Det er meget ungt, det kan man mærke, men det afspejler også bare dig og det gør det fint og ægte :-)

Wow et digt. Den giver mig kuldegysninger. Fornemmer din ødelagthed og dit had. Stærkt digt

Synes det er et meget rørende digt. Elsker både dit sprogbrug og også hvordan du rent visuelt har valgt, at opbygge digtet. Fortsæt det gode arbejde og mange tak for dellingen af dine tanker. :)

jeg syntes det er en rigtig god måde hvorpå du nærmest gør skyld og samvittighed
til en fysisk ting
(det vile være meget lettere i hverdagen hvis den var) :-)

men også de andre beskrivelser af fx kærlige strøg der bliver til slag
desværre er der mange der lever I den slags forhold
og det håber jeg du aldrig kommer til eller har gjort


-Burningmoon-

Jeg er ret glad for især den første del af dit digt - beskrivelsen af skyld som noget synligt, der vokser og udvikler sig.

Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.

Det er meget sort og trist, lige som nogle af dine tidligere digte. Føler du hængerlidt i koderne efter et brudt forhold. Det er også OK at bruge digtene til at udtrykke de følelser, men pas for guds skyld på, ikke at grave dig dybere og dybere ned i hullet. Til sidst er det svært at komme op af hullet igen. Brug også digtene og ordene til at finde glæden igen. :-) Nils

Efter lang tids søgen havde jeg endelig fundet det,
det gør livet helt, fylder hullet i sjælen, gør mig hel.
Jeg oplever det som en usigelig lykke, det er kærlighed,
det er sjæle i samklang, det er dejlig ro, det er pirrende uro.

Ordene kommer flyvende til mig, dejlige fantasier om det,
det får mig til flyve højt, se verden fuld af guddommeligt lys.
Jeg ser, at det er en engel der våger, det er tro på livet,
Det er følelser, det er at føle fysisk, det er at mærke en anden.

Mærker så smerten i brystet, jeg er bange, jeg har mistet det,
det er gået sin vej og jeg står alene tilbage, dagene er sorte.
Åh nej, det er blevet borte og det er dagene der er blevet sorte,
det er sjæle i gråd, det er stilhed der skriger, det er kaos i mig.

Men husker så igen, at have modet til livet, så kommer det,
det ligger derude og venter, venter på mig i min evige søgen.
Ja jeg ser, at det altid er der og det ligger og venter på mig,
det er byggesten, det er dele til livet, det vil komme og give mening.

Åh, hvor er det dog godt skrevet, hele vejen igennem..! Ville gerne efterlade en længere kommentar, men jeg har ikke mere at udtrykke, end at det gav så god mening. Tak for at skrive det! ;)

Uha. Du formår virkelig at fange mig på de korte linjer, Line. Det er et super velskrevet digt, og man føler knuden i maven og den buldrende stilhed :-)

Jeg kunne måske godt have set linjen "... og vand tordner ned" væk derfra, og skåret det helt ind til benet? Jeg fortolkede det som tårer, men da det allerede er skrevet øverst i digtet tænker jeg måske det er overflødigt at inddrage? Det bygger igen på egen fortolkning.

Som du selv skriver: ”ikke et ord skal siges,” og det er helt korrekt. For budskabet står meget skarpt formuleret. De mærker begge sandheden gennem hinanden, og det samme gør læseren.

En meget velformuleret stemning. Jeg er nærmest som nysgerrig på sandheden, men tør alligevel ikke at vide, hvad det er, da stemningen næsten drager en i anspændthed :) Men hvad er "dråben" i digtet? :)

Hej Line :)

Man kan næsten se skammen forpeste luften og at de kvæles af den begge to.
Solide sproglige billeder :D

D

hov...der mgl et ord. Hvad er det for en sandhed du skriver om?

du skriver sandheden...men er det for en sandhed du skriver om....