten virker forpustende og man ønsker at det for guds skyld må stoppe.

Og der stopper det. Man får en puster på det mest kritiske sted. Vel placeret. Lige her mellem mørke, sorg, ensomhed, bitterhed og kaos dukker lyset op i form af håb, kærlighed, venskab, en fremmede der dukker op og ser noget i jeget, som han måske ikke kan se selv. Men hun ser det. Bringer lyset frem. Først som et lille solstrejf i form af billedet der beskrives drømmende. Man kan næsten se pigen for sig. Glimtet i øjet. Næseringen. Smilet. Glæden der skinner. Og som til sidst bliver til virkelig lys, idet han får hendes nummer og hører hendes stemme. Måske er hun lyset i det liv han så desperat leder efter.

Det er virkelig en god handling.

Skal jeg komme med noget til teksten der kan styrkes så er det netop som du skriver at det er en grov udgave og derfor indeholder nogle fejl. Og stødte da også på nogle. Syntes din tekst fortjener at du sætter dig ned med den. Retter igennem. Finder de fejl der er og gør den så perfekt som den kan blive. Virkelig arbejder for den. For det fortjener den. Så for det meste kun stavefejl og det er som sådan små fejl, men som til tider kan blive lidt forstyrrende. Men du kan fjerne dem og give din tekst endnu mere styrke. Måske også lige kigge lidt på tegnsætning.

Ninni

Jeg har læst den her før. Jeg er ikke et sekund i tvivl. Men nu kan jeg så undrer mig over hvorfor f***** jeg ikke lagde en kommentar. Nå men hellere sent end aldrig. For kommentar skal du have på denne genistreg. Det er hammer godt skrevet, og så er det jo fedt når der er så mange der er enige i denne tekst genialitet. Virkelig flot. Mere er der ikke at sige. Grum fortælling det bare giver hele armen. Fantastisk overraskelse og uventet slutning. Havde set hende banket ihjel. Heldigvis er du mere human. Det er den helt perfekte slutning.

Ninni

Det er på så mange måder en rigtig god tekst. Specielt bliver jeg grebet af den første del. Rytmen flyder let afsted og man drages af ordene, som er valgt med omhu. Din tekst minder mig om en periode i mit eget liv, hvor jeg bogstaveligt talt blev overhalt af tiden der løb fra mig og jeg ikke længere kunne følge med. Jeg hørte mig selv skrige efter tiden og alt der bevægede sig at det for f***** da skulle stå stille bare lidt. Bare et minut så jeg kunne nå at komme og og stå igen. Men tiden hørte mig ikke. Akkurat som i din fine tekst. Og så alligevel stoppede tiden op. For i det jeg undrede mig over dette skrig, og for dig i det du skrev denne tekst, stoppede tiden op, lige nok til at man kan få et pusterum og komme op at stå igen. Og det er der styrken ligger i din tekst. for tiden til at stoppe op, skal man selv skabe, og få til at opstå. stop op og nyd livet. det er det hele værd. og løb så atter videre i livet til man næste gang falder. for tro mig det gør man. men det gør ikke noget når bare man på et tidspunkt giver slip fra tiden og rejser sig op.

Virkelig sigende og flot skrevet

Ninni

Jeg er ret vild med dette digt. Det er virkelig flot skrevet. Du skriver i et fantastisk flot og let sprog der flyder rigtig godt, og gør din tekst til noget helt specielt, for man mærker virkelig indholdet. Det er et ufatteligt smukt digt, som for mig indeholder både kærlighed, sammensmeltning, men også det modsatte, adskilthed og distance. For mig ligger det i de to vers med paraply/paraplyerne. Man elsker en anden og man går hånd i hånd og kysser. Mærker kærligheden, men under hver sin paraply, stadig adskilt fra hinanden. Ikke forenet i en og under en paraply som det burde være. Hvorfor ikke bare en paraply. Det er så godt skrevet syntes jeg. Om jeg har forstået rigtigt ved jeg ikke, men det er for mig også fuldstændig ligegyldigt, for for mig gav det ekstremt meget mening og virkelig styrke. Flot

Det er et rigtig godt digt. Den har for mig så mange aspekter af følelser. Jeg må på flere tidspunkter smile lidt, f.eks. Hvor du beskriver et dyr der kaster hende op i luften som kan hun flyve, men lige så hurtigt fjernes smilet, for hun kan ikke flyve og rammer jorden hårdt. Så mærker man pludselig ærgrelsen på hendes vegne. Sorgen over at hun må alt det igennem. Op og nedture. Men hun rammer hårdt når hun falder.

