Hej Line,

Meget eftertænksom historie. Titlen giver dermed også rigtig god mening. Det er en historie med mange nuancer. Og under læsningen var jeg flere gange i tvivl om meningen. F.eks. troede jeg på et tidspunkt, at vores jeg-fortæller ville begå selvmord, på et andet tidspunkt troede jeg, at hun var et genfærd.

Du er rigtig god til at beskrive, at skabe stemninger med dine ord. Historiens stemninger ramte mig som læser, på forskellige tidspunkter følte jeg mig sørgmodig, eftertænksom, overrasket.

Overvej om du ikke skal inddele din tekst i afsnit, så den er lettere at læse.

Jeg er nærmest blæst tilbage. Sikke en skriveglæde, du viser. Du elsker ord, det er helt sikkert. Og jeg sad nærmest tryllebundet. Vil helt sikkert læse mere fra din side.

KH Lisae

Hej Line
Meget fin novelle om livet fejltagelser og tilgivelse. Meget godt og beskrivende skrevet.
Vh. Jytte

Hej Line
Det er i sandhed et rigtigt eventyr, med månefrydblomster og en talende måne, alt ender heldigvis som eventyr nu skal lykkeligt, Moyo og hendes unge ugleven er begge gennemgået en smuk udvikling, du skriver rigtig godt synes jeg, med mange fine billeder og din historie holder hele vejen igennem. Tak for ordene fra Ulla

Hej Line

Jeg har læst og kommenteret løbende:

”desperat kastede sig ind mod land”. Wau! Det er smukt! Jeg kan se det for mig. Det lyder næsten som en leg.

”Her flokkedes hendes tanker frit, ligesom mågerne.” Lidt underlig sætning. Måske mest fordi jeg associere det der med ”tanker der flokkes” med stressede og kaotiske situationer, hvilket tydeligvis ikke er det du mener.

”en helt særlig ro tage bo i sig.” Jeg ville nok anvende ordet ”bolig” i stedet

”og den sædvanlige sødlige duft af kanel” lyder hyggeligt. Meget stemningsskabende

”overalt var der fyldt med sære pyntegenstande, som bemalede blikdåser og små potter med planter ” det lyder som en perfekt beskrivelse af min farmors hus! Hvor er det bare hyggeligt. Jeg kan se det for mig!

”Den sorte, flagrende fletning var det sidste, der forsvandt ud af syne. ” så er hun godt nok løbet stærkt. Jeg har selv haft en fletning der gik mig til lige over numsen. Og jeg lover dig for. Hvis den skulle ”flagre” skulle jeg godt nok løbe stærkt. Nå, det er også lige meget. Bare lidt sjovt!

”hvilket gav ham en profil som en fugl.” måske en påfugl?

ej hvor er det bare en underlig samtale de to har. Jeg er godt nok spændt på hvad det udvikler sig til

”og af en eller anden grund tændte det en vred gnist i Silja,” okay.. hvor i alverden kom det fra. Var hun ikke så glad for sin tante? Det virker umiddelbart en smule ”out of character” og lidt for overdrevet i forhold til hvor stille og rolig du har beskrevet hende ind til nu.

Uhh, han er en ravn! Så ikke en påfugl.. oh well..! ;)

Hvor sødt. Påfugl – havets ånd – fantasi. Ganske godt fundet på

”Tante Lolas lanterner i stuen forsøgte hæderligt at lyse om kap med stjernerne udenfor, men det var en umulig kamp. ” god sætning.

Uhh, jeg vil væde på at hun rent faktisk er pigen med de blå øjne!

Okay, det virker desværre en smule urealistisk at de ikke kan stoppe fuglen fra at ødelægge billederne. Eller, det er måske bare fordi jeg aldrig har set hvor hurtigt en ravn rent faktisk kan ødelægge et maleri ;)

”Hans blik ved afsløre sandheden.” du mener sikkert ”Vil”

"Der er ikke noget galt i at være anderledes," øhmn.. var det det der var problemet? Jeg troede det var manglen på fantasi der var problemet.. nå, ja.. det kan vel også være det samme.

Okay, det med planterne er lidt underligt. Det at hun var fastholdt af hans intense blik var faktisk nok. Jeg kan totalt forestille mig det hvordan han, på bedste hypnotisør vis, fastholder hende med sit blik og sine tanker.

”og mest af alt lignede et stykke af nattehimlen, som var faldet ned midt i stuen.” wau!

”(...) nogen han påfugl”– øhmn. Jeg troede det var en kvinde.!

