Hej Astrid

En spøjs, lille tekst, du der har begået. Jeg går ud fra, at jeg ved at more mig over den, har forstået den ret!
Min hovedperson i min langsomt udsivende roman, Firewall, er også akademiker. Men hans problem er et noget andet end din hovedpersons, ja nærmest modsat. Som ansat i en privat virksomhed er han er kastet ud i en verden, der er mere betydningsfuld end hans. Det må han leve med, men lider under, at det ikke burde have været sådan. Af samme grund bliver hans deltagelse i tilværelsen en underlig forkvaklet en.
Men læs selv. Forfatteren har nemlig et helt tredje problem: At hans tekst er ret så upåagtet.

V.h.

Sabbath

Hej Astrid.

En meget rørende digt, som går lige i hjertet på mig, jeg ved kun alt for godt hvad det er for følelser du beskriver. Rigtig godt skrevet, tak for det.

Fin lille tekst om depression jeg håber du kan få rettet bulerne lidt ud med tiden.

Meget sigende tankeeksperiment, jeg ville sige, at man findes, når andre kan se en og støde ind i en, hvis man står i vejen.

hmm...ja, den med fordeling af ansvar kan være svær...hvad med at dele, tænker jeg? Jeg kan nu godt lide den selvironiske og direkte tone i din tekst. Du nævner måske selv en del af svaret, at blive voksen? Godt at du også lader læseren tænke over hvad svaret kan være med det dér ansvar. Flot tekst....:-)

Stakkels stakkels akademiker han eller hun går glip af så meget som almindelige mennesker oplever og opfanger for alt handler om vedkommendes egen overlegenhed. Trist, andet er der ikke at sige. Men du beskriver det fint, jeg kender godt de der akademikere.

Kære akademiker!

Jeg er sikker på, at du har moret dig en del over kommentarerne. Selv er du jo dækket godt ind, idet det er umuligt at se, om du er idiot eller ironisk.

Venlig hilsen Vagn Peyk.

Hej Astrid!
Jeg siger dig det ligeud: Det er et overlegent stykke tekst, du har fået skrevet her. Hvis jeg må assistere Akademikeren lidt, vil jeg sige hende: Prøv at få hjertet ind også, og her har du et citat fra Tom Waits, som altid er god til at blive menneske af igen:"Come down off the cross, we could use the wood!"

I forgårs gik jeg en tur i en nærliggende park. Ved siden af alfavej gik en udenlandsk kvinde med tørklæde, og sankede brændenælder med plastposer om hænderne sine. En yngre og meget ivrig fyr i shorts og med et stort smil om læberne gik helt tæt hen på kvinden, tiltalte hende, og gav sig til at fotografere kvinden. Jeg stoppede op, og spurgte:"Undskyld, men kender du hende? Eller tager du billeder af alle?"
Fyren svarede:"Jeg kommer fra Københavns Universitet."
Jeg løftede et øjenbryn, og så spørgende på ham. "Eh, ja?"
"Jeg kommer fra Københavns Universitet, og vi er ude for at kortlægge området, så vi kan se, hvad folk bruger parken til," sagde han.
""Fint," svarede jeg. "Jeg har også selv gået på Uni-Buni i samfulde syv år, men én ting vil jeg sige dig: Den kloge er dén kvinde, der går rundt dér og samler sin aftensmad gratis sammen, den fjollede er dig, der kortlægger hendes aktiviteter."
Jeg kunne ikke lade være. For hvad skal livet med "Jeg-er-fra-Københavns-Universitet-typer"?
Han var ved at kvæles i sin egen vigtighed på sit selvs vegne. Han trænger så gu´ til at sanke urter i livet.
Gode hilsener til dig.
Alma

Hej Astrid.
Jeg forstår, hvad det er du forsøger at sige, og der er mange gode elementer i det.
For mig opstod problemet ved at du er for direkte i din udlevering af den bedrevidende, kulturelt oplyste akademiker. Du kunne gøre det mere subtilt - lave det fra en jeg-persons narrative synspunkt, uden at påpege, hvori den der selvgode følelse stammer fra. Prop endelig flere referencer til f.eks intertekstualitet, konkrete forfattere der anses som mere værd, og andre kulturelle spidskompetencer ind. Så vil det virke mere kraftfuldt.
Men tak for delingen!