Følelserne er virkelig til at tage og føle på. F.eks. Der hvor du skriver at hun ligger alle sine sår i en papirspose og senere om aftenen ligger hun dem på sofaen. Her rejser nakkehårene sig virkelig. Det er så flot skrevet. Hvor er det trist at en person har det sådan.

Endnu engang oplever man en anden følelse for man går direkte fra at have ondt af hende til at hade sig selv, idet du skriver:

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige
at alt går op og bliver håb
at hun ryster mit blik af sig
og dit også
og bliver
- så det siger jeg"

for vi dømmer hende jo selv, denne kvinde. Med vores blikke, vores fordomme. Og så kommer jeg straks tilbage til det at føle medlidenhed, for det er så tragisk at nogen og noget kan have så meget magt over et enkelt menneske. Det er virkelig flot skrevet.

Hehe jeg har så absolut ikke forstand på det der haiku noget. Og for mig er det også det rene volapyk. Forstår slet ikke det med hjerten. Had for en hjort? Fatter minus. Men det kan jeg så gå og gruble over ind til en giver mig facit ;) men der er virkelig respekt til dig alligevel. For selvom jeg fatter hat, så har de andre fattet det, og det betyder du kan skrive noget der giver mening på 8 ord. Respekt. Og så er overskriften ret sjov.

Det er for mig et dejligt positiv digt du har skrevet her, om det at leve, nyde livet, være taknemmelige for livet og leve det, trods pessimisme. Virkelig et dejligt digt

Faldt lige over denne tekst. Av hvor slog jeg mig der. For hmm kunne jeg være en af de kvinder? sikkert nok. Men det er så med den krølle at jeg vil være lige så flov over det. Men jeg hyggede mig med dine fortællinger. De er så sjove, at de med garanti bliver husket. Hvad sådan nogle viceværter ikke bliver udsat for. Jeg bor selv i boligselskab og de viceværter bliver da også udsat for lidt af hvert, men de er fantastiske hver og en. Redder vores dag hver gang fra at eksplodere lige i hovedet, og så altid med en eller anden kvik bemærkning. Så som dengang jeg havde låst mig selv ude og måtte have fat i viceværten for at han kommer og fortæller mig at man altså ikke kan låse sig selv ude, for dørene kan ikke smække. jeg var nyindflyttet og det kunne de altså der jeg kom fra. det var så flovt men han grinte bare, og hver gang jeg møder ham spørger han om jeg har husket at låse og har nøglerne med. han er da hjælpsom, for det hænder da man har glemt det. Det må ligge til faget at være hjælpsom og vittig på samme tid. :) men mange tak for fantastisk læsning og hygge.

Ninni

Wow det er virkelig et snedigt stykke tekst det her. Du gør inspiration levende og det virker ekstremt godt. Man kan se for sig hvordan man er forladt og tom når inspirationen er væk, men når den kommer kan man mærke og føle den på sin egen krop. Som en kærtegnen over det hele. Og man føler sig elsket. Elsket af inspirateionen. Man kan blive helt forelsket i den. Forsvinde i dens lys og glemme om alt andet, der ellers fyldte ens liv. Samtidig kan din tekst også forstås som et desideret kærlighedsforhold mellem to mennesker. Hvilket giver din tekst en fantastisk styrke og alsidighed.
Flot skrevet