Smuk historie. Dejligt at ”det gode” vinder. I det hele taget var det en meget klassisk ”de gode mod de onde” historie. Det er dejligt med den slags. Rigtig sød og med søde, finurlige og velskrevede perler imellem. Der var dog enkelte sætnings bommerter som let kunne være blevet undgået hvis den var blevet gennemlæst endnu engang!

Hvad angår plottet kan jeg faktisk rigtig godt lide det. Fantasien vil ingen af os undvære. Specielt ikke os der er medlem af fyldepennen ;)

Men godt arbejde – og held og lykke!

- Kristina

Hej Line,

Det er virkelig en god historie du har skrevet. Gribende og rørende fortalt. En kamp for fantasien. Det er super :-)

Vh Jan K :-)

Hej igen.

Glemte helt: Jeg oplevede det lidt, som om dine ´unoder´ (hvis man vælger at se det som mig) omkring overforklaringer og billeddannende sammenligninger (i nogle tilfælde klichéer) steg i takt med historiens intensitet. Som om du selv blev så opslugt af handlingen, at du ville hurtigt frem, men samtidig sikre dig at læseren kunne følge med. Du skriver så sikkert, at der ikke er nogen risiko for at tabe din læser, så du kan roligt skære sammenligningerne og overforklaringerne væk under redigeringen. c",)

Mvh
Eddie

Hej Line.

Wow. Hvor skriver du dog smukt, medrivende og stemningsfuldt.
Selve plottet i din historie er jo egentlig temmelig banal, men du præsenterer konflikten langsomt og gådefuldt, så jeg bliver nysgerrig efter at høre mere, og da historien nåede sit klimaks, delte jeg faktisk Siljas frygt for det grå og fantasiløse. Virkelig godt skrevet.

Jeg forelskede mig med det samme i beskrivelserne af Siljas og tante Lolas indbyrdes forhold, og deres forhold til havet og stilheden. Havde selv et NÆSTEN tilsvarende forhold til en moster i mine teenageår. Hun var så temmelig streng (og derfor en smule uhyggelig), men hun boede kun et stenkast fra en ret øde strand, og jeg kunne bruge timer på at stå dernede og falde i staver hvilket hun syntes at finde helt naturligt. c",)
I det hele taget beskriver du tante Lola og hendes hjem, så jeg bare må knuselske hende.

En lillesmule ris:

Jeg kunne godt ønske mig nogle flere tvungne linjeskift i starten af teksten. Flere af dine afsnit er MEGET lange, og både øjne og hjerne kan blive trætte af at skulle finde vej igennem så store tekstblokke. Det ER dog kun i begyndelsen.

Du bruger mange fyldord/talesprogsvendinger som ´rent ud sagt´, ´praktisk talt´, ´faktisk´, ´i det hele taget´, ´mere eller mindre´ osv. samt en del påklistrede tillægsord omkring replikker. De er overflødige, og sproget vinder som regel en del ved at få lov at stå ´rent´. Især når der er tale om et sprog så malerisk som dit.

Lidt ris og ros i kronologisk rækkefølge. Og kan lige så godt sige med det samme, at hovedparten af risen går på det overflødige. c",)

Der hvor havet igen og igen desperat kastede sig ind mod land
Et desperat hav? Desperation kræver følelser, og medmindre du har tænkt dig at fortælle mig at et hav har følelser, kan det ikke være desperat. Foreslår, at du enten udelader ´desperat´ eller omformulerer, så du kan få det ind som en beskrivelse ´som i desperation´ (og så er ´ind´ overflødigt, da land som hovedregel er inde og havet ude).

at hendes tante var glad ved den stilhed, Silja bragte med sig, for selv var tante Lola en kvinde af få ord.
Hvis tanten selv er af få ord, er det ikke Silja der bringer stilheden med sig. Hun trives bare med den stilhed, som allerede er der.

Hun bar som regel altid
Dobbeltkonfekt. ´som regel´ og altid har stort set samme betydning, og ved at sætte dem sammen udvander du ´altid´, så det netop BLIVER ´som regel´.

var det lidt som at træde væk fra virkeligheden. Eller måske trådte hun faktisk bare ind i en anden virkelighed. Tante Lolas virkelighed, som så også ville blive Siljas for en stund.
Rigtig godt, både hvis genren var socialrealisme, men også - og måske især - her i fantasygenren, for ER der tale om en anden virkelighed eller ...? Nå ja. ´lidt´ er overflødigt og udvandende.

