Jeg får mig et rigtig godt billede af Århus hovedbanegård, når du beskriver omgivelserne, som du gør i starten! Det må jeg sige, bliv ved sådan!
Egentlig har jeg ikke den store kritik til din tekst, for jeg synes, du formår at skabe gode billeder!

Venlig hilsen
Anne

God tekst!
Jeg blev grebet af stemningen, og måtte bare læse videre!

Hej igen.
Jeg glemte helt at fortælle at din leg med ordene, for eksempel her: Da bilen igen står parkeret i garagen, skoene på hylden i entréen og fødderne i sofaen... er lige efter mit forfatterhjerte! Det giver teksten liv og tyngde, og viser at der er talent bag pennen:-)

Hej Kim.
De øvrige kommentarer har haft grundigt fat i den mere formelle del af tekst kritikken, så den vil jeg lade bag mig og istedet fokusere på at du har ramt helt rigtigt i din beskrivelse af et stillestående liv, tæt på døden, indhyllet i tryg og forudsigelig hverdag. Jeg kommer til at huske på mine forældre i deres livs efterår, og beskrivelsen af stemningen omkring de(var det pligt?) man aflagde dem er som taget ud af mine erindringer. Det lover godt det her, så fortsæt endelig ud af det spor:-)

Gode iagttagelser, man fornemmer klart hjemmet hvor tiden nærmest er gået i stå. Flot også din egen alder taget i betragtning.

Hej Kim.

Man kan ikke undgå at blive ramt af denne beretning fra et barndomshjem, hvor faderen er blevet noget fåmælt.
Du skriver der kom død ud af munden på ham. jeg tror mange gamle taler en del om døden, og det er der nok ikke mange unge, der orker at forholde sig til.
Jeg syntes, du har ramt plet med denne tekst. Det er ikke en man glemmer lige med det samme.

Hilsen Lizzi.

Jeg kan godt lide teksten. Den får sagt rigtig meget på meget lidt.
Denne sætning forvirrer mig dog, da jeg synes at indholdet er interessant, men at den bliver for kringlet og står ikke klart: Jeg måtte genlæse den et par gange: " På sin vis blev jeg en smule jaloux. Jeg vidste ikke, hvilket menneske, der ville blive sænket ned i jorden når det blev tid, hvad han var blevet til. Livet under græsset ville på en helt anden intim måde finde ud af det"

Han ved ikke hvem han selv vil være den dag han skal sænkes i jorden? Hvad han selv er blevet til? så ville jeg nok skrive "hvad jeg er blevet til" det står ikke helt klart om det er ham selv eller faderen han omtaler.

godt arbejde.

Hej Kim.

Jeg blev grebet af stemningen, som du beskriver rigtig godt.
Det er ikke en lang roman, med en masse fyld.

Der skal vel ikke siges mere i den historie... Vi forstår.

Du er kun 19 år. Jeg er imponeret.
Skriv endelig løs.

Mvh
Jytte Westendahl

Ok, og her sidder jeg med gåsehud på armene og synes, det er en af de skarpeste tekster, jeg har læst længe. Den har denne underfundige humor og gode hjemmedigtede gloser, som 'læbeminimale mund'. Det er godt.
Jeg synes også det lille barndomshjem står knivskarpt og fortællerens næsten undskyldende måde at beskrive det på er så godt. Jeg finder det bestemt ikke 'deprimerende læsning', som en anden kommentator skrev. Absolut ikke. Jeg synes det er skarpt, minimalistisk og lige i øjet. De sidste linjers rædsel. Det uigenkaldelige.

Ordet formæl: Tror du mener 'fåmælt'.

Nyder virkelig din stil. Du er skrap og god. Til anbefaling.

Mikala

Hej Kim
Jeg leder og leder...

Leder efter meningen med denne tekst.
En kort tekst om livets uforudsigelighed, om det at alting ændrer sig på et øjeblik.
Gennemgående deprimerende læsning, hvor selv det at starte en Honda fremstilles problematisk og tæt på håbløst.
Vi møder 4 mennesker, en far som er en gammel kedelig særling, der bare sidder og venter på kaffe, en mor som er i den sædvanlige pleaser-rolle. To unge, en søn og en svigerdatter, som kun er til kaffe af simpel pligt. Det virker som om HP i virkeligheden er trukket til kaffe af sin kæreste, nærmest mod sin vilje.
HP er tydeligvis beklemt ved at være alene med faren, og Marie, for det er moren der binder samtalen sammen. HP og faren har intet at sige hinanden og måske er der endda en snert af et ønske om at faren skulle være ude af HP's liv.
I slutningen dør faren og Peter (HP) får det at vide på en grotesk måde...hvilket giver mig mistanke om en underliggende mening..altså at moren simpelthen har taget livet af den gamle gubbe..

Jeg kæmper med at få teksten til at flyde...og må indmellem gå tilbage for at samle op.
En sætning der gik helt skævt for mig var : Sidste gang min far sagde en længere, sammenhængende sætning, kom der død ud af munden på ham
Hvad betyder det??

Efter farens død bliver HP frygtelig rystet. Ja, det er vel normalt.

Moren fortæller først Marie at faren er død...sætningen Marie bliver langsomt blegere som sekunderne tikker forbi, pøj pøj, og hun rækker telefonen til mig efterlader mig forvirret..igen. Hvorfor "pøj pøj"..?

En ros skal du have:
Du beskriver stemningen ved kaffebordet rigtigt godt og jeg kan tydeligt følge med.

Michael

Puha - deprimerende læsning... Man skal virkelig passe på at verden ikke bliver mindre og mindre - og livet begrænset til den næste kop kaffe. Du får ramt en stemning med din tekst. Den flyder ikke lige godt alle steder, men teksten efterlader stadig en med en følelse og det gør stærke tekster efter min overbevisning.

Og selvom det er en kort tekst er den fyldt med indhold, hvis man giver sig til at tænke videre over den. For hvorfor og hvordan ender man sådan. Er det ens egen skyld - eller er det sket noget, som har påtvunget denne tomhed?

Det må svært at elske sådan en person. Men det gør din hovedperson tydeligvis. Det er jo også hans far - men det kan jo også være chokket over at det aldrig nåede at blive til mere - og frygten for at man selv ender lige sådan.

En rigtig god tekst, som sætter tanker igang.

Et par småting. "Formæl", mener du formel? Og så synes jeg at denne sætning var lidt kringlet: "På sin vis blev jeg en smule jaloux. Jeg vidste ikke, hvilket menneske, der ville blive sænket ned i jorden når det blev tid, hvad han var blevet til. Livet under græsset ville på en helt anden intim måde finde ud af det." Hvad mener du med "hvilket menneske" og livet under græsset. Er ikke sikker på jeg helt forstår den - eller jo, det gør jeg nok, men jeg synes teksten bliver lidt for forceret og for ikke beskrevet hvad der helt menes. I modsætning til at andre steder i teksten, hvor den mørke stemning er helt intakt.

Som sagt. Rigtigt godt