Skrald griner stadig. Sikke da en gang vrøvl der alligevel giver perfekt mening. Sikke skræmmende. Det er en fantastisk tekst om stort og småt, og nogle af brudstykkerne kan man måske endda genkende, hvorfor det kun giver endnu større mening men også til tider kraniebrud og latteranfald. Hvilken skæv humor. Dejligt med en tekst der kan underholde for underholdningens skyld, også selvom det måske ikke engang er meningen. Men underholdt er jeg. Tak for det

Der er noget godt i denne tekst. Syntes det er et meget spændende tema du her skriver om. Stilen du skriver om virker meget lige til og som andre også har skrevet som om du har skrevet hvad der falder dig på hjertet lige i det du har skrevet det. Ikke tænkt dig så meget om, og desto mere respekt til dig. For det er faktisk kloge ord. Ingen kan rigtig kende en, for man viser aldrig ens sande jeg. Man har forskellige masker man bruger i forskellige situationer, man gør ikke som ved vennerne som ved svigermor eller oldemor eller far. Derfor kan ingen kende den fulde person der gemmer sig i mennesket. Men som de andre også skriver skyldes det nok ikke et bevidst valg, for tror heller ikke man selv kender sig selv til bunds. Man gør nogle ting og skabes på ubevidste processer inden i sig selv og i livet. Alt dette til sammen udgør et menneske, hvor en brøkdel er synligt for sig selv og andre mens resten er skjult og nok aldrig bliver synligt. Men bestemt rigtig fint skrevet.

Der er lidt fejl her og der. Tror det er slå fejl. Men et sted jeg faldt over en lidt skæv formulering er hvor du skriver:

Når man smiler, så regner folk automatisk med, at jeg har det godt og lever det gode liv..."

Jeg studsede over denne sætning op til flere gange og hver gang distraherer den læsningen og hylder mig ud af den. Tror du enten skal holde dig til man eller jeg. Sådan at der enten står "når JEG..." eller "når man smiler, så... ....at MAN har det godt og lever det gode liv." Personligt foretrækker jeg at du holder det i samme stil og omskriver til JEG som du ellers har gjort hele teksten igennem. På den måde får jeg en fornemmelse af at komme tættere på handlingen og kunne leve mig ind i den. Lidt som en dagbog.

Men derudover syntes jeg det er en rigtig fin tekst

Du skriver rigtig godt. Jeg kan godt lide den måde du starter digtet. For hvem kender måden kærligheden flyder på. Kærligheden er så uforudsigelig og ukontrollable i sin så fine støbning.
Du har en rigtig god rytme der flyder rigtig godt. Det er nemt at læse dit digt og lade sig forføre af ordene og det du skriver. Jeg er specielt betaget af disse sætninger:

Jeg kender ikke den måde kærligheden flyder på.
Den måde den kommer, og går.
...
Jeg ved ikke men jeg tror.
...
Ja, jeg ved, men jeg kan bare ikke sige.

Der er en uforklarlig styrke i disse sætninger som jeg slet ikke kan forklare. Men måske det slet ikke skal forklares. De er så flotte i sig selv. Virkelig godt skrevet

Dog har jeg lidt med slutningen. Ved ikke om det er det der "Og ja,..." Der på en måde for mig bryder det æstetiske på en eller anden måde. Eller om det er det at du skriver " det viser jeg også elsker dig" egentlig er det en meget sød sætning, men resten af din tekst er så meget mere æstetisk. Måske nu hvor jeg tænker over det er det okay med et knæk til noget helt umiddelbart og rent. For er det ikke hvad kærlighed er, Uanset hvilken afskygning den gør sig gældende i?

Så egentlig vil jeg bare give dig kredit for dette digt. Det er virkelig flot skrevet. Fryd for øjne og specielt ører og fantasi

Det er rigtig godt det her. Du fanger mig som læser med det samme, og holder interessen og koncentrationen hele vejen igennem. Hver linje giver en ny betydning og hver linje har sit eget liv. Det er rigtig godt. Jeg kan specielt godt lide din begyndelse:

Hvad der var
er.
Hvad der er
Skal blive igen.
Hvad der endu ikke er
Skal aldrig nogen sinde blive.