Vinden var ekstra kraftig den dag og havde nær blæst hendes hue væk, så med den ene hånd forsvarligt på hovedet og kufferten i den anden, fik hun skubbet havelågen op og bugseret sig vej op til hoveddøren, som netop i det samme gik op.
Fantastisk sætning. Den er meget lang og proppet med info, og derfor kunne den godt blive kringlet eller tung, men du fører mig igennem med en sikkerhed, så den bare flyder fra start til slut.

og fandt vej hen til gæsteværelset
´hen´ er ofte overflødigt, og dette er et af tilfældene.

Silja havde tegnet genne årene
Bør være: genneM årene.

alle de sten og muslinger hun ofte havde samlet på stranden
Væk med ´ofte´. Det er jo ikke de samme sten og muslinger, hun har samlet hver gang, og ´ofte´ indikerer en hyppigt gentaget handling. Hvis det skal med, skal det knyttes til et par ord om hendes udflugter til stranden.

Hun kastede et blik ud af vinduet.
Af = fra og ad = via, så her bør det være aD.

ville jorden forsvinde under éns fødder, for her skrånede de barske klipper lodret ned mod vandet
Hvis klipperne er lodrette, skråner de ikke. De falder set oppefra og knejser set nedefra. c",)

mærkede varmen stige op i sine kinder
Det her er HELT på flueknepperstadiet, men hvis du vil stramme teksten op, kan ´sin(e)´ være et godt ord at søge på. Hun kan jo ikke mærke varmen i mandens kinder, og derfor er det indlysende, at det er hendes egne der er tale om, så det er nok at skrive ´kinderne´. Kan iøvrigt også være en fordel hvis man vil undgå mange hendes/sine i samme sætning.

Har du noget imod at jeg...
Hvis det er et ord der afbrydes (eks: har du nog...), skal der IKKE være mellemrum inden de tre prikker, men hvis det (som her) er en sætning der afbrydes, SKAL der være mellemrum inden de tre prikker.

manden satte sig ned på bænken ved siden af hende.
Her kan du nøjes med at fortælle, at han sætter sig. Læseren kan selv regne ud, at det nok er på bænken (og hverken på jorden ved siden af den eller på skødet af hende), og da Silja kan mærke græsset om sine ben er det ikke så høj en bænk, at han skal sætte sig OP på den.

Hans undersøgende blik gled adræt hen over Silja.
Har svært ved at knytte ´adræt´ til et blik der jo ikke har lemmer at flytte rundt på.

"Vil du vide, hvorfor?" spurgte han så.
Du bruger ret ofte det lille ord ´så´. Det indikerer en lille pause, men er i de fleste tilfælde (som her) overflødigt.

Hun rejste sig hurtigt op og med en sådan voldsomhed, at stolen bag hende nær var væltet.
Denne kan strammes op til: ´Hun rejste sig med en sådan voldsomhed ...´, for det er svært at være voldsom langsomt, og umuligt at rejse sig ned. c",)

Silja så ned i jorden og skyndte sig derefter at sætte sig ned på stolen igen.
Bær være: ned i gulvet (og det andet ´ned´ er overflødigt).

Silja skammede sig over, hvad hun havde sagt. Sådan havde hun aldrig før talt til sin tante, og nu turde hun næsten ikke møde hendes blik.
Overforklaring. Du har et par linjer tidligere fortalt, at hun var flov, men oprigtig, så her er der ingen grund til at understrege det. Desuden har dine meget fine indledende beskrivelser af deres forhold tydeliggjort, at Silja normalt ikke taler sådan til sin tante, så her kan du faktisk beskrive det hele bare med: ´Silja turde næsten ikke møde sin tantes blik.´

Modsat ravnene er hun født for flere millioner år siden af de mægtige oceaner.
´modsat´ antyder en kontrast som jeg ikke kan få øje på, for hvad er det modsatte af at være født for millioner af år siden af de mægtige oceaner? Foreslår, at du omformulerer til noget i stil med: Hun er født af de mægtige oceaner, millioner af år før ravnene kom til.´

Silja kunne næsten ikke tro, at alt dette virkelig skulle være sandt, og hun fik taget en alt for stor slurk af sin te og måtte hoste et par gange for ikke at få det galt i halsen.
Flot brug af show (sekvensen med teen), og der er derfor ingen grund til først at fortælle os hvad der foregår (altså at hun næsten ikke kunne tro det).

sagde Silja, for det havde manden i den sorte frakke jo fortalt hende.
Vi var til stede ved samtalen, så vi ved godt hvor hun har den idé fra. Altså er forklaringen overflødig.

