De første tre strofer læste jeg mere som en henvendelse til jeget selv end til en anden. At der er et selvopgør på færde. Som om jeget kræver tilladelse af sig selv til at stille skoene, tasken og jakken. Som genstande, der skal gives slip på før, at jeget kan komme videre. Men så kommer der de sidste fire linjer, hvor henvendelsen til et konkret du pludselig dukker op. Det forvirrer mig en smule. I de første linjer står der, at at skoene fører jeget en forkert vej, og at jeget selv ved, hvor det vil hen. Men alligevel har skoene ført jeget hen til duet som vel kan læses som noget positivt. Hmm.

Spørgsmålet er så, om det sted, jeget er nået frem til, altså hen til duet, om det bare er en mellemlanding. Et sted, hvor der kan pustes ud, før, at rejsen kan fortsætte mod det som jeget for alvor ønsker. Og at det med hjertet til sidst egentlig ikke rigtig betyder noget. Det virker jo anyway ikke.
Eller er duet det vigtige i teksten? Er rejsen faktisk færdiggjort? Er jeget, ad vildveje og uden selv at vide det, nået frem til sin rette destination? Til sin indre fred?

Jeg tror, at det er en af digtets kvaliteter, at jeg selv kan sidde og læse og tænke og tolke. Så det er ikke en opfordring til at lave noget om, men bare sige, at det også kan læses sådan. Det er jo også ret awesome!

Tak for digtet hvert fald! Må inspirationen være med dig!