Sidder og kigger på det hvide kommentarfelt. Ordene vil ikke rigtig komme. Man skriver ikke noget overfladisk til sådan en tekst. Man skriver ikke bare noget....For hvilken følelse sidder jeg med nu? Hvilke tanker har dette digt skabt i mit hoved? Der er kun et svar; tomhed. kærlig hilsen camilla

Puha, bliver virkelig rørt over dette digt. Jeg sad med en klump i halsen, en frygt for at digtet ville ende forfærdeligt, men det gjorde det ikke. Meget, meget smukt. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Måske fordi jeg selv er mor (et sært fabeldyr af en høne, en løve og en regnorm).
1000 tak frordi jeg måtte læse det. kh camilla

Hej Oscar.
Af natur er jeg een der har svært ved at acceptere begrænsninger og grænser, hvilket både er min styrke, men også min svaghed.
At acceptere et tab kræver en stor vilje, men også et mod, som ikke mange har, tror jeg. På min højre hånd har jeg fået tatoveret ordet "Déjame". "Slip mig" eller som jeg også læser det engangimellem "Giv slip". :-) Den har jeg fået netop for at minde mig selv om dagligt at jeg skal huske at give slip noglegange, for i det ord, ligger accepten. selvom det er skide svært. Fordi for mit vedkommende er det at give slip noglegange det samme som at give op, og det ligger ikke til min natur, så der opstår tit en hel del indre kampe. At have mistet billeder i sin hukommelse er måske også et tilvalg, fordi, når voksenlivet bliver for stor en mundfuld, er det rart at have et sted man kan flygte hen til for at genvinde styrken til at rejse sig op igen. Jeg bruger min egen barndom, selvom savnet kan give mig vemod i hjertet, engangimellem, og vender tilbage til voksenlivet med genvundet styrke. Måske er det ikke helt sandfærdigt, men det er effekten der er det vigtigste, tror jeg. mvh Camilla

Hahahaha!!! Genialt digt! Man bliver i "skide" godt humør. ;-D

Fedt digt! Overraskende og med anderledes sammensætninger, som gør at man lige skal læse tilbage. kh camilla

Puha..fantastisk digt! Den sidder lige i skabet hos mig! Og kan kun give dig ret i at man i det mindste skal have bare een person at dele sorg med. Men jeg har erfaret, at sorg samler også mennesker, måske endda hos nogle som man slet ikke regnede med. kh camilla

Kære, kære Maryanna!

Hvor er det SKØNT at høre fra dig!!! Tænkte faktisk på dig forleden dag hos psykologen,hvor jeg skulle lave en åndedrætsøvelse og var ved at gå ud af mit gode skind af angst.Kunne FYSISK mærke min krop stritte imod og den var allerede på vej ud af døren.

Kom til at tænke på dengang jeg var nede ved dig, og tænkte "Enya"! :-D

Men jeg er utroligt glad for din kommentar, selvom ros jo også stiller krav og forventing. Det behøver det ikke gøre, det ved jeg godt. Men det gør det for mig, og det er netop disse to ting, som har fået mig ned med flaget.

Min krop gav op for en måned siden. Men det var egentig ikke en overraskelse.

Samtidig fik jeg en abort for 14 dage siden, desværre. Den var ikke selvvalgt, men jeg skulle alligevel tage beslutningen, da fosteret var meget, meget sygt. Men jeg var 11 uger henne, så det slåsser jeg også med lige nu. Skyldfølelsen.

Der er sket utrolig mange ting den sidste måned. Som påvirker mig meget, men jeg har stadig kampgejsten, fordi jeg er pissestædig.

Det betyder ufatteligt meget at mine ord kan betyde noget for andre mennesker. Det oplever jeg meget af her for tiden, og det giver mig endnu mere lyst til at skrive om det jeg går igennem. For jeg VED at jeg ikke er alene med alle de tanker og følelser.

Jeg håber du har det godt.

kh camilla

Kære celina

Din kommentar betyder ufatteligt meget for mig, og alder er ligegyldigt. Til trods for min 33 år, føler jeg noglegange stadig at jeg knap nok er begyndt på at forstå hvad livet egentlig er for en størrelse.

Ja, jeg har "prøvet" meget. Intet af det har været selvforskyldt. Uheldige omstændigheder, men jeg har altid valgt at se det fra den positive side, og det er netop det der er humlen i det hele.

For jeg har tit tænkt, og tænker den lige nu, men det er fordi jeg sidder i det jeg gør, at det hele ville være lettere, hvis man bare cuttede alle forbindelser væk. Hvis bare man havde sig selv, når blev man aldrig såret og svigtet af andre. Og ikke kun andre mennesker, men også livet.

Men!

I sidste ende er det overhovedet ikke løsningen, snarere tværtimod. For det der giver mit liv mening er netop de mennesker, som jeg er bange for at miste! Det kan være voldsomt at føle så meget, men omvendt giver det netop så meget igen, som jeg aldrig, ALDRIG ville være foruden!!!!

Det er netop det jeg mener med at stirre livet stædigt i øjnene. Og til trods for at jeg lige nu kæmper med angsten for at miste, så kan jeg mærke at min vilje og min livslyst stadig brænder inde i mig, og at det hele nok skal blve bedre. Den har jeg altid haft, og den har alle mennesker.

Det drejer sig bare om at lede.

Den eneste solide erfaring jeg har fået, og som jeg kan give videre, skulle nogen spørge, er "Det BLIVER bedre!!"...og det er en garanti!!!! Tit behøver man ikke gøre noget selv, så vender det hele. Og DET har altid fascineret mig ved livet.

Man må ikke give op!!! Aldrig! Og der er altid mennesker som vil stå på hovedet for at hjælpe. Måske ikke altid dem som man tror, men det kræver selvfølgelig at man åbner munden, og det er nok noget af det sværeste, fordi man er så rædselsslagen for at blive afvist eller ikke forstået. Den angst besidder jeg stadig, og det tror jeg alle mennesker gør. Ung som gammel.

Jeg ser dette her som noget jeg skal igennem for at få mere ro i sjælen. Dette her har klart forbindelse med at jeg er blevet mor.

Dine ord betyder rigtigt, rigtigt meget for mig! Og det har intet med livserfaring at gøre hvordan man føler. Alle ryger ned engangimellem. Alle forstår ikke meningen med livet engangimellem og alle bliver angste. For livet er en hård satan at sluge og forstå, men omvendt er det også så fantastisk at man måber. Jeg elsker virkelig livet, selvom jeg i disse tider har svært ved at forstå det, men kærligheden er intakt.

Håber mine ord giver mening for dig.
kh camilla

Hej alle sammen, og 1000, 1000 tak for jeres kommentarer.

Pt. er digtet desværre skrevet af egne personlige erfaringer, også medregnet fortiden.
Pt. fylder livets groteskhed som store skyskrabere, og skygger for mange af de gode ting som livet også har.

Pt. kæmper jeg for at komme ud af stress og depression, men jeg er en stædig fanden, så pt. afspejler digtet PRÆCIS hvordan jeg har det her for tiden.

Men det skal nok blive bedre. :-)

Jeres kommentarer er ihvertfald meget vigtige for mig, og jeg er meget glad for dem.
kh camilla