Fordi, at jeg på, samme måde som Månen trækker i tidevandet,
´Fordi at´ er egentlig okay her, da det er en replik, men det er sindssygt dårligt skriftsprog, så jeg vil anbefale dig at undgå det, også i replikker. Og så hakker denne sætning en smule. Tror, at det kan afhjælpes ved at flytte kommaet en smule (eller måske bruge tankestreger): ´Fordi jeg komma eller tankestreg på samme måde ...´ Hvis du bruger tankestreg, skal du huske også at udskifte kommaet efter ´tidevandet´ med tankestreg, da de ikke må stå alene når de markerer en indskudt sætning.

var himlen spækket af så mange stjerner
Bør være: spækket MED (og så er det en fantastisk flot stemningsbeskrivelse af stuen og natten udenfor.

Og tante Lola vidste ikke, hvor ret hun ville få.
Kronologisk forudgreb. Man enten elsker eller hader dem. c",)
Selv elskede jeg dem indtil for et par år siden, fordi det var sådan en nem og effektfuld måde at spændingsopbygge. Nu hader jeg dem, fordi jeg oplever dem som en alt for direkte forfatterkommentar der rykker mig ud af illusionen om, at jeg er til stede i Klippehytten med Silja. Samme gælder for denne: Da skete det.
I samme afsnit bruger du iøvrigt beskrivelsen ´store, sorte´ ikke mindre end 3 gange. Prøv at variere dit sprog.

"Tante Lola!" skreg Silja chokeret
Påklistret tillægsord. Der har været nogle stykker undervejs, men de har været på grænsen, så jeg har ikke nævnt dem. Her er det dog meget tydeligt (når en ellers dæmpet pige pludselig skriger), at hun er chokeret, og jeg føler mig derfor en smule talt ned til når du insisterer på at forklare mig det.

som var den frosset til is og.
Her mangler der enten en halv sætning eller også skal du slette ´og´. Eller slette hele klichéen her, da du allerede HAR fortalt, at hendes hjerne er ude af stand til at handle. Handler hjerner for resten? Er det ikke hende selv der er ude af stand til at handle, fordi hendes hjerne strejker?

som en kniv gennem kød.
Endnu en overflødig kliche, for din rene beskrivelse er så stærk, at jeg sagtens kan se det for mig uden sammenligningen.

Da hun slap den, dalede den så langsomt og fredsommeligt mod gulvet, at det virkede helt absurd midt i dette kaos.
Flot.

som var sunket helt sammen på stuegulvet
´helt´ er overflødigt og en smule forstyrrende for læserytmen.

Helt ude af stand til at forstå, hvad der foregik
Igen: væk med det overflødige ´helt´.

lød en triumferende stemme bag dem, og Silja vendte sig om i det samme.
Hvis det er stemmen, hun vender sig efter (uden ´om´) er det ikke ´i det samme´, men netop forårsaget af stemmen. Derfor kan du bare sætte punktum efter ´sig´.

Silja mærkede kulden ramme hende
Tror nok, at det skal være ´ramme SIG´, men er ikke helt sikker.

Men så huskede Silja tante Lolas ord. Lad være at lytte til ham. Hans blik ved afsløre sandheden. Og med den kvælende frygt helt oppe i halsen vendte Silja, ligesom tante Lola havde gjort det, blikket mod manden.
Overforklaring. Vi var til stede, så du behøver hverken gentage ordene eller nævne, at tante Lola også havde gjort det.

hendes øjne lyste nu af et mod, hun slet ikke havde været klar over, at hun besad.
Du har et par steder undervejs hvor du - som her - springer ud af Silja for at beskrive hendes ydre. Det er ikke MEGET ´kriminelt´ (og derfor har jeg ikke nævnt det før), men ofte kan du trække lsæeren endnu tættere på din hp ved at beskrive hends følelser indefra, i stedet for hendes udseende udefra.

Som en krybskytte, der grådigt fanger sit bytte, fastholdt manden
En af mine yndlingsaversioner: Billeddannende sammenligninger. Pludselig skal jeg til at danne et billede af noget som slet ikke har relevans til historien, og imens (måske kun et splitsekund, men det er så et splitsekund for meget) rykkes jeg ud af historien. Her kan du omformulere til noget i stil med ´Mandens blik syntes at suge hendes til sig og fastholde det´. Så er mit fokus stadig på manden og historien, men du får vist, at han ØNSKER øjenkontakt med hende.