Det er virkelig en fryd at læse. Det klinger virkelig godt, og det at du fører det videre i næste strofe er bare desto bedre. Og du holder det hele vejen igennem. Er vild med din ide om at dække hjertet til. Som lukker man øjnene, bare her lukker man for alt følelse og lukker alt ude, selv de der står og råber om at blive redet, de der er gået fallit og hyklerne. Det er bare spot on skrevet. Hvilket fuldføres til sidst hvor du skriver:

Du tror måske jeg er en simpel og snæversynet mand,
men jeg ved hvornår verden står i brand
Og hvad man skal redde.
Luk dine øjne.
Dæk dit hjerte.
Tag min hånd
og følg mig

Det er bare rigtig flot afsluttet, for hvad er det man skal redde og hvornår står verden i brand. Det ved man kun selv. Dæk dit hjerte, for uden dit hjerte kan du intet stille op.

Virkelig virkelig flot skrevet

Ninni

Jeg kan faktisk rigtig godt lide dette digt. Der er virkelig en sorg dybt ind i dette digt, som er til at føle på. Først sad jeg med en tanke om det var en forælder eller slægning eller den store kærlighed der havde forladt denne jord, men senere får jeg den tanke at det måske slet ikke er så håndgribeligt, men snarere et flygtigt billede af en. Hvilket giver din tekst en alsidig handling. Virkelig flot syntes jeg.

Jeg bed dog ikke lige mærke i nogle alvorlige sproglige fejl, men jeg er sku også en dør til det med det danske sprog. Der kan da sagtens være lidt, men ikke noget der gjorde mig noget. Nogle gange skal man bare læse en tekst for det den er. Smuk i sin handling.

Det er en fin ide du har her. Din start fanger virkelig, for det er faktisk godt tænkt det med telefonen og hele verden der på et øjeblik skrumpes ind til næsten igenting. Jeg får lyst til at læse mere. Du griber din læser flere gabge og fører ham/hende videre på en eæegant måde. F.eks. Fra interessen og det mere filosofisk videnskabelige billede af telefonen til den unge mand der ligger ugidemig i sengen og nægter at tage telefonen. Jeg bliver spændt og nysgerrig for hvad er der med denne fyr, er han deprimeret og overvejer en eller anden måde at slippe for dette ligegyldige trivielle liv, eller er han bare teenager eller ung som nægter at gøre hvad han burde gøre, i evig modstrid med omverdenen. Det er ret spændende. Egentlig får man ikke rigtig svar på det men det gør ikke så meget. Jeg kan rigtig godt lide det åbne spørgsmål. Lige så vel som jeg også rigtig godt kan lide den måde du besvarer opkaldet. For uden at den unge mand tager telefonen fletter du til sidst ind hvem det højest sandsynligt er der har haft ringet. Fodboldkammeraten. Men vi får det aldrig rigtig af vide for det kunne jo også være pigen, eller endda præsidenten. Hvem ved det før man har taget røret og personen har tilkendegivet hvem det er. På den måde får du samlet starten og slutningen på en elegant måde syntes jeg.

Når det så er sagt blev jeg lidt forstyrret og endda irriteret på skrivemåden i det første afsnit efter telefonen har ringet. Jeg føler mig lidt som en altvidende fortæller, der er sat langt væk fra handlingen hvis du forstår. Det er primært de fortællerkommentarer som f.eks.

"der er selvfølgelig en vis statement...."

der irriterer rytmen og oplevelsen for mig.Jeg skal kæmpe meget for at forbinde og forene mig med habdlingen. Det skyldes primært at jeg har fornemmelsen af at lytte til en lærers gennemgang af en analyse til en tekst om denne unge fyr. Det er synd man bliver så distanceret fra handlingen. For mig ville det have fungeret bedre hvis man havde taget mandens synsvinkel fortalt af en usynlig fortæller som du gør under fest-afsnittet, der fungerer meget bedre. Fortælleren er alt for synlig og forstyrrer en hel del. Desværre. For handlingen og ideen med teksten er virkelig godt tænkt. Og den sidste del del, beskrivelsen af festen er godt skrevet og elegant flettet sammen med telefonopkaldet. Flot

Ninni

Det er et fint digt det her. Din skrivestil er forfriskende let at læse hvorfor teksten kan nydes endnu mere og detaljerne kommer frem. Kan specielt godt lide du ikke har sat det op i strofer men nærmest som alm. Sætninger med knæk.

