Hej Sarah,

jeg går ud fra at teksten er biografisk, da andet ikke er indikeret. Jeg kan godt lide at du bare springer direkte ud i det, og skriver om noget vanvittigt svært, noget der er så... svært at sætte ord på. For mig, i det mindste. Det er stærkt af dig at du kan skrive om det, så koncist.

Jeg forstår godt følelsen, tror jeg. Handlingslammelsen, og konflikten i nervesystemet om enten at kæmpe eller flygte, eller de 2 andre automatiske, instinktive og ubevidste handlinger = frys/dissociation/lammelse, eller fawn = fawn-respons er at forsøge at behage "rovdyret", hvilket resulterer i at jeg forsøger at behage alle, af ubevidst frygt for at de ellers vil "spise" mig... eller i mit tilfælde, voldtage mig//bruge mig som et redskab. Nervesystemets respons er sjældent logisk..

Jeg har selvfølgelig ingen svar på dine eksistentielle spørgsmål. Men jeg har respekt for måden du stiller dem på, og for at du har modet til at stille dem - jeg går ud fra at du stiller dem til dig selv mest af alt, og jeg håber at du ved at svaret er inde i dig selv, og ingen andre, trods svarene lige nu står i skyggen af problemet.

Uanset hvad der har gjort, at du skal kæmpe så uretfærdigt, så håber jeg at du en dag vil indse at du fortjener bedre. At den skygge du står i, som blokerer for solen og hindrer at du, som en blomst, ubevidst vender dig imod solens lys, en dag kan ses som ikke værende DIN skygge - du har ikke selv valgt at have det sådan, som du beskriver. Ingen vælger at have det sådan!!!

Altså må skyggen der blokerer solen være en andens, end din. Hvadend det er mobbere, forrædderiske venner, fejlende forældre, ukærlige kærester, eller bare samfundet der føles som fjenden, en ret selvdestruktiv en, så er det ikke din skyld. Jeg tror at uanset hvad der har hjulpet andre, der har kæmpet med meget af det samme som dig, så starter det altid med at være placere ansvaret for situationen, hvor det hører hjemme - din egen krop og dit nervesystem er IKKE fjenden, og ej heller er dit sind.

"Kig ned på din krop.
H v i s k;
der er intet hjem som dig. Tak."

- Rupi Kaur,
feministisk digter der primært skriver på engelsk, om emner såsom traumer, det at være kvinde, kreativitet, kærlighed og livet generelt. Hendes værker er gratis på insta og facebook, eller ved at søge hendes navn på billeder - så dukker der dels billeder af hende op, og dels billederne af små tegninger, med digte langs tegningerne - ligesom William Blake tegner Rupi Kaur altid en tegning til hendes værker, og opfordrer ligesom Blake andre til at gøre det samme - for at få HELE digtets energi ud af ens system, både visuelt og intellektuelt.

Jeg tror på at vrede er inaktiv sorg, og sorg er inaktiv vrede. De problemer, jeg tolker (!) at du fortæller om, tolker jeg som en identitets-krise - og en vrede og en sorg over dette. Ved at rette vreden væk fra dig selv, og over på den/dem der har gjort dig fortræd og måske givet følelsen af frarøvelse af en fremtid, igen også selv hvis det er samfundet og dets klima-selv-destruktivitet, så er det dér at vreden hører hjemme. Sorgen... er straks sværere at have at gøre med. Jeg tolker at du har megen, megen af den i dig, men måske projicerer jeg..

"When I let go of what I am,
I become what I might be."

- Lao Tzu.

Jeg håber at du kan finde en vej i det, og (gen)finde dig selv. Re-integrere dig selv, med din egen smukke og barmhjertige skygge og dens lilla skær, der intet ondt vil dig, men som så nemt kan forveksles med en andens. Og så håber jeg at du altid vil holde fast i, at du selv er værd at kæmpe for, dét er du, og at du både kan være offer, sådan som vi alle er af f. eks. klimaforandringerne, og helt, og dominator. Jeg vil slutte af med først et digt af Ramana Maharshi, og så 2 af Charles Bukowski:

"Tanker kommer og går.
Følelser kommer og går.
Find ud af,
hvad det er der bliver."
-Ramana Maharshi

"Kan du huske hvem du var,
inden verden fortalte dig hvem at være?"
-Charles Bukowski

“nobody can save you but
yourself.
you will be put again and again
into nearly impossible
situations.
they will attempt again and again
through subterfuge, guise and
force
to make you submit, quit and/or die quietly
inside.

nobody can save you but
yourself
and it will be easy enough to fail
so very easily
but don’t, don’t, don’t.
just watch them.
listen to them.
do you want to be like that?
a faceless, mindless, heartless
being?
do you want to experience
death before death?

nobody can save you but
yourself
and you’re worth saving.
it’s a war not easily won
but if anything is worth winning then
this is it.

think about it.
think about saving your self.”

― Charles Bukowski