Jo, du kan, Silja. Det ved jeg, du kan. Igen genlød tante Lolas stemme i Siljas hoved,
Her er det fint, at du gentager tante Lolas ord, fordi jeg får lov at genopleve dem samtidig med Silja. Vil dog foreslå dig at lade dem stå på en linje for sig selv (og i din egen version gerne i kursiv) for at understrege, at det er noget hun husker.
I samme afsnit har du så 2 x ´pludselig´. Væk med den ene.

mest af alt lignede et stykke af nattehimlen, som var faldet ned midt i stuen.
Her er billeddannelsen - efter min mening - okay, da den beskriver en stemningsoplevelse som det ellers vil være svært at forklare, samtidig med at du får indsat en lille og meget troværdig dvælen ved tante Lola inden kampen fortsætter.

smertens skrig
trækkes sammen.

som en prikken under hendes hud
KAN være: en prikken under huden

Dejlig historie som jeg nød at følge fra start til slut.

Mvh
Eddie

Starten er alt for langtrukken med for mange beskrivelser, og jeg kedede mig ærligt talt, indtil ham sortfrakken dukkede op. Derfra bliver historien til gengæld interessant og spændende for mig.

Det kniber med at fastslå kønnet på påfuglen, havets ånd, som Tante Lola omtaler i hunkøn - hvorefter fortatteren senere - hvor påfuglen dukker op - betoner, at det altså er en han-påfugl. En lille, men morsom skønhedsplet.

Pas på med at overforklare.
Som f.eks. med Lolas te. Når du en gang har fortalt, at den dufter/smager som kanel, behøver din opmærksomme læser ikke at vide dette flere gange igen.

En udmærket fantay med flere gode nye påfund.

Herlig start på novellen, der tager os med Silja til sin Tante Lola og hendes bolig ’Klippehytten’ på yderste revle. Gode billeder du skaber i mit hoved.

Det er også virkelig dejlige billeder fra den lille hytte, derude nær klipperne. Sjovt med den lille have, som må være noget forblæst, men du formår at give mig nogle fine detaljerede streger til dit landskab.

Det er en interessant ting med alle de malerier og at de alle forestiller det samme, herunder påfuglen. Jeg synes indimellem der er for mange fyldord, som jeg tror du kan spare. ’blå’ når man taler om påfugle er et af dem ;-)


Mødet med manden i den mørke frakke er virkelig velskrevet og dine replikker er meget mundrette. God dialog og fin mand med fugleprofil. De to ses tydeligt dér på bænken.

Jeg undrer mig over Siljas heftige udbrud overfor tanten. Deres forhold virker til at være rart og naturligt og Silja kunne vel bare spørge tanten, hvis hun var nysgerrig omkring billederne og de andre ting. Denne dialog finder jeg altså halter.

Her er der også noget, jeg har svært ved at acceptere. Du har lige kørt hele historien i benhård realisme, forstået således at nok er der mærkelige mennesker og underligt beliggende hytter, men i princippet kunne det være sådan. Udover den mærkelige mand, som godt nok har nogle underlige øjne er der ikke noget, der ikke kunne foregå i virkeligheden. Jeg har hele tiden været spændt på, hvordan du ville introducere genren fantasy, men
så krydser du en usynlig grænse, når du lader tanten udtale:

"Han er endnu en sortfrakke eller en ravn, om man vil. De er ånder og tager ofte form som sorte ravne."
En kuldegysning løb gennem Silja, da hun tænkte på mandens fugleprofil og hans sorte perleøjne.”

Den forklaring accepterer Silja tilsyneladende uden at blinke. Jeg synes det er for barsk en intro til at vi er i en fantasyverden. Intet havde før dette temøde mellem tanten og Silja været magisk.

Tante Lola fortæller dernæst en mildest talt fantasifuld historie, som ikke får Silja til at stille nogle spørgsmål af opklarende karakter. Jeg synes troværdigheden tilter. Er den slags ånde-ravne dagligdag, der hvor Silja kommer fra? Så bør læseren vide det, vil jeg mene. Jeg elsker når fantasy blander sig med realisme, men så skal der bygges op til det. Her går det for stærkt, synes altså jeg.

Slutningen er til gengæld rigtig fin og pakker historien godt ind. Jeg synes alt i alt det er en sjov og god historie med mange fine billeder, men jeg anker at novellen så brat) går over i Fantasy. Der tabte du for en stund denne læser.
Men held og lykke i konkurrencen. Du har fat i noget godt her, synes jeg.

