Hej Cecilie
Ja mandag er en dag med blandede følelser. Det er dagen hvorpå alvoren træder i kraft i arbejdslivet og man må vinke farvel til en afslappende weekend. Det gode ved mandagen er vel at alle butikker atter har åbne og alt er ved det normale.
Tak for generel information, der fik mig til at smile.
Kh David

Hej Cecilie.

Sjov lille tankestrøm.

Personligt elsker jeg mandag. Der er travlt på arbejde efter weekenden, og man er frisk og veludhvilet. Tirsdag derimod...

Tak for læsningen

:) Jahhh, mandage... Stakkels dag! Hadet af så mange mennesker. Og vi gør det om og om igen i en endeløs cyklus... Mange hilsner.

Hej Cecilie
Så fint så enkelt. Et dejligt digt du er en dygtig digter
Gode tanker fra Ulla

Hej Cecilie,

mega fedt digt, med en original og associations-rig titel, en blid intro til jargon og rytme, og endelig en rytme og en metafor-brug af højeste klasse. Æstetik og afrunding er lige så vel vellykket og mega, mega godt konstrueret. Stærkt gået, og tak for at dele endnu et mesterværk herinde :-)

Ift. selve teksten, som jeg tolker den - jeg kan læse at medkommentatorer Pia og Emil tolker teksten anderledes end jeg; titlen fik mig med det samme til at tænke på selvmord, og det samme gør teksten, delvist.

Jeg tolker værket som omhandlende overbevisninger, og om at turde at give slip på dem igen, selv når de ellers har tjent et formål. "Rebet" står for mig, i min betingede tolkning, som en metafor på overbevisningen om selvmord som en løsning - jeg lider selv af OCD-agtige selvmordstanker, hvor selvmord ved hængning er som mit Mekka og mit Rom, som alle veje fører til. Omend tankerne altid er pinefulde og altid melder sig ved forpinelse, så tjener de også et formål - ved at vide at der kan sættes et punktum for det hele, og at det er en selv der kan sætte det.

Men selv hvis de tjener et formål, selvmordstankerne, som en slags copingmekanisme for lidelse, så ville et liv uden dem klart og selvfølgeligt være et foretrække - men det er så svær en overbevisning at give slip på, for mig personligt måske umulig da jeg har forsøgt hele livet, bogstaveligt talt. Men måske planter et digt som dit et frø til forandring - det gør i hvert fald indtryk, dit værk, selv hvis min tolkning er helt ved siden af.

Jeg håber at jeg tolker forkert, og at "det endelige punktum" ikke er noget du selv slås med - når først man har samlet rebet op, er det svært at give slip på igen, men ikke umuligt. Jeg så engang en dokumentar om voksne, der som børn havde været udsat for overgreb, og hvor én af dem fortalte om hvordan selvmordstanker lige siden havde domineret hans tanker - men også hvordan han kunne give slip på dem igen, når han huskede på at det var et lille barns barnlige overbevisning, at selvmord var løsningen - et barns manglende og bestjålede fantasi til at turde håbe, men en fantasi til at turde håbe, som han i dag havde - når han lige blev mindet om den, fantasien. At høre ham omtale selvmordstanker som noget barnligt og umodent, ændrede tankerne lidt for mig..

Dit digt er elegant, smukt og dybt, på én og samme gang, og især titlen er altså bare genial. Tak igen for at dele herinde, og undskyld hvis min tolkning er helt ved siden af; jeg forventer intet svar på kommentaren her, og ønsker dig god fornøjelse med skrivningen, og masser af god vind frem :-)

Kh Ansu
PS: en sang der hjalp og fortsat hjælper mig, når jeg rammes af tanker om at afslutte det hele, er engelske Lowkey - Bars for my brother. I sangen, som på youtube kan høres med teksten til sangen stående på skærmen, fortæller Lowkey om sin bror der mistede livet til selvmord, og om hvordan han "ville ønske at jeg kunne brække benene på dig, så du ikke sprang" - altså han synger/rapper om sin umådelige smerte og sin vrede over brorens selvmord, men trods hans vrede er der sådan en omsorg og forståelse på tracket, som har hjulpet mig selv meget. Her link til sangen, selvfølgelig uden forventning om at det høres = https://www.youtube.com/watch?v=UvN5h9mTqKY

Wauw, det digt fungerer bare rigtigt godt, og det er sært genkendeligt når kærlighed går hen og bliver for meget. Jeg ved ikke, om det er den rigtige fortolkning, men det var hvad jeg, kunne få ud af det. Mange hilsner, og pas på dig selv!

