Tusinde tak!

Dine ord rammer meget rigtigt. Teksten er et eksperiment, hvor jeg har forsøgt at pumpe så mange betydninger og hemmeligheder ind i den. Samtidig ville jeg gerne give koderne til nogle af svarene... så jeg er glad for, at du opfatter det som en labyrint af halve og kvarte meninger, og at den ikke er for bizar.

Jeg går ind for, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at fortolke en tekst på, så selvom jeg har skrevet den, har jeg ikke patent på dens mening for andre. Det sagt kan jeg godt dele nogle af mine tanker fra skriveprocessen, selvom jeg vil understrege, at teksten har doblet i mening efterfølgende også for mig selv. Generelt spiller teksten på kontrasten mellem natur og menneskeskabt såvel som fyldt/mættet overfor tomt. Våd natur forbinder jeg ofte med en tyngde, der kan sammenligne med den tyngde ensomhed (Tomme gader) kan fremkalde. Samtidig giver det at være i vand lettere bevægelse dvs. en form for frihed og frit spillerum, jeg sjældent ser foreneligt med menneskemængder. Jeg har det ikke godt med mennesker i det hele taget, hvilket ofte skinner igennem. Det er lettere at knytte sig til og være tryg ved sporene af mennesker fremfor menneskene selv. Derfor bliver personer ofte forstyrrende eller ødelæggende i mine skriverier. Den farvede plast var noget skrald og paraplyer, jeg reelt observerede, og med deres farver virkede de næsten unaturlige og forstyrrende. De gule mursten er baseret på en bygning nær mig, som hver gang det regner bliver brune i plamager. Det billede sætter jeg overfor naturen og planterne, som vokser op ad bygningen - jeg tænkte på deres gensidige påvirkning af hinanden i billedet såvel som i fortiden og fremtiden. Jeg kunne forsætte også med flere fortolkningsmuligheder, men det er sjovere at lade det stå åbent for andre.

Tusinde tak :)

Tak. Jeg kan aldrig finde ud af, om det, jeg skriver, er digte eller ej. Jeg skriver bare en sådan tekst hver dag og har gjort det i snart et år.