Hej Emmanuel,

super fint digt, meget smukt :-) Fra start blidt introducerende jargon og rytme, skabende intimitet og med det samme slippende den igen, med ordet asp - altså på den nænsomme måde, slip. Samtidig føles værket personligt og autentisk, ydmygt, og trods rimet til sidst er lige til højrebenet, føles venstre taget med - altså enderimet som en krølle på halen :-) Det er det første jeg læser af dig, men bestemt ikke det sidste :-)

mvh Ansu
PS: selvfølgelig er der uendelig megen god musik derude om naturen og om hvordan den ydmyger en, hvordan den "løsner tænkerens lænker", som jeg skriver i det bedste digt jeg har skrevet, "Din mor. Din far - Vampyrer er usynlige i spejle", som handler om... ej det skal jeg jo ikke afsløre. Det er oversat til engelsk af en anden, men selvfølgelig er originalen bedst. Nåja, og ift. musik - tracket "Japanese Instrumental - Eternity (Sakura's Leaves Fall Down)" er noget af det bedste jeg har hørt af zen-musik, det tætteste jeg er kommet på den eneste perfekte musik i verden - naturens. Læser man kommentarerne til tracket indser man måske en dyb ironi - at alle komplimenterer "Japanerne for deres genialitet!" mens sangen faktisk er Secret Garden - Lotus, af et norsk band, specialiseret i orientalsk teknik. Verdslig :-) -- https://www.youtube.com/watch?v=SFHoTmcgw8E