Hej Cecilie

Et fint lille digt, der kan forstås som en lille fortælling om der samlede et reb op, fordi genbrug er godt. Men jeg tænker, at det nok mere er en "lignelse," ? Rebet er i den forståelse en ven eller partner. (baserer denne tolkning bl.a på sætningen: "Tror kun det var mig, det gjorde ondt på."

Vh. Pia H

Børne logik er noget farligt noget men kan afledes med påskeæg og chokolade...

;-) Rud

Hej Cecilie
Angst er en "frygtelig størrelse" svær at tæmme forklare, leve med.
Ved siden af alt det gode i livet kan den skabe meget ravage.
Har jeg selv erfaret i mit liv. Ad åre blev den mindre farlig. Men stadig puha og uf.
Du beskriver tilstanden genkendeligt.
Tak for at dele med gode tanker fra Ulla

Sikke et smukt øjebliksbillede af noget så gennemborende og til tider følelse af altødelæggende. Tak for at dele noget så fint og sårbart

"ingen skrammer udenpå
og ingen spor efter krig"

Gode og sande linjer. Angst er er en ufarlig, ulogisk eksplosion.
Som at drukne i sit eget sind og ikke kunne holde ud at være i sin krop, samtidigt med at man intellektuelt godt ved, man ikke er fare.

Jeg mindes om, hvordan vi i firserne i min ungdom, meget bevidst genoplivede mange af de stemninger der var igang i tresserne. Det får dit skriv mig til at tænke på. Jeg var lidt med i bz miljøet og vi forholdt os meget til hippierne, også selv om vi også lagde afstand til dem og ikke ukritisk tog hele deres pakke. Du fortæller rigtig flot om hvordan man på godt og ondt er nødt til at låne lidt for at finde substans. Det er jo egentlig mærkeligt at et lån kan blive til substans og det får du markeret på en kontroversiel og fed måde. Hej fra Niels Snowfrog

Sikke dejligt digt - og fortælling om din barndomsven. En ven, du har skabt til netop at forstå og følge dig. Det har helt sikkert hjulpet dig igennem svære stunder og tanker, og så bliver det jo ikke bedre! Sådan en ven har vi jo alle sammen brug for - også som voksen. Men der har fantasien desværre allerede sat nogle grænser - som du skriver: 'At min allerførste ven i verden - kun fandtes for en stund'.

Du skriver og fortæller så smukt!

Meget musikalsk skrevet. Rytmen passer hele vejen igennem. Melodien, jeg umiddelbart hører i mit hoved, er nok et sted mellem enkel popmelodi og march - lidt a la en spejdersang. Klar til kvindernes kampdag :)

Hej Cecilie
Igen et flot skrevet digt. Jeg er vild med konstruktionen, hvor du har inddelt en kvindes liv i forskellige stadier/roller og fokuserer på hvert enkelt i hver strofe. Det fungerer godt. Gode rim, og budskaber. Man siger at ingen er værre overfor kvinder, end andre kvinder. Til tider er det sandt, specielt når det kommer til bagtalelse og karaktermord. Så det er godt at se et digt, som opfordrer til søsterskab.
Jeg er enig med Niels. Mænd kunne lære en ting eller to, men vores biologiske konstruktion forbyder det på mange måder. Vi må løfte os selv op af sølet, sådan har det altid været.
Liv og frihed til alle, Danmark Leve!

Bedste hilsner
Ryan

Hej Cecilie
Smukt og humoristisk om savn. Tak.

Hej Cecilie
Fedt digt om vilde og uopnålige ønsker, der til slut så udmunder i en trist hverdag. Helt afgjort velskrevet og interessant læsning, hvor der bliver leget lidt med drømme i nogle gode rim.
Kh David

Hej Cecilie,

Et smukt digt der beskriver kvindens roller i samfundet. Stærkt digt der kan læses igen og igen. Der er også god rim gennem hele digtet.
Tak for dele.
Vh.
Hawraa

Du skriver med gode velvalgte stærke ord. Man kunne ønske sig nogle vil give den moderne mand sin egen kampdag. Men der har ikke været ret meget forståelse for det er nye behov manden har i den nye ligestillings situation og at ingen gider honorere eller bidrager til disse behov. Når jeg nævner det anses det patetisk. Kvinder forstår ikke at mænd ikke kan organisere kønskampen i grupper hvis de stadig skal føle sig som mænd.