Mikala

Det er en flot og velopbygget historie du her får fortalt. Dit persongalleri er meget velopbygget og alle 3 personer fungerer godt og troværdigt. Det er godt fundet på med ravnemanden. En uhyggelig karakter, som først prøver at bruge sin list til både at narre Silja og os som læsere.

Du holdt mig godt fanget hele vejen. Det var flot at holde spændingen efter Siljas møde med kragemanden, ved at skabe en lille konflikt mellem Silja og hendes tante. Der kunne historien ellers nemt have tabt pusten.

Historien havde en god læserytme og jeg blev kun forstyrret en enkelt gang undervejs. Det var hen mod slutningen hvor Silja bemærker at Havets ånd er større og smukkere end nogen han påfugl hun nogensinde har set. Bemærkningen om "han" påfugl, slog mig lidt ud, da det virkede malplaceret og unødvendigt.

Flot bidrag som jeg vil give en af de høje karakterer for god opbygning og original ide.

Hej Line! God historie med et godt sprog og kun enkelte steder, hvor tingene ikke helt spiller sammen.
I dit første afsnit bruger du ordet "faktisk" et par gange, og det virker som om, at HP finder ud af noget undervejs om sin tante eller at fortælleren nærmest børne-agtigt belærer læseren i bedste eventyrstil. Det er ret ærgerligt for historien.
Dit actionafsnit virker meget pludseligt: Så bliver hun trukket ned af planter - og woops, hun hører en stemme, og hun er tilbage i stuen :)
Jeg lader mig aldrig helt overbevise om regnen og fantasiens sammenhørighed. Måske fordi der ikke er nogen kontrast (hvis nu ravnene kunne fremkalde solen eller lignende, ville det måske være nemmere at forestille sig?)

ellers så generelt..
Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på en japansk tegnefilm i stil med det forsvundne slot, og det må siges at være ret positivt :) God tekst, du godt kan gøre skarpere!

Hej Line. 
Meget naturligt og letflydende sprog. Historien driver let frem, ome nd slutningen nok ikke kommer bag på læseren ;) 
Jeg blev lidt irriteret på hovedpersonen under hendes udbrud ved bordet - det virker umotiveret og  overspillet og reducerer for mig din heltinde til en teenagepige med hormonpsykose i en scene der egentlig er ret central. Det er en skam :)
Fin detalje med den farverige fantasipåfugl og den sorte, ådselædende modpart. Og så har jeg et soft spot for 'perleøjne' - herligt ord. 
Held og lykke med konkurrencen.

Mvh Christian

Hej Line, det var en rigtig god historie med en god stigende spændingskurve. Det starter jo som en sød skildring af forholdet mellem en tante og niece, der begge er "mærkelige" men da den jo deltager i konkurrencen, måtte det jo komme - og det komme. Manden kunne først virke som en særling, men så er han en ravn, og efterhånden får vi det hele optrævlet. Budskabet er klart nok, fantasien skal have lov at være der. Måske skærer du det lige lovligt meget ud i pap. Det er så også eneste kritikpunkt, jeg nød at læse den. VH Mons

Hej Line.

Næh, man skal ikke dræbe fantasien, og man skal have lov til at være anderledes.
Fine budskaber, som jeg bestemt er enig i.

Handlingen er okay, men jeg bliver ikke rigtigt fanget ind i den.
Du fortæller ret hurtigt, at tante Lola er mærkelig, og først derefter beskriver du på hvilken måde, hun er det. Problemet er så, at jeg ikke synes hun virker mærkelig.
Måske vil du fortælle, at andre end Silja synes sådan, men det ville være mere spændende, hvis du bare viste, hvordan hun opfører og eventuelt præsenterede malerierne og de øvrige ting i en sammenhæng, f.eks i stil med: " De små figurer stod som altid på vitrinen ..." eller noget endnu bedre. Og "Tante Lola havde malet en del billeder siden sidst ..." (tanten fortæller jo, at det er i den senere tid, hendes fantasi har været blokeret)

Du røber ret hurtigt, hvad det med de blå øjne går ud på, og derfor er det altså ikke særligt overraskende, da ravnen dukker op.
Udfaldet overrasker heller ikke specielt meget.

Dit sprog er klassisk beskrivende og replikkerne virker upersonlige. Ikke fordi personerne ikke kan tale sådan, men fordi mange andre fiktive figurer har sagt dem før.

Hæderlig historie med udmærkede budskaber :->

vh. Pia