Men jeg må indrømme der var sætninger jeg æige skulle læse igen for at forstå fordi der habde sneget sig stave- og slåfejl ind hist og her. Det er synd for ellers kører det hele ufatteligt flydende og det fungerer rigtig godt. Men stavefejlene kam være ret forstyrrende for rytmen for mig. Det gølder f.eks. Hvor du skriver:

"Jeg læste bryllupsannoncen i avis i sin tid"

Egentlig forstår jeg udemærket hvad du mener og vil skrive men min koncentration fra digtets handling blev fjernet til noget helt andet. Hvilket er synd. Det sker desværre flere gange gennem digtet.
F.eks. Igen hvor du skriver

"Jeg var må indrømme..."

En anden ting jeg studsede over og som til dels fik mig af sporet er hvlr du nævner børnene Amalie og Daniel, og senere i digtet skriver at manden har været til fodbold med drengene. Hvilke drenge? Var der ikke kun to børn, en pige og en dreng. Og så må man op og tjekke, hvilket forstyrrer lidt. For hvad er det så for nogle drenge? Er det hele fodboldholdet og kommer de hjem til dem bagefter eller er det kun drengen og faren der kommer hjem?

Flere gange skriver du "jo" ind i din sætning fordi den leder tilbage til noget du har skrevet før og pludselig bliver det meget krævende. Jeg er jo gift. Lykkeligt gift. Men måske det alligevel for mig bliver irriterende for man får ligesom kastet hendes bryllup og glæde i hovedet flere gange, som om man lige skal mindes om det igen, og det er egentlig ikke nødvendigt. Man husker det udemærket. Alligevel kan det godt fungere, da man forbinder sig med ham og jeg bliver næsten arrig på hans vejne. Hende og hendes lykke. Hvad med mig/ham?

Du benytter dig af en hel speciel skrive teknik for man aner et brev til denne gamle kæreste som man sidder og læser, hvorfor man bliver draget helt ind i handlingen og både forbinder sig med hende og med ham. Man kan næsten mærke brevet mellem sine hænder, hvilket er vildt godt. Jeg oplever virkelig alle de følelser manden må stå med når han læser brevet. Kærlighed, sorg, bitterhed. Kærlighed for han har elsket hende endgang og hun er lykkelig nu. Eller er hun? For hvorfor tænker hun så på ham og insisterer så voldsomt på sin egen lykke, familie og bryllup. Er det non påtaget, og der kommer der måske lidt sorg ind, for de kunne have været sammen, det kunne være ham. Han kunne gøre hende lykkelig det skriver hun jo selv " vi ville være blevet lykkelige..." men nej sådan går det ikke og man kan næsten smage den bitterhed der måske gemmer sig i ham. For hvorfor skal hun ribbe op i det når han jo er gift og har sin egen familie. Hun havde chancen. De havde chancen og nu er det for sent.
Men det er bare min hjerne der går i selvsving

Og så laver du lige den sidste detalje:

"Farvel elskede"

Hvorfor nu det, er hun da ikke lykkelig med sin familie, mand og to børn. Lykkelig gift. Eller er hun. Jeg ænser en smule usikkerhed som understøtter resten af det hun skriver. Måske hun dækker over den kærlighed og lykke hun alligevel ikke rigtig har, men som hun tror hun har eller udgiver for at have. Måske er hun lykkelig men ikke helt ovre ham. Der er så mange spørgsmål og jeg kan blive ved. Det gør din tekst så meget mere spændende.

Ninni