Hej Dyveke
Sjovt at læse en novelle skrevet i præsens. Det fungerer, synes jeg. Jeg kan nikke genkendende til Maries forsøg på at løbe væk fra sin hukommelse. Sådan en dagen-derpå-løbetur! Jo, den har jeg prøvet. Men den hjælper sjældent. Snarere er det tid og ikke motion, man har brug for. Her hjælper dog end ikke tiden, for det hele kompliceres af mødet med Kasper og senere hen, igen, Kim. Og en undskyldning hjælper heller ikke, slet og ret fordi den ikke kommer. Også en situation, jeg kan genkende.
Der er lidt småfejl hist og hist, men det er bagateller. Dog vil jeg gøre dig opmærksom på, at det sidste citationstegn efter direkte tale skal komme til sidst (altså efter punktummet, spørgsmålstegnet etc.). Du virker til at være i tvivl; kun derfor tillader jeg mig at bemærke det.
Ellers en fin, lille novelle.
Jacob

Jeg kan godt lide, hvor simpelt dit sprog er i denne novelle, det fungerer ret godt i henhold til temaet. Selve handlingen er måske lidt uoriginal, men den vækkede nu stadig noget i mig, jeg kunne relatere til. Derudover er du god til at skrive dialog, der ikke lyder for kunstig!

Spændende indgangsvinkel, og bragende god fortælling.
Især billedet af at hendes frygt for vand forsvinder og afløses af nysgerrighed for det hun har frygtet godt.
VH
henningb

God, og lidt filosofisk, beskrivelse af det der kan ske, ved at være ved siden af sig selv, 'glemme' at fortælle sit nær-milijø, - her kæresten - hvorfor man er det.

Din titel er lidt dobbeltbundet og fungerer fint med din historie.
VH
Henningb

Hej Dyveke.
Først og fremmest vil jeg lige påpege, at du skriver bragende godt. Teksten flyder glimrende derudaf, og jeg har faktisk intet brok. Måske er ’slut, prut, finale’ lige i overkanten og passer ikke helt med hendes andre tanker, men ellers har du ramt plet.

Du fortæller historien godt, med gode beskrivelser undervejs. Jeg følte næsten selv blæsten fra sletterne, eller hvad der nu hedder deroppe ;)

Allerede fra start forventer læseren et eller andet, en forklaring på hvorfor hovedpersonen er til stede efter sin død. Den kommer ikke, men der ligger helt sikkert et eller andet i slutningen, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt i tvivl. Jeg kan godt lide det med, at personen døde uden at blive udgivet, og du sammenligner øen (isolationen) med drømmen om et forfatterskab. Hvor mange gange har vi forfatterspirer ikke siddet hjemme og skrevet mens andre var ude?

Jeg forstår ikke helt hvorfor hun er så glad efter sin død? Måske har jeg overset noget undervejs, eller måske er jeg bare bagud. Men jeg er glad for sætningen; ” Der er ingen grund til jeg vender mig, for jeg er glad og tilfreds, ligesom jeg altid har været..” Den er rigtig god at slutte med.
Flot!

Scott

Er fuld af beundring, hold da op hvor er det flot skrevet. Og så er det spændende for læseren. Så må man tænke sig til, hvor ideen er kommet fra: Fra din egen drømmer måske. -
Tak for at jeg måtte læse det.

Hej Dyveke :)
Dette gør du altså godt.
Det tvetydige i overskrift og indhold fungerer bare.
Du skriver i et godt glidende sprog.
Jeg følte mig godt underholdt :)
La Cazz

hej Dyveke.
det er et stærkt digt.
de tanker jeg begyndte at gøre mig i starten af digtet,
fik du lige drejet på vildspor. smiler.
og det var en meget fornuftig ung dame der gik derfra med sin værdighed i behold.
stærkt skrevet.
og velkommen her på fyldepennen.
mvh Schane.

Det er en dejlig svævende tekst, du har skrevet Dyveke. Jeg har selv brugt mange år på at finde og acceptere mig selv - ofte er jeg blevet overrasket. Bliv ved med at søge og skrive, Dyveke, i morgen vil du opdage en ny side af dig selv...