Ja, det er jo hårdt, fristes man til at sige! Heldigvis ligger der en tyk dyne af sarkasme over teksten som egentlig bare gør, at man får ondt af denne akademiker, som lever i sin egen lille boble og som, når livet når til sin slutning, måske vil spørge sig selv hvad vedkommende fik ud af det? Du stiller jo det meget gode spørgsmål om et elite liv er mere værd end et "almindeligt" liv? Heldigvis er der jo meget andet end at være ekspert i engelsk litteratur her i livet...fx. at man kunne overveje at opføre sig mindre stupidt og ulideligt overfor sine medMENNESKER, så man måske fik noget igen. Man kan jo være eksperter på hver sin måde. Sådan kan man være så forskellig. Jeg er mere af den holding at jo mere bred ens viden er, jo mere helt menneske har man også mulighed for at blive. Men diskussionen er bestemt interessant. Jeg opfatter hovedpersonen her (som de fleste nok vil), som ufattelig arrogant, på sin stenstøtte i ørkenen. Men super godt emne vil jeg sige, og et godt oplæg til en diskussion. :-)

Interessant som du bruger forskellige betydninger af ordet nok i din tekst, og du kommer vidt omkring! Og du har jo nogle gode pointer om hvordan man kan/bør/skal være sammen, og at der også er en verden udenom, det synes jeg er fint. Så alt i alt en fin historie :-)

En fin lille følsom tekst!
Desværre gør mange mennesker lige netop hvad han gør. Dækker sit ydre, så ingen tør og kan komme rigtig nær. Det kan være muskler, kraftig makeup, påtaget attitude osv.
Synes du har fat i et godt emne og vil give Novae ret i, at det kunne blive et smukt digt.

Sanne

Meget smukt skrevet! Jeg tror også emnet havde gjort sig godt som et digt? Og det er jo rigtigt at man ikke kan/skal bedømme folk på deres ydre skal, men snarere se hvor stærke de er i ånden. Det kunne være fint hvis der måske blev antydet lidt mere hvorfor han har det sådan? Men som sagt, rigtig godt skrevet, og med et sart touch...:-)

Jeg tror, det kræver at man giver slip på et eller andet, for at kunne glæde sig oprigtigt. Sådan har jeg selv oplevet det. Men jeg tror, at man kan :) Meget filosofisk betragning om latterens beskaffenhed,
tak for det, Astrid :)

Mange hilsner.

Mennesket bruger al den styrke de er givet, og kan alligevel være at betragte som det svageste, ja hvad forstås ved ordet "svageste"

Synes det er et digt der kunne få mange kommentarer, og hvorfor så kun een, forstår jeg ikke helt, måske fordi digtet er "tabu", blot noget jeg tror.

Hmm.. har nu læst dit digt et par gange, og jeg kan stadigvæk ikke rigtig se hvad du vil med det. Det er ligesom lidt fjernt, som om man skal kende historien bag, for at forstå det.
Jeg synes ikke rigtig at jeg kommer til at tænke nærmere over dit digt, desværre..

Men er sikker på at du har haft en mening med det :-)

Flot og velskrevet tekst om et svært emne. Jeg kan sagtens forstå dig, og håber du har fundet ud af a bearbejde din sorg for det har du jo ligeså meget brug for som alle andre!

Flot velskrevet tekst. Indholdet er dog sørgeligt men samtidig en påmindelse om at minder kan ingen tage fra os, ej heller de fortrængte...

Kære Astrid.
Av for den....her har du ramt hårdt og dybt.
At se det på skrift gør det så virkeligt.
Og den virkelige sandhed er ikke til at håndtere
så vælger vi det sikre
glider tilbage i køen på kontrollens motorvej.
Tænker tit, salig er de enfoldige...alting ville være nemmere.
FRIHED!

Vh. Poul

Hej Astrid, uha da, den stakkels pige, som føler sig udenfor her. Det er bestemt en rørende skildring af hende og hendes følelser, som du laver her uden at falde i sødsuppegryden. Her sidder man og tænker, at mor og søn foran måske slet ikke opdager, hvordan hun har det. De tror jo, at hun græder af en anden grund. Sprogligt syntes jeg slet ikke der var noget at sætte en finger på. Bestemt en rigtig sød tekst, der gør lidt ondt. VH Mons

Meget velskrevet og rørende tekst - Flot.

Trist lille tekst, jeg kan godt sætte mig ind i dit dilemma.
Det er svært, fordi man selv ikke rigtig ved om man mangler de her minder?
Det er en god tekst der er delt op i afsnit så den er overskuelig at læse.

Flot :-)